Læsetid: 5 min.

'Sharon er som Stalin'

Blandt radikale bosættere vil man bruge alle midler for at standse rømningen af Gazastriben. Flere mener, det kan ende i borgerkrig
28. juni 2005

YITZHAR - Den hårde kerne af bosætteroppositionen mod Ariel Sharons planlagte rømning af Gazastribens bosættelser kommer fra Vestbredden. Når vi således hører om unge bosættere, der har forskanset sig i det nedlagte hotel i Gush Katif og erklærer at ville sætte sig fysisk til modværge, når soldaterne kommer, eller om andre unge, der for en måned siden satte hele Israel i baglås ved at blokere hundrede centrale vejkryds i myldretiden, er det ikke den lokale ungdom, der er på spil. Den går for at være moderat sammenlignet med Vestbreddens mest ideologiske bosættelser, som navnlig ligger i bjergene omkring Nablus, og har engageret sig dybt i sagen.

"Dette er kun begyndelsen. I har ikke set noget som helst endnu," siger Yigal Amitay, som er talsmand for bosætterne i Yitzhar, et lille samfund på en forblæst bjergtop lige over den palæstinensiske by.

"At blokere nogle vejkryds er drengestreger i forhold til, hvad vi kommer til at se. Vi vil tage alle former for civil ulydighed i brug, og når først selve deportationen kommer, er jeg bange for, at situationen kan udvikle sig til borgerkrig."

Fængslede døtre

Yigal Amitay er historiker og bruger sin akademiske ballast til at analysere udviklingen. Efter hans ræsonnement svarer Israels situation lige nu til Spaniens i 30'erne, lige før borgerkrigen, der bragte generalissimo Franco til magten.

"Sharon har taget beslutningen om at deportere Gush Katif stik imod demokratiets regler og folkets vilje," forklarer han.

"Israel bevæger sig hurtigt i retning af et fascistisk diktatur. Vi svarer til 30'ernes kommunister, der forsøgte at standse Franco, mens flertallet af Israel er ligesom den tids katolske kirke. Den lod diktaturet sejre og fik bagefter kærligheden at føle."

To af hans døtre - han har ni børn - er netop kommet hjem efter 36 dage i fængsel. De er begge 'under 16 år', som han angiver deres alder, og blev anholdt sammen med næsten 500 andre unge under den store vejblokade i sidste måned. At deres indespærring kom til at vare så længe, forklarer de israelske myndigheder med, at de mest hårdkogte blandt de unge demonstranter nægtede at oplyse deres identitet, hvorved sagen ikke kunne afsluttes, mens Yigal Amitay betragter det som endnu et forsøg på at knægte modstanden. Han lyser af stolthed.

"Det har været en svær tid for mine døtre, men de gjorde det eneste rigtige," siger han.

"Jeg har opdraget mine børn til at kunne se sig selv i øjnene. Når deres børnebørn engang kommer til dem og spørger, hvor de var under den store kamp, vil de kunne fortælle om noget, de er stolte af, mens de fleste andre blot vil kunne skamme sig."

Stalinistisk pogrom

Hvor langt man vil gå i kampen er et dagligt debatemne blandt de 115 familier i Yitzhar, og Yigal Amitay lægger ikke skjul på, at der er forskelle. Der er de, som ikke vil tøve med at tage våben i brug, mens han selv opfatter sig som moderat, men der er enighed om, at man i øjeblikket handler i selvforsvar og for at redde det israelske demokrati.

"Ved en urafstemning i Likud gik flertallet Sharon imod, og alligevel fortsætter han med sin plan," siger han.

"I ethvert normalt land med et fungerende demokrati ville dette ikke ske, men Sharon handler imod folkets vilje og er indtil videre sluppet fra det. Jeg er overbevist om, at mange ikke står frem med deres mening, og at deportationen ville blive forkastet, hvis den blev lagt ud til folkeafstemning. Jeg håber, det giver mening, når jeg forklarer, at vi handler i selvforsvar, for når 10.000 jøder bliver smidt ud af deres hjem uden at få fuld erstatning, kan jeg kun sammenligne det med en stalinistisk pogrom. Ja, Sharon er som Stalin."

Hvad naboerne tænker

Michal Ben Avraham mener at kende følelsen af at blive rømmet. Hun er regnskabsansvarlig for yeshivaen, der holdt til ved Josefs Grav midt i Nablus indtil hæren et år inde i intifadaen besluttede at rømme stedet af sikkerhedsmæssige grunde. I dag har Josef Lever Endnu Yeshivaen til huse i Yitzhar.

"Vi lever et simpelt, råt liv, helt fri for materialisme og karrierestræb," siger hun som forklaring på, hvorfor oppositionen mod Sharon er særligt voldsom her på egnen.

"Vi ønsker at være tæt på den bibelske Josef og har fyldt vores tilværelse med Tora. Så hvor den almindelige israeler har mistet tilknytningen til landet og går højere op i den nye bil og udlandsrejser, har vi bevaret de ægte værdier, hvor det ikke betyder så meget, hvad naboen tænker. Det betyder også, at vi kan sige vores mening utilsløret og ikke som de fleste mennesker i den såkaldt moderne verden gemme den under en pæn overflade."

Men hun fastholder også, at dette forhold har været med til at danne mediebilledet af Yitzhar og lignende bosættelser som fanatiske. På den baggrund beder jeg hende kommentere en historie fra israelsk presse, hvor unge fra Yitzhar skal have forsøgt at begrave en palæstinenser fra Nablus levende.

"Hvad for noget!" siger hun og bryder ud i en høj latter.

"Det er jo bare endnu en løgn om os. Sådan noget kunne ingen her finde på. Vi er jo bare almindelige mennesker, der tror på noget og tør sige det højt, men vi er ikke voldelige. I modsætning til Sharon respekterer vi demokratiets regler."

Ingen ny Yigal Amir

"Israel har aldrig haft nogen demokratisk tradition. Man vælger en diktator hvert fjerde år," fortsætter Yigal Amitay, der dog ser en positiv undtagelse i Menacham Begin, der indgik fredsaftalen med Egypten i 1979 og efterfølgende rømmede 5.000 bosættere fra Sinaihalvøen.

"Det var der flertal for, og inden han fjernede Yamit (den største bosættelse, red.) udskrev han valg og fik mandat fra befolkningen. Men nu beslutter Sharon helt på egen hånd. Jeg kan garantere for, at hvis han havde besluttet at deportere 10.000 arabere på samme måde, havde Danmark trukket sin ambassadør hjem fra Tel Aviv med det samme, men nu sker der bare ingenting."

For at forhindre dette er han fast besluttet på at fortsætte kampen. Han fortæller, at hans to døtre under fængslingen glædede sig til at komme hjem, men først og fremmest fordi de på den måde kan komme ud og demonstrere igen.

"Vi er villige til alt, undtagen blodsudgydelse," slutter han.

"Hvis soldaterne skyder på os, skyder vi igen, men vi starter ikke. Vi foragter Sharon, men ingen skal vente, at der fra vores lejr kommer en ny Yigal Amir. Gud forbyde det! Men der er mange andre muligheder for at fortsætte modstanden, og det er kun et spørgsmål om tid før hele Israel får øjnene op for vores sag."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her