Læsetid: 3 min.

Sidenius som skiderik

Pontoppidans roman 'Lykke-Per' er et mesterværk med en forbløffende usympatisk hovedperson
23. februar 2006

Brutal, humorforladt, egoistisk og kæphøj. Sådan er det moderne praktiske geni, ingeniøren, den ny tids mand, i hvert fald ifølge Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per, som nu er et af de 12 erklærede danske hovedværker i den nye danske litteraturkanon.

Men under overfladen lurer en sårbarhed og et selvhad, der knuser både ham og hans fremtidsdrømme og skriver romanen ind i den kongerække af smukke tabere, man siden 1864 har yndet at kalde 'typisk dansk'.

Måske er det også som dansk mentalitetshistorie, at den 847 sider lange roman, udgivet 1898-1904, har fået klassikerstatus og nu er kulturministerielt kanoniseret. Hertil kommer selvfølgelig Pontoppidans mesterlige komposition, romanens format og glasklare realisme - komplet med sensuelle sveddufte! - og kærlige indblik i den jødisk-agnostiske, åndeligt oplyste borgerfamilie Salomon.

Det hører med til historien, at Pontoppidan dels selv fik Nobelprisen, dels var et beundret idol for en anden Nobelpristager, den tyske forfatter Thomas Mann.

Irriterende antisemit

Men uanset romanens kvaliteter er Per, født Peter Andreas Sidenius, ikke blot antisemitisk, men usympatisk og frygtelig irriterende, og i hvert fald denne læser ærgrer sig, når han sætter sine chancer over styr.

I reglen, fordi han taber interessen for andre mennesker, så snart de underlægger sig ham. Specielt i forhold til kvinder gebærder han sig mildt sagt tvetydigt, først begærer han, siden foragter han, som vil han ganske enkelt ikke vil være medlem af en klub, der accepterer ham som medlem.

Man aner ellers Pers fysiske tiltrækningsevne, hans maskuline udstråling som en Colin Firth i fuldt firspring bag hans forførelse af rigmandsdatteren Jakobe Salomon, hvis seksuelle lyst han vækker til fuld blomstring, før han svigter hende. Det er så mesterligt skrevet, at det gør ondt. Jakobe føder deres dødfødte barn i hemmelighed, men vier sit liv til et asyl for fattige børn.

Knækket bliver hun dog ikke. Tværtimod er Pontoppidans fængslende Jakobe vist den første - og meget længe den eneste - kvindeskikkelse i en dansk roman, der både har penge, et illegitimt seksuelt forhold og positivt fremhæves for sine indre kvaliteter, fra intelligens og moral til rap humor.

Desuden udfoldes hendes skæbne også uafhængigt af heltens, præcis som i Eliots Middlemarch, som Pontoppidan måske har haft i øjenkrogen.

Pontoppidan skildrer sin hovedperson med distance, men romanens omfang, 847 sider, afspejler dog også troen på, at læseren har tålmodighed med Per og knytter sin forhåbning og identifikation til ham. Især da med den eventyrmatrice og hilsen til HCA's Lykkeper, der også ligger i romanen.

'Dette dorske samfund'

Ægte loyalt skildres Pers (selvbiografisk inspirerede) opgør med det puritansk-kristne jyske præstehjem, gennem romanen bakket op af præstefamiliens komisk kuldslåede gæstevisitter. Men som en gennemsigtig kappe smyger forfatteren sin diskrete fortællerironi om Per, og kun når kappen fanger lyset, får man et glimt af forfatteren, der holder hovedpersonen ud i to strakte fingre. Som her, hvor drømmene om et fordelagtigt ægteskab strømmer sammen med grandiose fantasier om at tæmme Vesterhavet:

"For det vidste (Per) nu, at han var født til på sit område at blive morgenvækkeren og banebryderen i dette dorske samfund af tykblodede præster og degnesønner. ... Nu foreholdt han sig selv, at det i kampen for de store mål ikke nyttede at være alt for nøjeregnende med midlerne. En jødedame? Ja, hvorfor ikke?"

Per knækkes dog af sit eget selvhad. I ægteskabet med præstedatteren Inger polstres han med landlig kristen lykke, men skyggerne og skyldfølelsen fra fortiden fanger ham ind, og Per vender sin karakteristiske brutalitet mod sig selv ved at ofre alt, hvad han har elsket, som et gribende, men også masochistisk projekt fra en mand, der ville det bedste og største, men ikke kunne gennemføre det.

Og følgelig straffede sig selv med ingenting i stedet for en melankolsk mellemting. I et brev fra Inger, der efter hans død findes i hans gemmer, giver den fraskilte hustru udtryk for, at hun nu forstår, at han ofrede sig selv for hendes og børnenes lykke... Det lyder nu lidt som en ønskedrøm fra forfatteren (der selv forlod sin kone), at Inger fik et bedre liv som alenemor til fire børn.

Spørgsmålet er i det hele taget, om ikke tiden er løbet fra unge Sidenius, der i jagten på sit ægte selv satte alting til, både karriere og seksualitet? Romanens særlige danske afart af kristen masochisme ('hellere smuk taber end risikere snavs på fingrene') er dog klart en historisk studie værd.

Man skal da vide, hvad det var. Og bogen? Den er stadig god.

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per 1-2, 847 sider. Gyldendals Tranebøger. Ny udgivelse på vej til 199 kr.

Se også omtalen på www.kulturkanon.dk/litteraturkanon/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu