Læsetid: 4 min.

SF og Ungarn-opstanden

Det er pudsigt, at superdemokraten Mikkel Plum sætter ’gadens parlament’ over resultatet af demokratiske valg
6. november 2006

Den 28. oktober kunne man i Information læse en kronik af Mikkel Plum, kaldet "Ungarn og SF - en falsk historie." En udmærket titel, der karakteriserer kronikken glimrende. Pointen er, at SF'erne ikke brød ud af DKP den 4 november 1956, men først gjorde det to år senere, at Aksel Larsen ikke fordømte Sovjet i folketingsdebatten i september 1957, og SF ikke fordømte Sovjet totalt i sin første programerklæring i juni 1959. Men hvem har påstået, at det forholder sig anderledes? Jeg kender ingen, der har gjort det. Plum har - som han vel lærte, da han fungerede på alleryderste venstrefløj - selv opfundet en myte, som han så polemiserer imod store ord og armsving. For mit eget vedkommende vil jeg henvise til et interview med mig, som Politiken bragte den 21. oktober, og hvis indhold er glimrende sammenfattet i overskriften "SF blev undfanget af opstanden i Ungarn." Vi vidste det næppe selv, vi blev os svangerskabet bevidst et år før fødslen.

Så til Plums postulater om Dialog hævder han, at vi nok vendte os mod invasionen, men ikke ville acceptere anfægtelse af socialismen (og derfor, konkluderer han, have modstanderne i spjældet!). Han overser raskt væk den historiske realitet, at det ikke var socialismen, som arbejderopstanden i Ungarn anfægtede. Det fremgår allerede af, at arbejderrådende udgjorde den drivende kraft i revolutionen. Der er ingen paroler om at give jorden tilbage til godsejeradlen og fabrikkerne til storkapitalisterne. Sådanne paroler eksisterede kun i de sovjetiske stalinisters fantasiverden - og altså i Plums!

Det er direkte løgn, når Plum andetsteds skriver, at Dialog i perioden 1956-58 "i alle afgørende spørgsmål forsvarede sovjetkommunismen." Dialog bragte tværtimod både sine egne, stærkt kritiske analyser og en stribe sovjetkritiske artikler fra den polske presse og ungarske oppositionelle som György Lukasz.

Hvad Aksel Larsen angår, var det ikke overraskende for os, der i DKP protesterede mod invasionen, at han ikke tog afstand fra den i september 1956. Vi anede ikke, at han var på vor side. Jeg erfarede det først i februar 1957.

Han opdagede først hulheden, da han blev kaldt til orden i senere, så vidt jeg husker i vinteren 1957-58, fordi han offentligt havde opfordret Sovjet til ensidigt at stoppe atomprøvesprængningerne. Denne opfordring er i øvrigt et eksempel på, at Plum også lyver, når han siger, at Aksel Larsen i hele denne periode bare forsvarede Sovjets politik. Et andet eksempel er Aksel Larsens skarpe protest mod mordet på den gamle kommunist Imre Nagy, der havde stået i spidsen for opstanden, men den protest blev holdt inde døre.

Vanvittig organisation

Overhovedet må man se Aksel Larsens optræden i sammenhæng med DKP's vanvittige organisationsprincipper, som i dag er videreført af Dansk Folkeparti: Al kritik holdes inden døre. Når et flertal har truffet en afgørelse, skal alle rette sig efter den. De principper havde Aksel Larsen overholdt i 38 år; det var uendelig svært for ham at frigøre sig fra dem.

Selv Plum kan ikke komme uden om, at SF allerede i sit første programskrift brød med underordningen under Moskva, og at skriftet indeholdt kritik af manglende demokrati og brud på menneskerettigheder i de "socialistiske stater". Men ikke nok, mener han, der i sin tid sluttede sig til en socialismeopfattelse i nærheden af Blekinggadebandens. Med denne bemærkning skal Plum ikke skoses, men bare mindes om, at al erkendelse tager sin tid. Allerede SFs' næste program (fra 1963) var langt mere kritisk, og 1980-programmet endnu mere. Det synes jeg, Plum skulle glæde sig over, i stedet for bare at forarges over 1959-programmet, ligesom vi andre glæder os over, at Plum endte med at forkaste KAP's principper.

Plum har et enkelt konkret spørgsmål, som egentlig er ganske afslørende. Det handler om min artikel i Dialogs udgave fra slutningen af november 1956. Jeg efterlyser en genoptagelse af det "brobygningsarbejde", der ellers var kommet i gang internationalt, "indtil de sidste ugers begivenheder i øst og vest". Så spørger Plum inkvisitorisk: Hvilke begivenheder i Vest handler det om - det står hen i det uvisse i artiklen.

Jamen herregud! Hvordan kan man overse, at Egypten blev brutalt overfaldet af Israel, Frankrig og Storbritannien den 31. oktober. Det var "begivenhederne i Vest", og selvfølgelig fik de indflydelse på beslutningsprocessen i Moskva.

Jeg vil lade Plums kritik af nutidens Ungarn ligge. Det er bare pudsigt, at denne superdemokrat nu sætter "gadens parlament" over resultatet af helt demokratiske valg. Årsagen er, at de flere gange har gjort kommunistpartiets moderate efterfølgerparti til landets største. Man kan åbenbart få for meget af det demokrati!

Til sidst i sin kronik har Mikkel Plum nogle betragtninger om det socialistiske Utopia og de fejl, der skete i 1919 og efterlyser en debat herom. Det synes jeg er ganske konstruktivt - vi mangler i katastrofal grad en sådan debat - og den vil jeg gerne vende tilbage til.

Gert Petersen er tidligere MF og formand for SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her