Læsetid: 6 min.

Fra shahen til Khomeini

Det var ikke kun ayatollah Khomeinis tilhængere, der i 1979 stod bag den iranske shahs fald. En række venstrefløjsgrupper var gået sammen med islamisterne, men mange af de venstreorienterede aktivister og intellektuelle måtte senere flygte fra revolutionen og gå i eksil i Vesten
5. januar 2007

Da ayatollah Khomeini kom til magten i 1979, var det ikke kun ved hjælp af dedikerede islamister. En bred alliance af venstrefløjsgrupper var gået sammen med Khomeini om at vælte den despotiske shah. Efter shahens fald var de således i opposition til Khomeinis fløj, Det Islamiske Republikanske Parti, og til Hizbollah, Guds Parti. Men udadtil, i sine taler, lovede Khomeini frihed og demokrati. Indadtil, i sine bøger, gjorde han det klart, at ayatollaherne skulle styre staten. Ingen menige iranere havde læst dem.

Som en af ganske få vesterlændinge besøgte historikeren Torben Hansen Iran i den overgangsperiode i 1980, hvor der ikke krævedes visum. Abolhassan Banisadr, der i dag lever i eksil i Paris, var blevet valgt som republikkens første præsident. Islamiseringen var endnu ikke slået igennem, og der var stor ytringsfrihed og organisationsfrihed. Hansen, der dengang var trotskist og udsendt af avisen Klassekampen, havde blandt andet sin daglige gang ved den besatte amerikanske ambassade i Teheran, hvor han sludrede med besætterne.

Men allerede i januar 1980 var Hansen vidne til et opgør i Teherans gader mellem iranske venstrefløjsaktivister og Hizbollah, der selv for en revolutionsbegejstret trotskist gav varsel om onde tider. Demonstranterne fra Fedayin-e-Khalq (Folkets Forkæmpere) var langt flere, men de havde ikke Hizbollahs brutalitet. Hvor de førstnævnte slog fra sig med kæppe, slog Hizbollah ihjel med betonfliser. Sådan fik Hizbollahs fascistiske gademilitser, der naturligvis var 'bestilt' af Khomeini, ret hurtigt knust enhver opposition. Revolutionen sendte millioner af iranere i eksil, og mange af dem har vigtige og paradoksale historier at fortælle.

For nylig interviewede jeg den iransk-franske forfatter Freidoune Sahebjam. Sahebjam er dødsdømt to gange af det iranske styre for at have indledt krig mod Gud og for blasfemi mod ayatollah Khomeini. Han er tidligere blevet kidnappet på åben gade i Paris af iranske agenter og overlevede med nød og næppe kidnapningen.

Sahebjams bevægende bog De stenede hende blev til efter et af hans mange illegale besøg i Iran. Den burde være obligatorisk læsning for enhver, der er på vej i dialog med sharia-begejstrede imamer. Sahebjam er en af de iranske journalister, kunstnere og intellektuelle i Europa, som jeg i de senere år har haft glæden af at møde. Hvor Sahebjam dog er født og opvokset i Europa og talte fransk og tysk, før han lærte persisk, er andre af de, jeg har talt med, født og opvokset i Iran. Ofte har de måttet benytte sig af falske pas eller har taget turen på æselryg over bjergområder gennem Irans nabolande for at komme til Vesten og friheden.

Disse, nu ofte midaldrende og ældre iranere,der ikke sjældent har været organiseret på venstrefløjen, var vidner til tiden op til Khomeinis islamiske revolution. Ofte har de paradoksfyldte historier at fortælle om deres liv under shah Mohammed Reza Pahlavi. I 1960'erne iværksatte shahen et ambitiøst reform- og moderniseringsprogram, 'Shahen og Folkets hvide revolution'. Kernen i programmet var en landreform. Da shahen ikke kunne få jordejere og gejstlige, de to grupper der dominerede parlamentet, til at slutte op om at afgive jord til bønderne eller give kvinder stemmeret, opløste han parlamentet og regerede Iran enevældigt. Men jordreformen slog fejl, og det demokratiske underskud banede vejen for den islamiske revolution i 1979.

Mødtes i fængslet

Min erfaring er, at de iranere, der har oplevet denne periode, ofte tager for eksempel ytringsfrihedsspørgsmålet helt anderledes alvorligt end europæerne.

Sidste år interviewede jeg forfatteren Monireh Baradaran, der i dag har eksil i Tyskland, og billedkunstneren Soudabeh Ardavan, der i dag bor i Sverige. Kvinderne fik lange fængselsdomme efter den iranske revolution. De lærte hinanden at kende i Irans mest berygtede fængsel for politiske fanger. Fængslet afspejlede det islamiske samfund udenfor. De, der havde den daglige kontakt med de indsatte kvinder og kunne se dem uden den chador, som Khomeini gjorde obligatorisk, var kvindelige vogtere, mens de, der torturerede og forhørte kvinderne, naturligvis var mænd. En del af kvindeafdelingens indsatte var som gengivet på tegninger, som Ardavan med fare for sit liv udførte i hemmelighed i fængslet og fik smuglet ud, helt unge piger på 14 og 15 år. Mange af dem overlevede ikke.

Andre af 'revolutionens fjender' nåede i tide at forlade det nye, islamiske Iran. En af dem er professor Baqer Momeni, der i dag lever et beskedent liv i Paris. Før revolutionen spillede han en central rolle ved et af shahens eliteinstitutter for pædagogik og videnskab. Her havde man samlet de mest progressive kræfter fra det intellektuelle miljø. Forskningsafdelingen publicerede resumeer på persisk af typisk videnskabelige artikler, publiceret i udenlandske tidsskrifter. For en beskeden sum kunne menige iranere få oversat en hel artikel. Momeni har også skrevet flere bøger om den konstitutionelle revolution og udgivet iranske, islamkritiske tekster fra 1800-tallet.

Flygtede over hals og hoved

Sammen med politologen Ali Alfoneh, der fungerede som tolk og konsulent, har jeg også besøgt kunsthandleren og billedkonservatoren Ahmed Khaknegar i Rotterdam. Khaknegars fredelige rækkehus uden for byens centrum, hans forkærlighed for new age-komponisten Gandalf - gerne spillet for fuld styrke, mens han transporterede Alfoneh og jeg selv rundt i sin bil i Rotterdams forskellige kvarterer og udpegede de arabiske og tyrkiske for os - synes fjernt fra det dramatiske liv, han har haft.

Efter den islamiske revolution måtte Khaknegar flygte over hals og hoved, fordi en islamisk studenterbevægelse på Irans førende tekniske universitet, hvor han underviste, anklagede ham for'anti-islamiske aktiviteter'. Men allerede som ung universitetsstuderende og gymnasielærer blev Khaknegar smidt ud af gymnasiet i to år med forbud mod at undervise. Khaknegar havde undladt at benytte Pahlavis obligatoriske bog Mission for fædrelandet i undervisningen og i stedet delagtiggjort eleverne i Marx' værker.

Han slap med at blive smidt ud af gymnasiet, hvad der var billigt sluppet. Skolelederen kunne lige så godt have meldt ham til SAVAK, den pre-revolutionære efterretningstjeneste. Alene det at besidde kommunistisk litteratur kunne give 10 års fængselsstraf.

Afviste ikke moderniteten

Khaknegar havde mødt kommunismen igennem sin onkel. Han voksede op med en religiøs far, en tømrermester, der dog ikke afviste moderniteten og således ikke var modstander af radio eller tv, og som ønskede, at hans børn skulle have en uddannelse. Faderen mente heller ikke, at det var nødvendigt at gå i moskeen, og han forbød sine børn at deltage i de dramatiske, shia-muslimske sørgedage. Til gengæld beskyldte folk i kvarteret familien for ikke at være shia-muslimer, som iranerne er, men sunni-muslimer.

Khaknegar er egentlig uddannet inden for pædagogik og også filosofi, hvor han var klassekammerat med den nuværende parlamentsformand i Iran, Gholam-Ali Haddad Adel. I 1972 fik han en central placering i et af shahens mest prestigeomgærdede og besynderlige moderniseringsprojekter i den lille landsby Alashtar. Eksperter, både iranske og udenlandske, kom ud at bo i en underudviklet egn af Iran blandt landsbybeboere. Håbløse og svimlende dyre projekter blev sat i gang. Blandt andet et biogasprojekt efter indisk forbillede. Velegnet i Indien, men fuldstændig overflødigt i Iran, der har verdens største gasreserver. Udenlandske arkitekter byggede huse, der brasede sammen, hvor lokale, der kendte forholdene, kunne have løst opgaven tilfredsstillende.

Der var også stor forskel på landsbyens traditionelle værdier og de værdier, der dominerede blandt projektmedarbejderne. Visse chefer satte whiskydrikning og kaninjagter højt. På et tidspunkt bestod projektmedarbejderne blandt andre af en berømt homoseksuel iransk arkitekt, en excentrisk italiensk læge, der dyrkede yoga splitternøgen foran sit hus, og en skotsk arkitekt, der promenerede gennem landsbyen i kilt og med sin kæreste i hånden. Alt dette var en alt for stor mundfuld at sluge for indbyggerne i en traditionel, iransk landsby.

Med den islamiske revolution var det slut med den slags.

Helle Merete Brix er journalist og forfatter

* Kronikken i morgen:
Kære Gwynneth Llewellyn!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det iranske regime brugte også Hizbollah til at tæve, torturere og myrde de progressive iranere, der demonstrrede for demokrati i foråret 2009.

Alligevel sttter de fleste danske venstreorienterede stadig Hizbollah.

Solidaritet med progressive muslimer er åbenbart en by i Rusland, for de fleste venstreorienterede danskere.