Efter weekendens hovedbestyrelsesmøde i SF er Villy Søvndal en glad og tilfreds formand. Svøndal mener selv at "partiet står samlet som nogen sinde", og at der er valgt et nyt forretningsudvalg der "virkelig udtrykker bredden i partiet".
Men spørgsmålet er om Søvndal har grund til den store tilfredshed? For lige under overfladen ligger der stadigvæk nogle ledelses- og organisatoriske problemer, der skal løses, hvis SF i fremtiden skal spille en markant rolle på venstrefløjen.
Set fra et kommunikationsperspektiv har Villy Søvndal fint løst den krise, der opstod op til weekendens hovedbestyrelsesmøde, da næsteformanden Trine Bendix kastede håndklædet og en række markante personligheder på den såkaldte højrefløj af forskellige årsager valgte at trække sig fra forretningsudvalget.
Meget dygtigt blev krisesituationen vendt og brugt som afsæt til at signalere, at han er en stærk leder.
Han gik offentligt ud med en melding om, at han var helt uenig i Trine Bendix' kritik af ledelsesstilen, som efter hans mening er åben og dialogorienteret.
Samtidig fik Søvndal også signaleret, at mandefaldet i forretningsudvalget udspringer af en skuffelse over, at Pia Olesen ikke blev valgt som formand, og dermed ikke er et problem, der direkte har med Søvndal at gøre.
Med denne strategi formår Søvndal at få flyttet fokus væk fra sin person, og dermed får han holdt en pæn distance til krisen. Men vigtigst af alt, han får med sin kontante udmelding taget et opgør med sine egne, som signalerer, at han er en stærk leder - en metode, som bl.a. Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning har brugt effektfuldt.
Interne problemer
Trods den gode krisekommunikation og den generelt solide start, Villy Søvndal har fået som ny SF formand, er Trine Bendix og de andre højrefløjs SF'eres afgang alligevel et symptom på nogle interne problemer i SF. For det er ikke kun Trine Bendix og det, man kan kalde den unge generation på SF's højrefløj, der har trukket sig fra de indflydelsesrige poster, også den unge venstrefløjsgeneration i SF - 'Børnebanden' - har inden for det sidste år kastet håndklædet.
Neutraliseringen af de to unge - venstre og højre - fløje i SF, vil på sigt uden tvivl betyde mindre intern uro. På lang sigt får det derimod den konsekvens, at fødekæden, både i forhold til at få udklækket fremtidens politikere og i forhold til at få produceret nye politiske visioner, er reduceret betydeligt. Det er en flok markante politikere, der de seneste år har trukket sig fra partiets frontlinje, og dermed har den fornyelsesproces - som mange potentielle SF vælgere higer efter - fået endnu dårligere vækstbetingelser.
Ingen professionalisme
Der er uden tvivl flere forklaringer på SF's interne problemer, men et af det de væsentligste problemer udspringer af en mangel på professionel ledelse og organisationsudvikling i partiet. Ledelses- og organisationsproblemerne ses på flere niveauer.
Først og fremmest er der tegn på nogle ledelsesproblemer omkring selve partitoppen. Eksempelvis gik der over fire uger, efter at Søvndal havde vundet formandsvalget, før han ringede til Pia Olsen, der var hans hovedmodstander i formandsvalgkampen. Det havde signaleret lederskab og format, hvis Søvndal havde kontaktet Pia Olsen i dagene efter, at han var blevet valgt, og havde sagt tak for kampen og forhørt sig om hendes fremtidsplaner.
Gruppeformanden Ole Sohns efter sigende særdeles hårde skideballe til næstformanden Trine Bendix, fordi hun offentligt havde ytret kritik af udnævnelsen af Jacob Nørhøj som næstformænd, kan være ok, men ikke med et helt forretningsudvalg som tilskuer. Selv i AP Møller trækker man medarbejderne til side, så de kan få kritikken på tomandshånd - specielt hvis det er loyale medarbejdere og første gang, de fejler.
Generel frustration
Muligvis kan disse eksempler kategoriseres under etiketten begyndervanskeligheder for den nye SF ledelse. Men stikkes der et lag dybere, ligger der også nogle mere grundlæggende organisatoriske og ledelsesmæssige problemer i partiet. Der er en generel frustration på tværs af de interne fløje blandt de unge politikere over en organisatorisk træghed, der nærmest gør det umuligt at præge og komme med input til politikudviklingen.
I de formelle organer - forretningsudvalget og hovedbestyrelsen - er beslutningerne næsten altid handlet af på forhånd. Derfor opfatter mange af de yngre politikere det som nytteløst at bruge flere timer på at diskutere forskellige sager, når de alligevel godt ved, hvad udfaldet bliver.
Men også i forhold til at få implementeret og ført den vedtagne politik ud i livet, ser den unge generation nogle organisatoriske barrierer, da de vedtagne beslutninger alt for tit drukner i det interne bureaukrati. Tilsammen betyder det, at mange af de unge politikere opfatter det som forholdsvis nyttesløst at deltage på det niveau i politik, når de ikke kan se nogen som helst resultater af deres arbejde.
Villy Søvndal og den øvrige politiske ledelse i SF har derfor en del arbejde foran sig i forhold til de ledelsesmæssige og organisatoriske aspekter, hvis de skal skabe en bæredygtig fødekæde i partiet. Og det er vist nødvendigt, hvis SF i fremtiden for alvor vil vokse sig stort og stærkt.
