Læsetid: 4 min.

Fra sex til kunst

Engelske Tracey Emin bruger sex som motor i en veritabel erindringsmaskine, der frembringer kunst
3. juni 2005

Der er ingen tvivl om, at Tracey Emin har sans for slagfærdige slogans og titler. Titlen på hendes nye udstilling er ingen undtagelse: When I think about sex ...

Sex sælger som bekendt, selv når det 'kun' drejer sig om sex på hjernen. Og hjernesex er der i høj grad tale om i Emins nye værker. Betegnende nok lyder fuldendelsen af udstillingstitlen, sådan som den fremtræder på bagsiden af kataloget: "I make art."

Når Tracey Emin tænker på sex, skaber hun kunst. Vel at mærke ikke i en traditionel sublimeringsgestus, der forvandler primitive driftsimpulser til 'rene' kulturelle aktiviteter. Emins kunst handler om at tænke på sex - endda i temmelig udpenslet forstand. Kender man blot en smule til hendes produktion og hendes status som beredvillig enfant terrible på den britiske kunstscene, vil man vide, at det er sandt.

Men det er samtidig en sandhed, som rummer mere end blot den ukomplicerede, salgbare dimension af seksualiteten, vi er blevet vænnet til fra massemedierne. Tværtimod har seksualiteten i Emins varianter - sådan som den skildres i installationer, billedtæpper, monotypier m.m. - altid nært følgeskab af størrelser som overgreb, brutalitet, ulykke og ensomhed. Lysten og liderligheden er ikke bortcensurerede elementer, langt fra, men som titlen på et af hendes nye værker røber, så opspædes de altid med mindre behagelige ingredienser: "It Always Hurts."

Lidenskab og lidelse går hånd i hånd i en række dramatiske skæbnefortællinger, som i skikkelse af næsten anmassende betroelser oprulles for publikum igen og igen, repetitivt og insisterende. Voldtægt, abort, selvmord, depression og druk står som de genkommende emner, der ligesom de ornamentale cirkler af cyklisk dansende spermatozoer i hendes billeder - i øvrigt med venlige vink til forbilledet Edvard Munch - kører i evig ring.

Tematisk er der med andre ord ikke noget nyt på færde i Emins seneste arbejder, men alligevel fornemmes en ny modenhed, en sart afdæmpet og subtil leg med skæbnefortællingernes gammelkendte grundmatricer, der bogstavelig talt genbruges i forsætligt afblegede, næsten forsvindende udgaver af deres tidligere udformninger.

Sug i maven

Udstillingens centrum og størrelsesmæssigt dominerende værk It's Not the Way I Want to Die er en mere end otte meter lang og fire meter høj imitation af en rutschebane udført i brugt træ og metal. Den spinkle og vakkelvorne konstruktion tårner sig op i det højloftede gallerirum som et smukt og enkelt billede på elementær kropslig glæde, suget i maven, sammenkoblet med nedturens bogstavelige smerter, depressionen.

Konstruktionen refererer tydeligvis til barndomsuniverset og tivoliets sødmefulde henrykkelser. Rutschebanen er da også modelleret over et originalt forlæg fra Emins opvækstsby, strandbyen Margate i Sydengland. Men den peger samtidig på voksenlivets mere blandede fornøjelser i en tilværelse, der er 'sat på skinner', uden mulighed for afstikkere. Værket kan ses som en fortsættelse af det mere evident selvreferentielle værk Self-Portrait fra 2001, som i en stor spiralkonstruktion dannede en lignende rutschebane eller værket The Last Thing I Said To You Is Don't Leave Me Here fra 1999, der bestod i et lille badehus fra barndomsbyen.

Med dets karakter af et prisme til at indfange og filtrere fortiden, for derefter at omsætte den til nutid, bliver udstillingens centerværk symptomatisk for Emins generelle praksis. I flere af udstillingens værker genfindes således ikke blot barndomstemaer, som Emin tidligere har beskæftiget sig med, men også deciderede citater fra ældre værker af kunstneren selv. Emin bruger og genbruger sit eget liv, eller rettere udvalgte elementer og 'billeder' fra det, til sin besættende og stærkt narrative kunst, der på bedste senmoderne vis synonymiserer kærlighed og sex uden at evne nogen af delene og konstant taler om kropslige erfaringer, om kroppen som redskab og som identitetsmarkør, f.eks. sin status som 'præmiefisse', som hun ironisk selv udlægger det i værket Action Cunt, der bogstavelig talt er udformet som en præmie.

Erindringsbanken

Den omfattende genbrug sætter alvorligt spørgsmålstegn ved den udbredte forståelse af Emin som en naiv og ekspressiv bekendelseskunstner, der ubearbejdet videregiver intime detaljer fra sit liv. Ganske vist ser det alt sammen naivt og ekspressivt ud, og intime detaljer skorter det da heller ikke på, men når det ved nærmere eftersyn viser sig at være en slags citatkollage, der møjsommeligt gentager allerede eksisterende billeder, så er det i hvert fald ikke kun naivt og ekspressivt, men også en visuel refleksion over naivitet og ekspressivitet som stilistiske virkemidler - virkemidler, der virker.

En skematisk gouache på lærred som Masturbating in the Bath - From Memory er således ikke blot hentet fra erindringsbanken, sådan som titlen indikerer, men er derimod en motivisk gentagelse i et nyt medie af en monotypi med samme titel fra første halvdel af 1990'erne. Med andre ord udtræk fra såvel erindrings- som billedbanken og ikke alene Emins private, men også kunst- og kulturhistoriens mere generelle arkiver. Oplagt kan man finde sporene efter de kunstneriske forbilleder, såsom Auguste Rodin, Egon Schiele og Edvard Munch, i Emins møjsommeligt 'nervøse' streg, der i den forstand gør sig ekspressiv ved at låne ekspressivitetens udtryk.

I udstillingens mere end 70 værker viser Emin sig fra nye sider uden egentlig at overraske. Billedtæpper, tegninger, monotypier, neonarbejder og installationer blander sig med arbejder i gouache, alt sammen holdt i blege, douce nuancer, der kontrasteres af indholdets mindre afdæmpede fortællinger.

Det handler om sex, men sex handler hos Tracey Emin altid også om mere end blot det, nemlig om at være til, om at drømme, om at eksistere, om at være sammen. Det er disse dybest set romantiske grundtemaer, der fra en senmoderne kvindelig position bearbejdes igen og igen hos Emin, hvis nye, næsten monokromt udvaskede udtryk lægger en ny og klædelig subtilitet til de barske (gen-)fortællinger, man kender fra tidligere værker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu