Læsetid: 3 min.

Sharons sidste akt

Ariel Sharon står sammen med Shimon Peres ved afslutningen af deres politiske liv. Det giver dem større frihed til at træffe de nødvendige beslutninger i forhold til fredsprocessen
22. november 2005

TEL AVIV - Partiet National Ansvarlighed så i går dagens lys i Israel. Alene navnet er så kejtet som langtidsholdbart produkt (også på hebraisk), at det lugter af at være en meget aktuel kommentar og noget, der først og fremmest skal bruges her og nu.

Bagved står ministerpræsident Ariel Sharon, der hermed udløser ugers spænding ved at bryde med Likud, partiet han har været medlem af siden 1977 og stået i spidsen for gennem de sidste seks år, og samtidig bede præsidenten om at opløse Knesset. Dette betyder at der inden for 90 dage skal afholdes valg, og vel at mærke et valg, som under de givne omstændigheder bliver uhørt spændende og af stor betydning for både Israel og landets forhold til palæstinenserne og fredsprocessen.

Ariel Sharon vil være centrumpolitiker. Det har han længe antydet, først ved at gå i spænd med Shimon Peres og Arbejderpartiet, indtil dette fik nok og valgte Amir Peretz som ny formand, der nu er brudt ud af regeringssamarbejdet. Siden gennemførte han eftersommerens rømning af Gazastribens bosættelser, hvilket gav ham mange nye fjender på Likud-partiets højrefløj, som han lige siden har distanceret sig fra.

Sharon er ikke ideolog, men pragmatiker til fingerspidserne, og at han må have en plan med bruddet, ligesom han havde en plan med Gaza-rømningen. Denne plan kan meget vel være at slå sig sammen med Shimon Peres, der indtil videre ikke har gjort sin egen fremtid op, men efter at være tilsidesat af Amir Peretz vurderes at være på vej bort fra Arbejderpartiet.

Således tegner konturerne sig af det nye centrumparti, hvor det med den nationale ansvarlighed er at stå ved beslutningen bag Gaza-rømningen. Tanken kan være at følge den op i en udstrækning, som enten kan udmønte sig i nye rømninger på Vestbredden eller ved at påtage sig et socialt ansvar for Israels ringest stillede, som i årevis er blevet forsømt af Likuds finansminister Benyamin Netanyahu og nu er blevet mærkesag for Amir Peretz.

Sharon vender tilbage til sine politiske rødder. Da han første gang blev valgt til Knesset i 1976 var det med sit eget parti, Shlomzion, der var et vaskeægte centrumparti og i en tid flirtede med venstrefløjspolitikeren Yossi Sarid, hvilket gav mening på grund af stort sammenfald på økonomiske og sociale områder. Først året efter, da jordskredsvalget i 1977 havde bragt Menachem Begin til magten, gik Sharon til højre og blev arkitekten, der fik Likud til at hænge sammen.

Kan agere friere

Sagen er at centrumpartier i Israel har tradition for at ligne politisk selvmord. Efter Sharons Shlomzion har en stribe af slagsen set dagens lys og er efter sjældent mere end en enkelt valgperiode gået i sig selv igen. Ved valget i 1977 kom arkæologen og generalen Yigal Yadin ind i Knesset med 15 mandater med et nyt centrumparti, der ved valget fire år senere var borte. Den navnkundige Moshe Dayan prøvede det samme med lignende resultat, og det nuværende centrumparti, Shinui, der ved valget i 2001 kom stort ind med vidtgående løfter, står til at forsvinde ud i forglemmelsen igen.

Sharon derimod er 77 år gammel og menes at være på vej til sin sidste valgperiode i Knesset. Hvis partneren bliver Shimon Peres, kan han med sine 82 år siges også at befinde sig i sidste akt, og de to veteraner i israelsk politik kan derfor betragte sig som fri for hensyn til nogen fremtidig politisk karriere. De kan agere friere og tage nogle politiske skridt, de ellers ikke ville have taget.

Hvad disse skridt vil blive vil det være for vidtløftigt at gætte på nu, men at det vil gå i retning af forholdet til palæstinenserne, er de fleste iagttagere enige om. Samtidig ligger det i kortene, at National Ansvarlighed også vil ophøre med at eksistere, når Sharon til sin tid takker af. Det er et midlertidigt politisk fænomen, Sharon nu er ved at skabe, men at så meget som 12-14 af Likud-partiets Knesset-medlemmer forventes at ville følge ham på denne vej betyder nok også, at han i høj grad har en plan med sit nye skridt. De regner alle sammen med at have noget ekstra at bygge på bagefter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu