Læsetid: 3 min.

En showman til forskel

Curtis Stigers vandt i Operaen og gav fine prøver på sit store talent, mens det unge stjerneskud Madeleine Peyroux nok ville have følt sig mere til rette på et mindre spillested
11. juli 2005

Operaen er logisk nok kommet på listen over spillesteder ved dette års jazzfestival. I kraft af sin kapacitet og ikke mindst sin helt unikke akustik giver det mulighed for at arrangere koncerter med nogle store jazz-stjerner og tilbyde forhold, som eksempelvis Glassalen i Tivoli ikke kan.

De suveræne faciliteter sikrer dog ikke automatisk en suveræn koncertoplevelse. Der skal mere til. Evnen til ikke at lade sig dupere alt for meget af de imponerende faciliteter og nå ud over scenekanten eksempelvis. En egenskab som den amerikanske sanger Curtis Stigers heldigvis har og demonstrerede fredag aften.

Stigers er en showman. En entertainer der ikke bare går på scenen for at spille, men for at underholde. Med smil, charme og en levende og smittende glad gestik og med snak og anekdoter mellem (og under!) numrene. Og mens musikerne i hans band var klædt i stiligt, mørkt jakkesæt, skjorte og slips, løb Stigers selvfølgelig på scenen fredag aften iført knaldrøde bukser mog livlig sommerskjorte. Veloplagt, ikke kun i påklædningen men også musikalsk, tilsyneladende besluttet på at give publikum i "this nice, little joint, you have here," en god aften. Og det fik vi så.

Smuk koncert

For Stigers er ikke kun en god entertainer, han er også en fremragende musiker. Blandt de bedste jazz-sangere, men også mere end det. En af hans store styrker er, at han er god til at gribe fat i andet end sange fra The Great American Songbook og give dem sit helt eget udtryk.

Således var det ikke jazzens klassiske standards, vi fik fra ende til anden, men sange af Elvis Costello, Willie Nelson, Bob Dylan og The Police. En kærlig, humoristisk version af Nelsons "Crazy," hvor Stigers imiterede Nelsons vokal, en frisk udgave af Polices "I Can't Stand Loosing You," der viste spændvidden i Stigers stemme, og en smuk og tidløs fortolkning af Randy Newmans ballade "I think it's going rain today."

Musikerne, der ledsagede Curtis Stigers på scenen, lod pænt Stigers i forgrunden, men i glimt viste Matthew Fries på piano, Phil Palombi på bas og Keith Hall på trommer deres kunnen. Sidstnævnte var den eneste af de tre, der skejede en smule ud, i et nummer mod slutningen, ellers påtog de sig pænt rollerne som akkompagnatører.

Samlet set en smuk og fin koncert, der slog fast, at Stigers ikke alene besidder et stort musisk talent men også har evnen til at fange og fastholde et stort publikum.

Beklemt Peyroux

Hvor Stigers altså formåede at charme de 1.700 gæster, så lykkedes det ikke for sangerinden Madeleine Peyroux ved aftenens første koncert i Operaen. Amerikanske Peyroux er spået et gennembrud som den næste store jazz-sangerinde, og stemmen fejler bestemt heller ikke noget. Hendes let nasale vokal flyder ubesværet, og det let skødesløse udtryk har et strøg af melankoli, der uværgeligt leder tankerne hen på Billie Holliday.

Det lidt bedrøvede udtryk forplantede sig desværre også til Peyroux' optræden. Det virkede som om, hun var lidt for beklemt ved rammerne og det store publikum, og selv på femte række virkede hun indelukket og fjern.

I de mere tempo-fyldte numre livede hun mere op og kastede lidt af det mutte af sig, mens balladerne sjældent nåede ud over scenekanten og ind i hjertekulen, hvor den slags hører hjemme.

Der er ingen tvivl om, at Peyroux er en fremragende sangerinde, men måske hun for nu ville egne sig bedre på et mindre spillested, som eksempelvis Copenhagen Jazzhouse. Så vil hendes potentiale forhåbentlig blive bedre forløst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu