Du vil ikke kunne lide mig, advarer Johnny Depp os formanende i en prolog henvendt direkte til kameraet, inden han som den anden jarl af Rochester også kendt som John Wilmot tager os med ind i et kaotisk London under Restaurationstiden. Udstyret med en rædselsfuld, brun puddelparyk går han i gang med at udleve sin tese om, at ethvert interessant eksperiment er på ens egen bekostning.
Meget jordnært
Det leder med tiden til udstødelse, æres- og næsetab, efterhånden som hans hedonistiske livsstil med vin, kvinder og hang til royale provokationer indhenter ham.
Johnny Depp er i sit excentriske es med portrættet af en stædig provokatør, der trods alle forsøg på at dyrke livet, kun mærker suset i teateret.
Filmens i bogstaveligste forstand jordnære portræt af de obskøne tider sjældent har et kamera så kærligt dyrket mudder er først forførende, men man bliver efterhånden træt af den ensformige satsning på de samme sanser. En for en gangs skyld underspillende John Malkovich tror i rollen som Charles II på, at John Wilmot har et talent, man faktisk vil kunne bruge til noget konstruktivt. Men både han og vi skuffes slemt, bl.a. af Wilmots teaterstykke om kongen som en gigantisk dildo.
Gnistrende kvinder
Man får i løbet af filmen aldrig forståelse for, hvad den legendariske jarl egentlig kunne. Var hans talent virkelig kun hans ekstreme livsstil? Filmen vil hellere være et beruset karakterstudie end en biografi. Det kan være en fin kontrakt med publikum, men når der sideløbende introduceres storpolitiske konflikter og scener om tidens diskussion af monarkiet, savner man historisk kontekst og introduktion til andet end tidens barer, teatre og horehuse.
Heldigvis for Depp og den debuterende instruktør Laurence Dunmore er der to fremragende kvinder på rollelisten, der formår at fange ens interesse, når man som advaret bliver træt af at forsøge at engagere sig i Depps kranke skæbne. Samantha Morton er som altid lysende. Her i rollen som en stolt skuespillerinde, der vil være den bedste, men nægter at underkaste sig for at nå sit mål. Hun har os i sin hule hånd, når hun med et par anakronistiske method acting-tricks fra jarlen i bagagen gennemgår udviklingen fra udbuhet talent til strålende stjerne.
Det samme gælder Rosamund Pike i en mindre rolle som jarlens hårdtprøvede hustru. Hun kunne for nylig ses som bly datter i Stolthed og fordom, men viser nu tænder og temperament under det smukke ydre. Det er befriende at møde nogle karakterer med både fornuft og følelser, mens mændene fjoller fortabte omkring.
I scenerne med Depp og kvinderne er der noget at komme efter, men som helhed er filmen en rundtosset affære, der både vil gå helt tæt på og samtidig lave imponerende 360 graders panoreringer og forsøge at klemme lidt oplysning ind i den destruktive nedtur. Det fungerer ikke, men filmen fejler med storslået stil.
En epilog med ekko af Depps prolog er måske på sin plads: Du vil nok ikke kunne lide denne film men du kan godt gå ind og prøve, for man får mange besynderlige og et par enkelte engagerende øjeblikke undervejs.
The Libertine. Instruktion: Laurence Dunmore. Manuskript: Stephen Jeffreys baseret på hans teaterstykke af samme navn. Engelsk. (Vester Vov Vov i København og Øst for Paradis i Århus)
