Læsetid: 3 min.

SF's besøgelsestid

15. december 1998

"Hvis Nyrup og de øvrige socialdemokratiske
ministre vil genvinde tilliden, så vil jeg anbefale dem at finde ordet 'forringelser' i ordbogen."
SiD's formand Poul Erik Skov Christensen i Information i går

"Ond hvisken høres. Unaturlig gerning
gi'r unaturlig angst; befængte sjæle
vil lette sindet til den døve pude."
Lægen i Shakespeares tragedie Macbeth

FORELØBIG LETTER Poul Nyrup Rasmussen sit sind til den døve pude: Kun seks procent mener ifølge den seneste Gallup-måling, at Socialdemokratiets formand har holdt sine løfter om efterlønnen. Nitten ud af tyve mener derimod, at han har brudt sine løfter eller er i tvivl. 82 procent er dog ikke i tvivl om bruddet.
"Undskyld," siger den danske regeringschef som en anden amerikansk præsident. Uden at nogen af dem giver den afgørende indrømmelse. Hvad Monica er for den sidste, er efterlønnen for den første. Jeg lovede nok at lade efterlønnen uberørt, men derfor måtte jeg vel nok røre ved den, når finanslovsforliget "sikrer efterlønnen for de svage og nedslidte, ved at tage lidt fra dem, der har råd til det," som den angrende danske magthaver sagde til Berlingske Tidende i søndags.
Information kvitterede i går med overskriften:
"Nyrup lover bod men ingen bedring". Den stod som skriften over et interview med SiD's formand Poul Erik Skov Christensen: "Sket er sket, men når de oven i købet nægter at kalde forringelserne ved deres rette navn og taler om moderniseringer, ja nærmest forbedringer, så giver det et højt stemmeleje."

UKLASSISK HØJT stemmeleje har Ole Bornedal skruet sin modernisering af Macbeth op i. Men ved premieren på Gladsaxe Teater i lørdags føltes stemmelejet ikke for højt. Uden Gud er mennesket blevet sig sin egen gud og synes nu kun at kende én grænse for sin magt: Markedets eventuelle forkastelse. Hvad markedet ellers godkender er altid godt, hvad ondt og skidt det end måtte være.
På dette højvækst-marked er i dag de ufaglærte mere og mere prisgivet. Den alleruhyggeligste forklaring på Socialdemokratiets handlinger og løgne er, at partiet i realiteten har valgt dem fra til fordel for middelstanden og den nye herskende overklasse af globaliserede symbolanalytikere:

CIRKA 130.000 kroner mister mange af "de svage og nedslidte" efterlønnere ved folkepensionsalderens nedsættelse fra 67 til 65 år. Til gengæld får de, der ikke er nødt til at gøre brug af deres efterlønsret, et rejselegat på over 200.000 kroner (svarende til et nedslag i skatten på 100.000 kroner), når de fylder 65 år.
Hvorfor skulle finansminister Mogens Lykketoft for så relativt nylig stikke alle de løgne, vi i dag citerer ham for på side tre?
Fordi sandheden om den samfundsøkonomiske belastning, efterlønnen var ved at udvikle sig til, ikke måtte komme frem og udløse spørgsmål om, hvem forringelserne skulle gå ud over? "De svage og nedslidte" eller middelstanden? Da belastningen sammen med 20.000 nye på førtidspension hvert år (og de ialt næsten 900.000 på overførselsindkomster i det hele taget) ikke længere kunne besværges bort, valgte Socialdemokratiet en på høje stemmelejer hylende fordelingspolitisk profil - til fordel for de stærke. Socialdemokratiet turde ikke tage opgøret med middelstanden.
Tør SF? Som i disse dage rider højt på en bølge, som i meningsmålingerne bringer partiet på niveau med Socialdemokratiet.

KENDSGERNINGEN er, at SF har relativt mindst lige så mange middelstandsvælgere som Socialdemokratiet. Alligevel mistede SF ikke stemmer på Pinsepakken i år, skønt dens fordelingspolitiske profil var den modsatte af finanslovsforligets.
Inden SF har redet bølgen af, må det fremsætte forslag, der viser, at den nødvendige indskrænkning af efterlønnen ikke behøver at gå ud over dem, der taber ved folkepensionsalderens nedsættelse.
Og så i det hele taget forsøge at overbevise den forbrugeristiske middelstand om, at der faktisk venter et bedre samfund ved at tage de udstødte og udstødnings-truede ind i arbejdsfællesskaberne igen. Uanset at det hæmmer den nuværende form for højteknologisk globalisering.
SF'eren Steen Gade har på baggrund af bl.a. Informations serie om "systemfejl" overtalt Folketinget til at afholde en stor international høring den 3. februar næste år om den globale finanskrise. Sammen med EU-forslag og forslag fra Kulturministeriet om skatte- og momsnedsættelser på "manuelle ydelser" og godt håndværk peger det mod noget godt.
Så godt at det måske kan overbevise Socialdemokratiet om, hvem det er værd at slås for. el

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu