Læsetid: 7 min.

Sharon og Jernmuren

Der er ingen grund til at tro, at fredsmulighederne i Mellemøsten vil være mindre uden den Ariel Sharon, som altid har stået for den hårde militære linje over for palæstinenserne
7. januar 2006

Da zionismen - drømmen om en egen stat for det jødiske folk - voksede frem i slutningen af det 19. århundrede som modsvar på pogromer og anti-semitisme mod de jødiske mindretal, blev det for mange zionister også et opgør med en indordnende og passiv holdning til omgivelserne.

Nej, nu skulle jøderne ikke bare være de kloge, men også de stærke. Muscular Judaism, som en af lederne kaldte det. Og de første bosættere i Palæstina var fra begyndelsen påvirket af tankegangen om, at det kunne være nødvendigt at kæmpe militært for den nye stat. Det handlede jo ikke - som en dominerende myte i Israel har villet det - om "et folk uden land, som kom til et land uden folk".

Palæstina var allerede beboet og ejet af arabere. Det havde Wiens rabbinere fundet ud af i 1897, da de var blevet sendt på en fact-finding-mission. De skrev hjem til zionismens grundlægger Theodor Herzl: "Bruden er smuk, men desværre er hun allerede gift med en anden."

Siden har zionisterne været delt i spørgsmålet om, hvordan man skulle løse det pinlige arabiske spørgsmål. Skulle man gå på diplomatiske listesko eller vise muskler og slå til med jernnæven?

Den inkarnerede fortaler for jernnæven var Ze'ev Jabotinsky. Denne journalist og officer i den britiske hær under Første Verdenskrig gik ind for et Stor-Israel som dækkede hele Palæstina, og han afviste totalt at lave aftaler med de lokale arabere og deres ledere. De, som foreslog noget sådant, kunne lige så godt opgive zionismen:

"Vi må enten opgive vores bosættelsespolitik eller fortsætte den uden at lade os distrahere af, hvad de indfødte tænker. Bosættelsen kan så udvikle sig under beskyttelse af en magt, som er uafhængig af den lokale befolkning, bag en jernmur, som de ikke kan bryde ned. On the Iron Wall blev siden udtrykket for denne magtens politik, som for Jabotinsky handlede om jødernes soleklare moralske ret til at vende tilbage til netop dette sted.

"Fordi en sandhed kræver magt bag sig, bliver den ikke mindre en sandhed," ræsonnerede han.

Efter Jabotinskys død i 1940 var det folk som Menachem Begin og Yitzak Shamir - begge blev senere ministerpræsidenter - der stod for den hårde militante linje.

Det var deres terrorgrupper, som var bag den massakre på palæstinensere i Deir Yassin, som fik så stor betydning for de arabiske borgeres flugt fra deres hjem i 1948, og det var også dem, som myrdede FN's mægler Folke Bernadotte den 17. september 1948, dagen efter at han havde rapporteret til Generalforsamlingen, at "det ville være en forbrydelse mod elementære retfærdighedsprincipper, hvis konfliktens uskyldige ofre blev nægtet retten til at vende tilbage til deres hjem, mens jødiske immigranter strømmede ind til Palæstina, hvad der truede med at gøre araberne til permanente flygtninge."

Hvad de som bekendt blev, da omverdenen ikke mindst på baggrund af den berettigede skyldfølelse, som opstod efter Holocaust, tillod, at staten Israel blev grundlagt på bekostning af 750.000 fordrevne arabere. Musklerne havde talt og vundet.

Krigeren

Ariel Sharon er Jabotinskys moderne arvtager. Allerede som ung major viste han sin forkærlighed for magtens sprog. Det var midt i oktober 1953. En israelsk mor og hendes to børn var blevet dræbt af infiltratorer, som havde krydset våbenstilstandslinien nær den jordanske by Qibya. Forsvarsminister Lavon beordrede et gengældelsesangreb, og natten mellem den 14. og 15. oktober gik Unit 101, ledet af Sharon, ind i Qibya.

Ordren lød på at trænge ind i byen, sprænge huse i luften og påføre indbyggerne "store tab". Sharons fortolkning af ordren viste sig næste morgen: 45 huse var sprængt i luften, 69 civile, heraf en tredjedel kvinder og børn, var blevet dræbt.

Bagefter hævdede Sharon, at han troede, beboerne var flygtet forinden, men en FN-observatør nåede til en anden konklusion: "Det var den samme historie igen og igen: Døren splintret af kugler, kroppen liggende på tærsklen, sådan at indbyggere var blevet tvunget af kraftig beskydning til at blive inde, indtil huset blev sprængt i luften over hovedet på dem."

Da militærmanden Sharon senere blev politikeren Sharon stod han for to sider af jernnæven. Indadtil drejede det sig om at kolonisere de besatte områder, og udadtil handlede det om at ødelægge PLO og befæste Israels position som den stærkeste magt i Mellemøsten.

Som forsvarsminister i Menachem Begins regering i begyndelsen af 1980'erne så han muligheden for både at knuse PLO-lederen Yassir Arafat og hans mænd i Beirut og via en alliance med de kristne falangister i Libanon at få svækket Syrien. Sharons plan om en direkte invasion i Libanon blev i første omgang skudt ned i regeringen, men han gav ikke op, fortsatte sine kontakter med falangisternes leder, Bashir Gemayel, alt imens han planlagde provokationer, som kunne give en undskyldning for at angribe den nordlige nabo.

Sharon chokerede den amerikanske udsending Philip Habib, når han frit og frejdigt udlagde sin strategi, og Habib måtte formane krigeren: "General Sharon. Dette er det 20. århundrede. Man kan ikke rende rundt og invadere andre lande, som man har lyst til og sprede død og ødelæggelse over civile."

Men heller ikke den gang kunne amerikanerne styre Ariel Sharon.

Jernnæven

Den 3. juni 1982 leverede en af Arafats værste interne fjender, Abu Nidal, ved et attentatforsøg på den israelske ambassadør i London, den anledning, som Sharon havde ventet på, og Libanon-felttoget gik i gang efter Begins ord til sine kolleger i regeringen: "Alternativet til at kæmpe er Treblinka, og vi har besluttet, at der ikke må være flere Treblinkaer."

Senere viste det sig, at Sharon systematisk overskred alle de beføjelser, som regeringen havde givet ham, og at Israel sank dybere og dybere ned i det libanesiske morads.

Den moralske krise kulminerede, da de kristne falangister gik ind i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila med de israelske officerers hjælp og viden. Sharon blev afsat som forsvarsminister, og en uafhængig kommission tildelte ham et indirekte ansvar for massakren.

Mange jøder både i selve Israel og udenfor følte, at Sharon med sin jernnæve havde undermineret både selvrespekten og omverdenens respekt. Og Libanon-eventyret havde hverken elimineret PLO eller de besatte palæstinenseres modstandskraft.

Fra 1987 udfoldede den første intifada sig, og billederne af israelske soldater, der udførte regeringens break the bones-politik over for stenkastende unge, gik verden rundt og skadede landets omdømme umådeligt.

Først med Oslo-aftalerne i 1993 sejrede den alternative linje i israelsk tankegang: At der ikke er nogen vej udenom at erkende, at staten i 1948 kom til verden på bekostning af de oprindelige beboere, at magtens sprog havde spillet fallit, og at man måtte forhandle sig frem til en politisk løsning, der på den eller anden måde imødekom palæstinensernes legitime krav og nationale aspirationer.

Vandringsmand

Men igen slog musklerne til: Ministerpræsident Yitzak Rabin, der efter mange år som høg var nået til en erkendelse af nødvendigheden af en forhandlingsløsning og et opgør med de jødiske bosættere i de besatte områder, faldt for morderhånd den 4. november 1995, inden han havde fået sikret freden. Og da ministerpræsident Ehud Barak i maj 2000 trak Israel helt ud af Libanon og i Camp David forsøgte at få en endelig aftale med Yassir Arafat, slog Ariel Sharon til.

Den 28. september samme år foretog han den provokerende vandring på Tempelbjerget ved al-Aqsa moskéen, som førte til moddemonstrationer, 13 dræbte israelske arabere, og udløste den intifada, der siden har kostet så mange ofre på begge sider.

Sharon udfordrede Barak og blev valgt på sloganet "Sharon og Fred", men siden har hans trang til at vise muskler i den grad forværret situationen i hele området.

Ikke alene har han slået voldsomt igen med kollektiv afstraffelse af palæstinenserne, som svar på militante gruppers individuelle terrorisme, han har også hver gang, der var udsigt til en fredelig udvikling, gennem henrettelser af palæstinensiske topfigurer, leveret undskyldninger for ny terror og dermed for en optrapning af konflikten. Mens han aldrig virkelig - heller ikke efter Arafats død - har givet den palæstinensiske ledelse de indrømmelser, som kunne styrke dem, give dem vægt i forhold til de ekstreme militante grupper.

Hans tilbagetrækning fra Gaza, der ikke var forhandlet med den palæstinensiske ledelse, men helt ensidig, blev betragtet som et forræderi af mange på højrefløjen og specielt i den bosætterbevægelse, som han havde været arkitekt for.

Det har givet ham et ry som fredsmager, men sandheden er, at tilbagetrækningen og den samtidige opbygning af Muren inde på Vestbredden handlede om ensidigt at fastlægge Israels fremtidige grænse med indlemmelse af de store bosættelsesblokke omkring Jerusalem. Det er simpelt hen Jabotinskys Jernmur i bogstaveligste form, som nu skaber uafvendelige facts on the ground.

Denne politik var totalt uacceptabel for palæstinenserne og i den grad med til at styrke Hamas og Islamisk Jihad. Derfor er det bestemt muligt at argumentere lige modsat af disse dages konventionelle visdom.

Sharon har efter min opfattelse - med sin politiske styrke ude og hjemme - været en afgørende forhindring for varig fred i Mellemøsten. Det betyder desværre heller ikke, at hans exit umiddelbart vil sætte skub i de helt nødvendige forhandlinger mellem parterne eller udlandets nødvendige pres for at få 1967-grænserne respekteret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her