Når SF i denne weekend holder landsmøde i Herning, er det først og fremmest for at vælge ny formand. Det er stadig uklart, hvorvidt landsmødet vil vedtage et i sidste øjeblik indkommet forslag. Det vil gøre det muligt at vælge ny formand allerede i denne weekend, hvis der kan samles to tredjedels flertal for en af de tre kandidater.
Alt tyder dog på, at landsmødet vil vælge at skære de tre opstillede kandidater ned til to ved at si Meta Fuglsang fra og sende afgørelsen til urafstemning blandt partiets godt 8.000 medlemmer. Det bliver så op til dem ved udgangen af april at afgøre, hvorvidt partiets nye formand skal hedde Pia Olsen eller Villy Søvndal.
Skal det være den midtsøgende, grønne og EU-begejstrede 33- årige Pia Olsen, der har bestridt en lang række politiske tillidsposter, men ikke sidder i Folketinget. Eller skal det være »røde « Villy, den 52-årige erfarne Christiansborg-politiker med den solide sociale indignation, den store modstand mod krigen i Irak og et lidt mere nølende forhold til EU.
Umiddelbart lyder det, som om der er tale om en klar valgsituation, hvor Pia Olsen undervejs i valgkampen ikke har villet udelukke hverken samarbejde med de radikale eller såmænd med regeringen, hvis det bliver aktuelt, mens Villy Søvndal har pointeret en langt mere rød profil, men dog i sammenhæng med en grøn politik. Men går man de to kandidaters programmer efter i sømmene, er der ikke de store uoverensstemmelser i det, de vil.
Det er sådan lidt rødt og lidt grønt, svært at være uenig i, men samtidig også et udtryk for, at landsmødet handler om andet end et formandsvalg. Det handler om, at SF, hvis det skal overleve og hæve sig op over de overflødiges rækker, skal træde i karakter som et parti med en sammenhængende politik og en afklaret identitet. At ingen af delene er til stede i dag, blev til overmål anskueliggjort op til Folketingsvalget. Intet markerede partiet sig på, Holger K. Nielsen krøb langs væggene og var den partileder, der fik absolut mindst mediedækning af alle.
Hvis SF vil gøre sig nogen forhåbning om at overleve som et troværdigt bud på et socialistisk parti, kræver det en helt anden retorik og tankegang. Det forudsætter, at der skabes en sammenhængende politisk ideologi, der ikke bare er rød og grøn, men for den sags skyld mørkerød og mørkegrøn. Der er ikke andre partier, der kan gøre det.
Det skal vises, at socialismen kan sættes ind i en EU-sammenhæng. Der skal insisteres på, at solidaritet koster, at det koster at gøre noget for de hundredetusinder udstødte, at det koster at skabe en fremtid på kloden for kommende generationer. Det kræver, at man gør det forståeligt, at bæredygtighed ikke er gjort med dobbeltskyl på toilettet, affaldssortering i husholdningen i Kartoffelrækkerne og økologisk mad i daginstitutionerne. Det kræver anderledes vidtgående tiltag, og den dagsorden bør SF insistere på, for ellers er der stor fare for, at den kommende formand ikke bare bliver en overgangsfigur, men en undergangsfigur.
