ENIGHEDEN PÅ weekendens SF-landsmøde var overvældende. Formand Holger står tilsyneladende stærkere end nogensinde før. Det på trods af at partiet med ham bag rattet i de senere år har haft fuld fart på i retning af mere indflydelse - hvilket ingen har indvendinger mod - men dermed også har måttet give flere svære indrømmelser, hvilket normalt har fået partiets dogmatikere til at rynke bryn og hæve de traditionalistiske stemmer.
Men ikke denne gang. Bevares, der var da enkelte, der talte for, at man måske skal begynde at forlange noget mere, inden man lægger stemmer til, men ingen kritserede for alvor kursen eller forlangte, at foden blev flyttet til bremsen - og da slet ikke at man skiftede chauffør.
HELLER IKKE Holger K. Nielsens åbenlyse begejstring for tanken om at hoppe i regeringskanen med CD i en såkaldt centrum/venstre alliance, som han for alvor præsenterede sidste år ved partiets 40 års-jubilæum, har afstedkommet noget, der minder om et oprør.
For år tilbage ville det ellers være uundgåeligt, hvis man lancerede en for en del af SF-græsrødderne så kættersk tanke.
Bevares, der var da enkelte, der gav udtryk for en vis undren over at SF, der på dette landsmøde vedtog et buldrende nej til ØMU'en og understregede, at det er et socialistisk parti og som stadig taler om klassekamp og arbejderflertal, skulle kunne indgå registreret partnerskab med hus- og bilejernes ikke-socialistiske og euro-fanatiske parti, der længe har haft som mål at holde SF uden for parlamentarisk indflydelse. Også selv om de to partier har kørt parløb i kampen mod aktivering.
Men stemmerne blev ikke hævet, og kritikken aldrig faretruende for formand Holger, der endnu sidder sikkert i førersædet med begge hænder på rattet.
JAMEN, ER det da fordi, den folkesocialistiske familie efter års familiefejder endelig er blevet helt enige om alle væsentlige spørgsmål, herunder også de klassiske diskussioner om ideologisk profil kontra pragmatisk indflydelse?
Niksen biksen. Landsmødets larmende enighed skyldes snarere, at partiets langvarige konflikt mellem de såkaldte fornyere, som Steen Gade tidligere var bannerfører for, og resten af partiet synes at være tabt af Gades efterladte og vundet af resten. Nu har partiet brug for enighed. Valgkampen er skudt i gang. Socialdemokratiet skal presses, og udsigterne til en stærk SF-placering i kampagnen for et nej skal ikke ødelægges af intern uro.
Derudover har vinderne af konflikten brug for at nyde sejren og fremgangen i meningsmålingerne, inden de kaster sig over de nye slagsmål. Men hvis Holger et øjeblik fjerner blikket fra forrudens udsigt til magtens motorvej og skæver om på bagsædet, vil han se, at resten slet ikke er enige, og at der er begyndende uro på bagsædet.
FOR GRUNDEN til, at Holgers kærlighed til centrum/venstre -tankegangen ikke har vakt den store debat, er ikke, at det store bagland er helt vild med formandens kurmageri. Men den voldsomme konflikt i partiet fjernede fokus fra regerings-drømmene og fik den del af baglandet, der ellers er kritiske over for den pragmatiske linje, til at stimle sammen bag Holger i konflikten mod de højre-orienterede fornyere. Men Holger er ikke traditionalisternes bannerfører, det har bare set sådan ud. Nu, hvor kampen er vundet, og fjenden er forsvundet, vil konflikterne mellem formanden og traditonalisterne blusse op.
PARTIETS LANDSMØDE næste år bliver en raste-plads, hvor Holger vil forsøge at skabe ro på bag-sædet og få fuld og helhjertet opbakning til en fortsat ræsen mod taburetterne. Partiet skal vedtage et nyt princip- og handlingsprogram.
Og i den forbindelse foregår der en symbolkamp om, hvorvidt SF skal være en del af Holgers centrum/venstre-alliance, eller om partiet skal sværge til rød/ grønne alliancepartnere.
En vedtagelse af sidstnævnte vil i hvert fald udelukke CD og måske forhindre, at SF kan lege regering med de radikale. Det er langt fra sikkert, at Holger K. Nielsen og gruppeformand Jes Lunde, der også er centrum/venstre-mand, vil vinde symbol-kampen.
Dette års landsmøde tyder på en markant venstredrejning af SF, som også valget til hovedbestyrelsen illustrerer. Den dogmatiske Villy Søvndal blev valgt som nummer et, mens Jes Lunde, der vurderes at blive Søvndals modstander i en kamp om formandsposten efter Holger, måtte tage til takke med en placering som nummer ni.
MEN SELV HVIS det skulle lykkes at overbevise passagererne på bagsædet om den nuværende kurs, kan der vise sig nye og endnu værre forhindringer forude, når partiet forlader rastepladsen og igen kører mod magten.
Som det politiske landskab ser ud nu, er det ikke realistisk, at SF kan komme i regering. Ikke mindst fordi midten har sendt nogle ret så afvisende signaler.
Selvom midten skulle være interesseret, er det næppe realistisk, at centrum/venstre-alliancen kan samle flertal.
Højrefløjen ser ud til at komme først i mål, og så må SF finde sig i at blive presset ud i det oppositionnelle krybespor af socialdemokratiet - og så er det stensikkert, at uroen på bagsædet vil blusse op igen.
klar & vinge
