Læsetid: 4 min.

Shakespeare i svøb

Men uden Shakespeare? Hævnen i 'Købmanden' pibler ud, akkurat lige som blodet af den klump kød, som hele Shakespeares stykke handler om
27. februar 2007

Hvad gjorde vi egentlig, før Nicolas Bro væltede ind på scenen som skuespiller? Er der overhovedet nogen, der kan huske det? Hvem spillede alle de onde roller? De strategiske roller? De groteske roller?

Nicolas Bro kan i hvert fald få os til at lytte til alt det særeste og sværeste. Til trods for sin store krop har han stadig to af Danmarks letteste listefødder og 10 af Danmarks mest raffinerede fingre. Han skal bare se ud på tilskuerne. Samle læberne en anelse og lægge hagen lidt på skrå. Sætte fingeren på den ene tand, og så er det sket: Så glider vi ind i lige akkurat den fiktion, som han vælger at skabe. Og på teatret er det endda live...

I Købmanden på Betty Nansen Teatret spiller Nicolas Bro jøden Shylock, skræmmende og ubarmhjertig. I instruktør Mogens Pedersen og ensemblets 'skrako'-version af Shakespeare bliver han imidlertid kun kaldt Jøden. Der står sågar bare et J syet på hans tøj, ligesom der står et K på Jonatan Spangs Købmand. Sådan for forenklingens skyld.

Det er smart. Men det er måske også det, der er gået galt med denne nytolkning. At den er blevet for forenklet. Og for smart. Forestillingen reducerer i hvert fald Shake-speares historie til en quiz i kategorierne 'Magt', 'Penge' og 'Sex/kærlighed'; skråstregen er af hensyn til romantiske kvinder, som der bliver sagt...

Weltschmerz

For der er så meget andet i Shakespeares bitre historie, som her bliver skubbet til side. Hadet, ikke mindst. For hvorfor er det, man kan komme til at hade så stærkt, at man vil hævne for enhver pris? Hvorfor?

Netop hævntrangen lader faktisk til at have været forestillingens udgangspunkt. Stand-up'eren Omar Marzouk er i hvert fald hevet ind på scenen for at spille mørkhåret underdog, særligt over for Jonathan Spangs ubekymrede og selvfede lyshårsdansker. Men der går mere muslim-Marzouk og spytter-Spang i forestillingen, end der går Shakespeare. Og så bliver det ikke helt så interessant. Banale hverdagshistorier, man ellers hører bedre i bussen. Digt-selv og syng-med og sig-højt. Og så pibler hævnen ud, akkurat ligesom blodet af den klump kød, som hele stykket handler om.

Sangerinden Natasja blander sig ellers på interessant vis med sin illusionsløse kvindestemme som Jessica - og hun skaber spændende dynamik på scenen, ikke mindst over for Laura Bros håbefulde og snart så svigtede brud Portia. For kan Nicolas Bro spille vred, så kan Laura Bro spille så forelsket, at selv tilskuerne får generte, røde kinder. Og så hadefuld, at det er tilskuerne, der slår blikket ned.

Desuden syrer Blæs Bukki derudad i utilregnelige tekster - 'kom og styr mit lystfiskeri', aha - omend han ellers skuespillermæssigt har det med at glide ud af Lorenzos rolle på scenen.

Under hele købmandshandlen mixer Jæwer Jæv medrivende musik med weltschmerz og giv-mig-mer af Dr. Robot & Ormen.

Ligesom Linus Fellboms trekantslys giver forestillingen nerve og fejende flot ping-pong med Karin Betz' tilbageholdte scenografi, der kun afslører sig selv bid for bid:

Smedejernsgitre gemmer de gerne på Betty Nansen til det rigtige øjeblik. Sammen med de elegante kjolesnit som i kvindernes overdådige sort-i-sort-kjoler, hvor talje bliver noget kækt og puf-ærmer noget sejt.

Meta-Shakespeare

Latteren løber ellers bemærkelsesværdigt stærkt i første del. Tempoet er i top, og som tilskuer smittes man af al denne iver. Jubi for Shake-speare. Her kan alt lade sig gøre; det er bare et spørgsmål om tolkning. Og spillernes trang til hele tiden at tale om deres tolkning virker kun forfriskende. Meta-Shakespeare? Tja, hvorfor ikke? Eller er det bare 'en Shakespeare i svøb - uden Shakespeare'?

Problemerne hober sig op i anden del af forestillingen, for her viser det sig, at der ikke kommer andet end denne meta-tolkning. Selve dramaet forsvinder. Det er ikke som i ensemblets forrygende Gynt sidste sæson, hvor Ibsen-tolkningen hele tiden byttede plads med den virkelige indlevelse.

Her hos Købmanden mangler følelserne. Her er kein Herz. For nej, jeg bliver hverken vred på Købmanden eller Jøden. Jeg føler ingen dybere smerte med bruden. Jeg føler ingen medlidenhed. Jeg er ikke blevet ramt.

Og dog ved jeg, at jeg vil være bange for at møde Nicolas Bro som Jøden. I hvert fald et sted nede om hjørnet. Den mand løfter op i en flig af forestillingens bundløse racisme, så gåsehuden gyser frem af sig selv. Eller som sangen så effektfuldt lyder: "Mærker frygt / Ind i knoglerne / Det' helt forrykt".

Købmanden. Frit efter Shakespeares 'Købmanden i Venedig'. Manuskript: De medvirkende og Kitte Wagner. Musik: Dr. Robot & Ormen, mixet af Jæwer Jæv. Sangtekster: Natasja og Blæs Bukki. Instruktion: Mogens Pedersen. Scenografi: Karin Betz. Lys: Linus Fellbom. Betty Nansen til 31. mar. www.bettynansen.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her