Læsetid: 3 min.

Shakespeare skrev heller ikke om revisorer

Som den første danske dokumentarfilm sendes Phie Ambos portræt af Nicolas Winding Refn på biografturné via det nye distributionsinitiativ dox-on-wheels
21. april 2006

Når kunstnere - ikke mindst inden for film- og teaterverdenen - stiller op i medierne, eksisterer der en ejendommelig tradition for, at de skal forsikre publikum om, at de havde det sjovt, mens de skabte deres værk. Lige præcis hvorfor det skulle være vigtigt for publikum at vide, at kunstneren undervejs i processen har haft det sjovt, savner vi stadig en forklaring på. Men sådan er det altså: Hvis blot de involverede har moret sig, så kan vi andre også forvente en god oplevelse, synes logikken at være.

Trænger bag om

Tendensen havde tilsyneladende også ramt Nicolas Winding Refn, da han for et par år siden skulle stille op på DR og forklare, hvorfor han efter den økonomiske nedtur med filmen Fear X (2002) havde valgt at gå tilbage til universet fra debutfilmen Pusher (1996) og lave ikke bare én, men hele to opfølgere til successen. Winding Refn forsikrede programværten Søren Høy om, at han ikke ville gøre det, hvis ikke det var sjovt. Hvorefter han om aftenen betroede sin hustru, at udsigten til at skulle genoptage det næsten 10 år gamle stof var både deprimerende og angstfremkaldende.

Begge episoder - tv-interviewet og den intime aftensnak i privaten - kan nu ses i Phie Ambos dokumentariske filmportræt, Gambler. Og sammenstillingen af de to modstridende udsagn siger ikke alene noget om karakteren af den klemme, Winding Refn var havnet i efter at have oparbejdet en gæld på mere end fem millioner kroner i kølvandet på Fear X; den viser også, hvad dokumentarfilm kan, som den almindelige tv-reportage ikke kan, nemlig at trænge bag om mediefacaden og folde et menneske ud i noget, der ligner fuld figur.

Treo i håndfulde

Efter en effektiv indledningsmontage, hvor Nicolas Winding Refns kometkarriere oprulles i avisoverskrifter - fra "en dansk Scorsese" til "fiasko" - følger Gambler instruktøren gennem de nervepirrende måneder, hvor Pusher II og III ikke alene skal udradere den personlige gæld og få produktionsselskabet på fode igen, men også bane vejen for hjertefilmen Billy's People.

Det er ikke så lidt, og projektet kræver da også adskillige håndfulde af de Treo'er, der filmen igennem fungerer som billede på det pres, hovedpersonen er under. Winding Refn læser om sin gæld i avisen og tager en brusetablet. Han holder møde med sine revisorer og tager en brusetablet. Han kontakter Filminstituttets konsulent, Morten Grundwald, og tager en brusetablet. Og da han på et tidspunkt, langt inde i forberedelserne til Pusher II, under et økonomimøde får at vide, at hans selskab har minus tusind kroner i kassen, popper han ikke én, men to tabletter ned i vandglasset.

Den underspillede humor i Treo-sekvenserne er kendetegnende for filmens gennemtænkte struktur og konsekvente valg. Phie Ambo, der var den ene halvdel bag den prisvindende dokumentarfilm Family (2001), demonstrerer også i Gambler en sikker sans for at vælge præcis de elementer og personer, der er nødvendige for at fortælle historien - og skære resten fra. Det betyder i tilfældet Gambler, at persongalleriet - foruden en række sekvenser med hustruen og datteren - er begrænset til den trofaste hjælper (producenten Henrik Danstrup), en godmodig kreditor (rammemanden Frank), en udfordring (amatørskuespilleren Kusse-Kurt) samt ganske få andre.

Lægger man hertil et naturligt dramaturgisk drive - slipper Winding Refn ud af sin gæld, får han vendt situationen til en kunstnerisk succes? - og en indlevende instruktør/fotograf, har man den sikre opskrift på en underholdende og vedkommende portrætfilm. Samt en film om filmkunstens vilkår - og om den satsning, der er en uomgængelig del af enhver kunstnerisk proces.

Gambler. Instruktion: Phie Ambo. Dansk (Empire i København frem til 23. april)

Sendes i de følgende måneder på turné til 15 biografer rundt om i landet

Spilletider og -steder på www.cphdox.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu