Læsetid: 7 min.

Den shiitiske revolution marcherer

USA har ved sine fejltrin hjulpet Irans præstestyre til fornyet magt og medvind i Mellemøsten
8. april 2006

"Den arrogante verden må vide, at den iranske nation er som stål. Hver eneste af dette lands mænd og kvinder har været igennem voldsomme begivenheder og er som svejsede i stål."

Den højstemte retorik fra Irans reelle magthaver, lederen af Vogternes Råd ayatollah Ali Khamenei, blev serveret på iransk tv for nylig. Khamenei fortalte sine landsmænd, at den iranske republiks islamiske ideologi er på fremmarch overalt fra Nordafrika til Centralasien og Indien.

"I dag ser 1,5 milliarder muslimer verden over op til Islams fane, som er blevet holdt højt i dette land," sagde ayatollahen, mens tilhørere messede 'Død over Amerika'.

Spørgsmålet er, om Iran med dets shiamuslimske præstestyre og dets ny, stærkt konservative præsident Mahmoud Ahmadinejad er på et offensivt shiamuslimsk revolutionstogt, som truer magtbalancer i Mellemøsten og hinsides. Eller om ayatollahens tale er ren revolutionsromantik til indvortes brug for at samle en problemplaget nation, der nu oven i købet på grund af sit atomprojekt trues af det internationale samfund med USA i spidsen. Er det iranske regime motiveret af religiøs vækkelsestrang, eller handler det nationalt nøgternt og geopolitisk rationelt? Går de to motiver hånd i hånd?

De fleste iagttagere synes enige om, at Iran ved skæbnens og højere magters gunst i dag har større indflydelse og bedre udsigt til udvidet magt i den muslimske verden, end det har haft i århundreder. Den væsentligste højere magt, der har fremmet denne situation, er ironisk nok USA, præstestyrets ærkefjende siden landets islamiske revolution i 1979.

De amerikanske militære felttog efter 11. september 2001 har således fjernet Irans fjender i form af det sunnifundamentalistiske talebanstyre i Afghanistan og det sunnimuslimske Saddam-regime i Irak. Den amerikanske krigshistoriker Gabriel Kolko ser det som eksempler på USA's totalt forfejlede mellemøstpolitik:

"USA står strategisk stærkt svækket i det olierige Mellemøsten, fordi man har begået enhver tænkelig fejl. Man støttede islamisk fundamentalisme mod kommunismen, men også mod sekulær nationalisme," noterer Kolko, der mener, at USA's truende nederlag i Irak kun ville kunne afværges af Iran.

Men "Iran er den, der geopolitisk har vundet mest ved Saddam Husseins fald, og man føler ingen tilskyndelse til at redde Bush-regeringen."

"Iran fremstår som den afgørende magtfaktor i regionen," konkluderer den amerikanske historiker.

"Iran har nu flere kort på hånden i en konfrontation med USA, end USA har i en konfrontation med Iran," istemmer den egyptiske politolog Hassan Nafaa, Universitetet i Cairo, over for New York Times.

Det erklærede iranske projekt er en shiamuslimsk revolution i en verden domineret af sunnimuslimer. For hver shiamuslim på kloden er der ni sunnier. Bortset fra det diminutive Bahrain har Iran været det eneste land med shiamuslimsk styre, men efter Saddams fald står Iraks befolkningsflertal af shiamuslimer nu med den faktiske magt i landet - for så vidt nogen har magt over tingene i dagens Irak. Det er en stærk opmuntring for de shiamuslimske mindretal rundt om i Mellemøsten, og for mange shiitter er Iran det stabile, ressourcestærke centrum, hvorfra kraft og bistand til fortsat kamp for indflydelse udgår.

Puster til Iraks ild

Irans betydning i Irak er åbenlys med tætte bånd mellem Teherans præstestyre og de største shiitiske partier i Irak, SCIRI og Dawa. USA har længe beskyldt Iran for at støtte irakiske oprørere med træning og bombeudstyr samt for direkte at sende infiltratorer og terrorister ind over grænsen til Irak.

"De placerer for tiden folk i Irak for at gøre ting, som undergraver Iraks fremtid," sagde USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld for nylig. Og den amerikanske Irak-ambassadør Zalmay Khalilzad uddybede: På den ene side har Teheran gode stat-til-stat-relationer med den shiitisk dominerede regering i Bagdad, på den anden side har man "samtidig en anden politik, der omfatter samarbejde med visse militser og ekstremistgrupper i form af træning og våbenleverancer, direkte eller indirekte", sagde Khalilzad.

Ambassadøren mener, at Irans pusten til ilden i Irak også skal "distrahere" det internationale samfunds opmærksomhed fra Irans kontroversielle atomprojekt.

"Irans tveæggede strategi har til formål at fremme dets mål om at blive en regional magt," siger Zalmay Khalilzad, der gør det klart, at USA "ikke vil have nogen iransk indblanding i Irak".

Den iranske præsident Ahmadinejad har svaret, at "de, der forestillede sig at kunne skabe sig en magtbase ved at fjerne Saddam, i dag kan se, at Irak - takket være den islamiske revolutions velsignelser - er blevet forvandlet til en stærk bastion til forsvar for" netop denne revolution.

Den shiitiske halvmåne

Irans stærke indflydelse i Irak bekymrer de sunnimuslimske regeringer i Mellemøsten. I nabolandet Saudi-Arabien, der har et marginaliseret shiitisk mindretal på to millioner, sagde udenrigsministeren, prins Saud al-Faisal, sidste år med henvisning til saudiernes støtte til USA under den første Golfkrig:

"Vi kæmpede sammen en krig for at holde Iran ude af Irak, efter at Irak var drevet ud af Kuwait. Nu forærer vi uden grund hele landet til Iran."

Hos Iraks anden nabo, Jordan, har kong Abdullah II advaret om udsigten til en 'shiamuslimsk halvmåne', dvs. en zone med shiitisk dominans omfattende Iran, Irak, Syrien og Libanon.

I Libanon er Irans indflydelse tydelig.

"Der er ingen tvivl om, at Irans indflydelse er voksende, ikke kun i Libanon, men i hele regionen," sagde den kristne libanesiske politiker og tidligere USA-ambassadør Nassib Lahoud til New York Times i sidste måned.

Iran har længe støttet den shiitiske modstandsbevægelse Hizbollah i Libanon. Det samme har Syrien, men efter de syriske troppers tilbagetrækning fra Libanon for et år siden er Hizbollahs egen indflydelse i Libanon steget, og samtidig er Irans samarbejde med Hizbollah blevet mere direkte og intenst. USA's indsats for at få Syrien ud af Libanon er således endnu et eksempel på en tvivlsom amerikansk ageren: Man ville have styr på Libanon, men har i realiteten givet Iran mere kontrol.

"Det er fordi, Syrien er blevet så marginaliseret, at Irans magt vokser," siger Libanons justitsminister Charles Rick.

Tilsvarende i Palæstina. Sejren til den militante Hamas-bevægelse ved det palæstinensiske valg har fået USA og EU til at bremse økonomisk støtte til det palæstinensiske selvstyre. Det har fået styret i Teheran til straks at træde til med løfte om samarbejde og penge. Ayatollah Khamenei har samtidig opfordret Hamas til at fastholde afvisningen af Israel som stat - i tråd med præsident Ahmadinejads udtalelser i oktober om, at Israels "zionistiske regime... burde slettes af landkortet". Senest har Iran åbnet "en ideologisk ambassade", et shiamuslimsk råd i Ramallah på den overvejende sunnimuslimske Vestbred i Palæstina.

"Vi ønsker at lade det palæstinensiske folk komme i berøring med den iranske kultur og de shiitiske principper," sagde lederen af rådet, Muhamad Gawanmeh, til det israelske WorldNetDaily.

Det iranske præstestyres offensiv for at udbrede den shiamuslimske revolution tager sig andre udtryk. ISNA, de iranske studenters nyhedsbureau, meddelte forleden, at Hizbollahs afdeling i Iran i nær fremtid åbner en satellit-station, der vil sende budskaber godkendt af det iranske sikkerhedsråd til Nordafrika, Centraleuropa og Nordamerika.

Og den regimekritiske hjemmeside Iran Focus fremlagde for nylig, hvad den hævder er en liste over 20 hemmelige centre i Iran, hvor revolutionsgarden træner radikale islamister fra diverse muslimske og ikke-muslimske lande til terrordåd i revolutionens tjeneste. Samme kilde beretter om de tusinder af iranere, som løbende lader sig træne til martyrium i selvmordsbrigader, der vil strømme ud af Iran og gå i aktion i Israel og Vesten, hvis USA skulle indlede en militæraktion mod Irans atomprogram.

Det ultimative opgør

Hvor meget af dette, der er sandt, og hvor meget der er propaganda eller modpropaganda, er vanskeligt at afgøre. Tilsvarende er det vanskeligt at bedømme, hvad der er det primære mål for styret i Iran: At drive USA ud af Irak og hele regionen, som den amerikanske viceadmiral Lowell Jacoby argumenterede for ved en senatshøring sidste år. Eller at bane vej for genkomsten af den sidste af de 12 imamer efter profet Muhammed, Ihman Mahdi, der efter shiamuslimsk forståelse vil vende tilbage for at forestå det ultimative slag mod denne verdens ondskab. Præsident Ahmadinejad holdt i november en stor tale, hvor han udlagde det som sin vigtigste opgave at "bane vejen for Imam Mahdis glorværdige genkomst - må Gud fremskynde hans tilbagevenden."

Hvad enten projektet er at fordrive USA fra Mellemøsten eller at forberede den store kamp mod ondskaben - måske et og samme projekt i præstestyrets optik - så vil det være nyttigt at besidde såvel atomvåbenkapacitet som shiitiske bastioner og forbundsfæller rundt om i den muslimske verden.

Bekymringen er stor blandt dem, der følger Irans ekspansive bevægelser - både i Vesten og i den sunnimuslimske del af Mellemøsten. Som Essam El-Erian, talsmand for sunniernes Muslimske Broderskab i Egypten, siger:

"Hvis Iran udvikler atomar kapacitet, vil det være en stor katastrofe, for de støtter allerede Hizbollah i Libanon, Hamas i Palæstina, Syrien og Irak, og hvad er der så tilbage? Vi vil stå med den 'shiitiske halvmåne', som Jordans konge advarede imod."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu