Læsetid: 5 min.

Sidste chance for de konservative?

Storbritannien har mindet om en et-partistat siden Tony Blair fejede John Majors regering af banen i 1997. Den konservative opposition har skiftet leder tre gange siden og tabt tre valg i træk. Nu skal der vælges leder igen, og denne gang er der klare forskelle på de to kandidater: den ene vil kramme, den anden sparke Blair ud af stolen
22. november 2005

Usundt er det for ethvert demokrati, hvis der i virkeligheden ikke er et valg, når vælgerne skal beslutte sig for, hvem der skal side på det politiske flertal i den kommende valgperiode. Og det er ikke helt forkert, at det reelt har været situationen ved de britiske valg i de sidste ni år. Der har været New Labour - anført af den tilsyneladende evigt smilende, veltalende og passionerede Tony Blair - og det valg var vælgerne første gang ekstatisk begejstrede for, anden gang i 2001 moderat tilfredse med og sidste gang i år modvilligt lunke ved, og over for har der været: ingenting.

På papiret har der naturligvis været masser af valgmuligheder, men reelt medfører det britiske valgsystem de facto et to-partisystem, der ikke giver de liberale demokrater - Storbritanniens såkaldt 'tredje parti' - eller andre mindre grupperinger nogen reel chance for at danne regering. Over for New Labour har derfor udelukkende stået den konservative opposition, som lige siden Margaret Thatchers storhedstid langsomt, men fuldkommen sikkert er faldet fra hinanden.

Knockoutet af sig selv

Først beholdt partiet, som bryster sig af at være 'det naturlige regeringsparti' for de i folkesjælen så konservative briter, godt nok regeringsmagten - lige akkurat, da Neil Kinnock knebent tabte til John Major. Men den seneste konservative regering led under metaltræthed før den var kommet rigtigt i gang og huskes mest for en imponerende række af fatale skandaler fra ministres sexudskejelser og følgende afgang, korruptionssager med købte stemmer ved valg, ulovlige våbenhandler med Irak og endelig som det, der hamrede låget på kisten endeligt fast, en katastrofal håndtering af kogalskabs-miseren.

Af samme grund lå partiet fuldstændigt brak i Blairs første regeringsperiode, og det brugte det reformerede New Labour til at sætte sig solidt på midtbanen. Det gjorde Blair og co. først og fremmest med en kopi af den konservative økonomiske politik - traditionelt der, hvor Arbejderpartiet står svagest i vælgernes bevidsthed, fordi partiet i 1970'erne stod for en høj-skattepolitik med inflation og økonomisk krise.

Det modbydelige parti

Da The Tories så var kommet en smule til hægterne - og efter valgnederlaget havde skilt sig af med den hæderlige, men chanceløse Thatcher-klon William Hague - valgte de sig en ny ungdommelig leder, Iain Duncan Smith. Med en barsk, højreorienteret retorik og en anti-europæisk kampagne, hvis omdrejningspunkt havde en redningsaktion for det britiske pund, førte han partiet direkte mod valgnederlag nummer to.

Og så faldt partiet for alvor fra hinanden. Partiforkvinde, den kendte modernizer Theresa May, leverede en i britisk politik herostratisk berømt tale ved en partikonference, hvor hun erkendte, at partiet af det meste af Storbritannien blev set som the nasty party altså det modbydelige parti. Ikke helt forkert, for partiet tordnede også mod den opløste moral, de enlige mødre, de tabte familier, de udskejende unge etc. uden at tilbyde noget andet end en tilbagevenden til tidligere tiders lov og orden. Kvinder, unge, seksuelle eller etniske minoriteter følte med rette, at De Konservative intet havde at tilbyde dem. Og den brede middelklasse havde jo Blair og hans indenrigsminister, David Blunkett, som ikke just var blødsøden heller.

Den midtsøgende May sagde blot det, mange tænkte, men hun holdt kun kort i stolen. Intrigerne og nøje orkestrerede mediekampagner fra alle partiets fløje satte ind, og selv de mest partitro aviser - højrepopulistiske Daily Mail og artige, men tandløse Daily Telegraph - erkendte i deres ledere og kommentarer, at det konservative Storbritannien ikke kunne stille et troværdigt alternativ op til Blairs kamptropper.

Nu eller aldrig

Da den nuværende leder, Michael Howard - som nu går af og den 6. december bliver afløst af enten David Davis eller David Cameron - kom til, lå partiet derfor fuldkommen i ruiner. Den barske Howard, som var en af de få med ministererfaring tilbage fra Major-tiden, hvor han var barsk indenrigsminister, forsøgte sig ellers først med en midterkurs - det er, nøjagtigt ligesom i de fleste vesteuropæiske lande, inklusive Danmark, som bekendt der, valgsejren ligger. Men så faldt han alligevel for fristelsen og lovede enorme indvandrerstramninger, skattelettelser, en britisk udmeldelse af FN's flygtningekonvention og en revision af landets EU-medlemskab. Det appellerer som altid til de hårde konservative kernevælgere og gav - sammen med Blairs upopulære Irak-krig og trofaste makkerskab med George Bush som trak mange Labour-vælgere til de liberale demokrater - de konservative et hæderligt valg, men heller ikke mere.

Howard annoncerede prompte sin afgang, og efter måneders infight, hvor antallet af lederkandidater nu er nede på to, er bedømmelsen overalt, at det er nu, det vil ske. Det er sidste chance, hvis partiet skal lægge grunden til en tilbagevenden til regeringsmagten. Samtidig er det også nu, kampen skal vindes over vælgernes betydelige politikerlede - sidste valg havde den laveste deltagelse nogen sinde ved et parlamentsvalg: Der skal konstrueres en ordentligt, sammenhængende og livskraftig opposition. Selv centrum-venstreaviser som The Guardian og The Independent sukker efter politisk debat med substans, som giver vælgerne alternativer frem for igen og igen at forfalde til internt partikævl.

Lyder det bekendt?

Og her ser det godt ud med de to kandidater, som er tilbage. De vil begge være i stand til at samle partiet bag sig; de har ikke svinet hinanden (alt for meget) til, men vigtigst af alt: de står for to væsensforskellige ja, nærmest radikalt modsatte strategier for, hvordan regeringsmagten skal genvindes - og hvis nogen her læser Jensen over for Thorning skal de være tilgivet.

For: Den ene - traditionalisten, den 56-årige David Davis - vil føre benhård oppositionspolitik og stemme imod regeringen ved enhver lejlighed. Ydmygelse og en solid demonstration over for briterne af, hvor isoleret Tony Blair er blevet efter at dele af hans mest venstreorienterede backbenchers har vendt sig imod ham, er opskriften.

Den anden - David Cameron - er 39 år, ung og relativt uerfaren, men en dybt karismatiske kommunikator. Han har markedsført sig på det modsatte. "Når vi er enige med Blair skal vi ikke forsøge at skjule det; det er utroværdigt," lyder det. Cameron fører stort hos bookmakerne; om Blair skal krammes eller knuses ihjel ved vi den 6. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu