Læsetid: 3 min.

Sex, sol og stiletter

24. august 2002

EYVIND Vesselbo hedder en dansk dansker, som bor i Danmark og er medlem af Folketinget for Venstre. Denne alvorsmand har begået en undersøgelse, der sort på hvidt beviser, at de undervisningsbøger, som bruges på landets sprogskoler til at lære indvandrere og flygtninge dansk, er »fyldt med fejl og skildrer Danmark og danskerne på en meget karikeret og latterliggørende måde,« som han siger. Han vil have tørret eventuelle grin af indvandrernes fjæs, og den konservative udlændingeordfører, Else Theill Sørensen, følger trop og vil øjeblikkeligt have bøgerne fjernet – om nødvendigt med magt.
De stærke sager er især udgivet af forlaget Gyldendal, som vel rettelig nu burde omdøbes til Skummelbakke og sættes under administration af et korps patriotiske sindelagsbetjente med dragne bogstave.

EN BØLGE af forargelse over de fejlbehæftede undervisningsbøger er naturligvis rullet gennem den dansksindede del af redaktionen, og vi skal derfor ikke tøve med at bringe et interview med Vesselbo, som er kommet os i hænde, og som skulle blive offentliggjort søndag i Morgenavisen Jyllands-com.Posten.
– Hr. Vesselbo, hvad siger De til den påstand i en af
undervisningsbøgerne, at danskerne er usexede, blandt
andet fordi de altid går rundt i joggingtøj?
»Den påstand gør mig vældigt ophidset. Nu har jeg selv i tre stive år gået rundt med synlig erektion, og så får man at vide, at man er usexet. Det ligner ikke noget! Forfatteren af den pågældende skolebog har måske heller ikke fattet, at den mest benyttede ærkedanske vending (’skråt op’, red.) handler om sex. Og med hensyn til joggingtøjet, hvad havde den gimpe af en forfatter egentlig forestillet sig – at vi nu også skal til at løbe 100-meters-løb iført de stilethæle, som vi alle bruger
til hverdag?«
– Bør der i bøgerne stå, at Danmark er præget af grå og regnfulde somre, som gør danskerne deprimerede?
»Nej, det er jo lodret løgn. Enhver ved da, at Danmark ligger i det subtropiske klimabælte lige nord for de
tyske oversvømmelser. Her er ikke antydning af
sure miner, lige nu sidder jeg for eksempel og smiler til min subtropiske stuepalme.«
– En lektor (!) har i sin undervisningsbog skrevet, at
medierne og en række partier er blevet grovere og grovere over for de etniske minoriteter. Hvad er Deres reaktion på denne anklage?
»Den er til grin. Vi i Venstre er jo vilde med de etniske minoriteter, og vi kunne ikke drømme om så blot at samarbejde med et parti, der på nogen måde var fremmedfjendtligt. Vi fremstiller ved enhver lejlighed de
etniske minoriteter så afvejet som muligt. Under valgkampen sidste år ofrede vi millioner af kroner på at indrykke annoncer, der viste, at ikke alle indvandrere er Guds bedste børn og derfor kan finde på at vise
fuck-fingre foran domhuset. På den måde afvejede vi med et nuanceret modspil alle de positive ting, der var sagt om indvandrerne af Pia Kjærgaard og lignende troskyldige politikere. Det gjorde vi af hjertets godhed for indvandrernes skyld. Og sådan er danskerne hele vejen igennem,« slutter Eyvind Vesselbo.

ELLER GØR han? Der skulle ellers være rigeligt at rette op på rundt omkring, hvor der bestandigt skrives grimt om Danmark og danskerne til skade for
samme (for slet ikke at tale om eksporten).
Tag for eksempel undervisningsbøgerne i den alm. folkeskole, hvor Danmark ofte kaldes et lille land. Smid bøgerne på bålet! Det er ikke størrelsen, det kommer an på, Danmark er i virkeligheden en stor nation befolket af storsindede mennesker, som i øvrigt aldrig kunne finde på at stjæle (modsat af, hvad de dårlige undervisningsbøger fortæller indvandrerne), og derfor heller ikke har brug for fængsler, med undtagelse af et enkelt åbent, der hedder Christiansborg, hvor nogle få upålidelige personer opbevares overvåget af Venstre.
Historiebøgerne kunne også omskrives, så de afspejler dansk mentalitet. Christian IV havde således gang i en række globale fredsinitiativer, der desværre mislykkedes. Under Anden Verdenskrig bekæmpede Venstre effektivt den tyske besættelsesmagt ved at kvæle den i samarbejde, og danske landmænd opfedede ondskabsfuldt og uegennyttigt de tyske soldater, så de sprak af blodpropper.
Jo, Danmark er som en uendelig lys duftende sommernat fyldt med latter og Venstrepolitikere, der elsker deres mørklødede naboer – især i Vesselbos ydmyge hjemegn Gentofte – højere end magt og penge. Det er ganske vist, ikke sandt, Vesselbo?

lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her