Læsetid: 2 min.

Shit happens desværre

Endog Johannes Møllehave og Lasse Jensen kan lave helt tossede fejl, og det kan vi så sandelig også her på avisen, men nu har chefredaktøren indledt en kampagne
26. april 2005

Det kan ikke nytte blot at feje alle de mange fejl i den daglige avis ind under gulvtæppet, selv om man som skyldig journalist med røde ører ofte får lyst til det. I så fald vil det kræve et meget stort tæppe, som vil bule fælt, og de vil under alle omstændigheder blive bemærket af de opvakte læsere.

På denne bagside har vi før været inde på forskellige kategorier af fejl som slå- og stavefejl samt orddelingsfejl og tanketorsk.

Her skal omtales en helt femte kategori, nemlig de fejl, der opstår, fordi 'man troede, det forholdt sig på den og den måde, men så gør det ikke alligevel'.

Lad mig tilstå et par af flere synder. Engang skrev jeg Lisbeth Dahl ned gennem en hel artikel. Dagen efter blev jeg gjort opmærksom på, at skuespillerinden hedder Lisbet uden 'h.' Undskyld, Lisbet, undskyld læsere.

Engang skrev jeg, at Henrik Stangerup har gået på Herlufsholm Kostskole. Redaktøren af radioprogrammet Mennesker og Medier Lasse Jensen gjorde mig i en email prompte opmærksom på, at forfatteren havde gået på Stenhus.

Stor var derfor min uhellige glæde, da han selv den følgende uge tog fejl af Sylvester Stallone og Arnold Schwartzenegger. 1-1 stod der så. Men i Superbrugsen, hvor jeg antraf ham mellem en pose mel og en stang vanilje, tog han et point hjem ved at forklare, at fejlen blev rettet, før udsendelsen var omme.

Men kære fejlskribent, du er ikke alene, som Sebastian synger. Endog store forfattere begår fejl. Således rykkede Johannes Møllehave for nylig ud i sin klumme i Politiken med en bekendelse om en fejl i samme kategori.

'Nul huller'

Han havde fået anbragt Mendelsohn Bartoldy i Hitler-tidens Tyskland, men var så blevet opmærksom på, at komponisten levede fra 1809 til 1847. Så meget mere pinligt, som artiklen netop var en hyldest til kollegaen Niels Birger Wamberg for rettidig omhu i forbindelse med sin skribentvirksomhed.

En læser fra Paris gør opmærksom på, at vi har brugt 'ophæve,' hvor der retteligen burde stå 'ophøje,' endda på forsiden. En læser fra Frederiksberg mener, det er import af amerikansk sprogbrug, når vi i en overskrift har skrevet, at: "Verden viser paven respekt" i forbindelse med dennes dødsfald. På dansk hedder det, "viser den sidste ære".

En tredje læser vil nøgternt vide, hvorfor vi nogle gange trykker den samme artikel to gange. Det sker et par gange om året og skyldes som regel, at enten en redaktør eller en redaktionssekretær har glemt at "slamme" artiklen, som vi kalder det, når en brugt artikel lægges i computerens papirkurv. En ny, som kommer på vagt, aner ikke uråd og lægger den så på. Shit happens desværre.

Den sidste fejl er næppe gjort endnu, men Informations chefredaktør, Palle Weis, er ikke upåvirket af læsernes indlæg, samt alt det han har konstateret ved selvsyn. Derfor indleder har han med forskellige tiltag indledt en intern klapjagt på fejl. 'Nul huller' hedder kampagnen, inspireret af tandlægernes ditto.

Lige nu kommer en medarbejder ind med et bind af Information fra 1945. Hun peger på en stor overskrift på forsiden, hvor der står 'Grøntovsmødet' i stedet for 'Grøntorvsmødet'. Jagten er i gang - og åbenbart med tilbagevirkende kraft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu