Læsetid: 3 min.

Sharia og magten

Den nye oversættelse i Carsten Niebuhr bibliotekets imponerende række af fremragende værker om islam og den arabiske verden holder standarden. Sami Zubaida formår overbevisende at forklare, at den islamiske sharia-lovgivning er udviklet i et dynamisk og konfliktfyldt forhold til den verdslige magt i de enkelte samfund
12. juni 2006

I Sami Zubaidas bog Ret og magt i den islamiske verden, som netop er udkommet i dansk oversættelse, vises det gennem en række historiske eksempler, hvordan det, der i udgangspunktet opfattes som guddommeligt og uforanderligt, alligevel forandrer sig fortløbende og forskelligt alt afhængigt af tid og kontekst. Sharia er simpelthen ikke det samme til alle tider og alle steder.

Zubaida indleder sin bog med en introduktion til den islamiske traditions centrale begreber fra de helt basale som koranen, hadith og sunna til de centrale og komplicerede begreber, som udgør omdrejningspunkterne i den islamiske jura og de islamiske fortolkningssystemer. Introduktionen fungerer godt som både generel introduktion til islamisk jura og som en indføring i de mere specifikke analyser, der følger, hvor det er nødvendigt at have godt styr på de islamiske begreber for at kunne følge med. Indledningen fungerer også som den en del af det, som Zubaida kalder for viden-magt komplekser. Koranen og de profetiske fortællinger er det, man skal kende, for at have introduceret sig selv til islam, og samtidig er de tekstlige aspekter af viden-magt komplekset, der også består af institutioner og praksisser, hvilket Zubaida vender tilbage til i de senere kapitler.

Realpolitisk praksis

De andre aspekter af Zubaidas viden-magt kompleks er institutionerne og denrealpolitiske praksis, som naturligvis finder sted overalt i den islamiske verden og til alle tider. Efterfølgende hinanden gennemgås domstolene og de religiøse autoriteters funktioner i den islamiske verden og sharia-lovgivningens, dvs. de religiøse autoriteters, forhold til de politiske magthavere. Den islamiske verdens forskellige dynastier, imperier og statsdannelser har haft forskellige og ofte konfliktfyldte relationer til den guddommelige lovgivning, og Zubaida viser, hvordan den politiske magt sætter rammerne for sharia, uanset om shariaen fungerer som opposition til de forskellige styrer eller bliver inkluderet i det politiske system.

Moderniseringen og statsliggørelsen bliver for alvor en realitet under de osmanniske reformer i slutningen af 1800-tallet, som forsøger at skabe en mere moderne stat ud af det gamle osmanniske imperium. Den islamiske jura bliver simpelthen integreret i det statslige juridiske system og kommer dermed til at fungere i en politisk dialektik frem for i en eksegetisk praksis.

Zubaida slutter bogen med to meget interessante moderne case-studier af Egypten og Iran, hvor bogens kompetente gennemgang af den islamiske juras historiske samspil den verdslige magt eksemplificeres solidt. Studierne af Egypten og Iran er yderst relevante for vores helt aktuelle perspektiv på, hvordan den islamiske juridiske tradition påvirker og er integreret i staten og bureaukratiet.

Både i Egypten og i Iran er de juridiske systemer basalt set europæiske i udformning, og den traditionelle sharia-lovgivning tilpasses og indskrives i det moderne bureaukrati og statssystem. I tilfældet Egypten viser Zubaida, hvordan den statsautoriserede religion først legitimerer Gamal Abdel Nassers socialisme og nationalisme for kun få år efter at legitimere Anwar Sadats liberaliseringer og freden med Israel.

Zubaidas bog er en eksemplarisk udstilling af, at det gudgivne og uforanderlige kun er såre menneskeligt og dermed afhængigt af de real-politiske sammenhænge, det guddommelige fungerer i. Sharia er politisk, og når vi ser radikale grusomme straffe i Saudi-Arabien og andre steder, skyldes det politisk mobilisering af det guddommelige som magthavernes stadfæstelse af autoritet og legitimitet, og ikke at sharia i sig selv er uforanderlig og "middelalderlig".

Som Zubaida ironisk bemærker afslutningsvist i bogen, så er det bemærkelsesværdigt, som dommere og jurister i Middelalderen var yderst tilbageholdende med den slags sanktioner, når nutidens mellemøstlige diktatorer bryster sig af disse straffe som et udtryk for deres fromhed og retskaffenhed.

Sami Zubaida. Ret og magt i den islamiske verden, Forlaget Vandkunsten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu