Læsetid: 4 min.

Sid så stille!

7. august 2001

I DISSE DAGE begynder omkring 60.000 børn i skolen. Kun én ting har stensikkert ikke ændret sig siden de første rytterskoler for 200 år siden, nemlig elevernes blanding af længsel, stolthed og nervøsitet, som kan ses på snapshots fra den første skoledag. Og psykologisk er den første skoledag en hård overgang fra omsorg til krav: Børnehavens voksne leger, hjælper, opmuntrer. I skolen sættes derimod grænser og stilles krav – om at sidde stille, forstå en fælles besked og selv snøre sko.
Trods alle falske falbelader er formålet med skolen nemlig ikke, at hver enkelt elev skal have det godt (så kunne de blive i børnehaven), men at forstå, at de faktisk har en del at lære – og så sætte sig ned og lære det, med al rimelig støtte og opmuntring. At lære giver frustrationer, raseri, afmagtsfølelse.
Men det giver også en fremtid.

SOM DAGENS kronikforfatter, Søren Geckler skriver i Retfærd og velfærd: »Alle generationer har altid hellere villet bygge tømmerflåder nede ved åen end at sidde og lægge brøker sammen i et klasselokale, der lugter af vådt overtøj og tørre æggemadder. Men skolen har forandret sig – fået slæbt tømmerflåden ind i klasseværelset«. Leg-og-læring har fået forrang over kedeligt terperi, personlighedsudvikling over tysk grammatik og præcise færdigheder som stavning og læsning har været nedprioriteret i forhold til selv at udfolde fantasien.
Det kunne være udmærket – blot måske ikke alle årets dage – men det gik galt, da 1960’ernes generelle ’befrielsespædagogik’ i 1970’erne indgik en uhellig alliance med en socialdemokratisk drøm om enhedsskolen. Her skulle alle (som forsøg) lære det samme og vandre hånd i hånd mod solopgangen. At terpe var kedeligt og skulle undgås. Særligt det svære, som mange slet ikke kunne finde ud af, og var det så egentlig særlig vigtigt?
Opgøret kom alt for sent, med de chokagtige konsekvenser, som Geckler beskriver i sin kronik, nemlig at danske børn i to markante læseundersøgelser i 1990’erne viste sig at høre til verdens ringeste læsere: »Knap en tredjedel er ikke blevet nogenlunde selvstændige læsere i midten af 3. klasse. De læser langsomt og er usikre over for nye ord og har derfor svært ved at tilegne sig noget nyt gennem læsning«, skriver han.
Det går allerede bedre med den danske læsning, men de, der lærte for lidt, har problemet. Og det er synd, når man nu ved, at børn er nysgerrige nok til at tage en tørn med Ole så en ko, bare for at finde ud af hvad det er (og så ved de ikke engang, hvor meget spændende der er at læse). Værst går det dem, der i forvejen er klemt socialt og indlæringsmæssigt.

HERTIL KAN man lægge, at ugebrevet Mandag Morgen i går diverterede med den (ikke overraskende) nyhed, at lærerne synes, at lønnen er for lav og arbejdet stærkt stressende. De mener også, at skolen i de senere år har fået for stort læs på meget på: Undervisningsdifferentiering, IT. For meget fornyelse. For mange paradigmeskift.
Igen må man sige: Synd – for at arrangere små menneskers møde med verden bør være én af livets virkeligt meningsfulde og morsomme beskæftigelser. Så meget mere er det faktisk rimeligt også at se lærerne som en slags mennesker. Det er ikke småting, de skal kunne holde til i et land, hvor autoriteter som udgangspunkt er til grin, og hvor alt for mange børn (tilmed ofte med forældres ryggesløst tåbelige opbakning!) opfører sig, som om netop han eller hun ikke behøvede rette sig efter de fælles regler.
Moderne børn hører ikke efter, fordi læreren taler (og der ellers vanker!), men på grund af lærerens personlige autoritet og gennemslagskraft. Men det er faktisk store krav at stille hver eneste dag året rundt, både til en 25-årig nyuddannet og til den 56-årige veltjente lærer.
Måske derfor overvejer hver anden lærer i undersøgelsen at kvitte jobbet. Karsten Holst, medlem af forretningsudvalget i Danmarks Lærerforening (DLF) frygter ifølge Mandag Morgen, at folkeskolen ikke i længden kan holde på de gode medarbejdere.
Den slags, kombineret med disse års lærermangel, bør få forældre og politikere til at sidde stille et øjeblik, mens vi overvejer kravene til skolen. For hvad skal folkeskolen – lære børnene almindelig omgangstone? Grundlæggende faglige færdigheder? Demokrati? IT? Ved de unge mennesker allerede hjemmefra, at det kan være nødvendigt at have visse grundlæggende brikker på plads, før de kan begynde selv at udfolde sig kreativt på et område? Eller skal læreren som serviceperson vise børnene en kortfilm i 3D om dét?

NETOP FOR at skabe ro og klarhed er det utvivlsomt en god idé at opstille centrale læringsmål som supplement til folkeskoleloven, klassetrin for klassetrin, som undervisningsministeren netop har gjort. Både som retningslinjer og for at afmontere de allermest urealistiske forældrekrav.
Lige så vigtigt er det, at forældrene lærer at tage
deres del af ansvaret på sig, i stedet for at stille
aggressive krav om, at skolen skal være den multi-mor og multifar, de ikke selv har tid til at være. Og
så må folkeskolen have ro – og penge! – til at holde på de bedste kræfter og give børnene den uddannelse,
de får hårdt brug for i videnssamfundet. Ellers fortsætter flugten til privatskolerne, og folkeskolen ender som opholdssted for en moderne underklasse.
Hvad kan være vigtigere?

mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her