Læsetid: 4 min.

De sidste dages hellige

Den borgerlige anstændighed og de sidste dages hellige har det til fælles, at de altid kommer for sent
12. maj 2007

Her i nabolaget, ganske tæt ved vores bopæl, ligger der en kirke, indrettet i stueetagen i en ældre beboelsesejendom. Jesu Kristi Kirke af de Sidste Dages Hellige, hedder den. Mormoner med andre ord. Om sommeren ser man da også unge mænd i hvide skjorter og pæne jakker, med små fikse rygsække, rundt om i byen. Venlige folk, der kan finde på at standse én på gaden for at sludre lidt om religion og frelse og sårn.

De er amerikanere, men taler et nogenlunde godt dansk. Hvis man ikke lige er i humør til at lade sig omvende til den sande tro, spørger de - og her lyver vi ikke! - om man så ikke har f.eks. noget havearbejde, som de kan gøre for én. Man forstår, at de vil én det inderligt godt. Man er selvfølgelig med på, at hvis man sætter dem til at luge i ens blomsterbed, så vil de uden tvivl benytte lejligheden til også at forkynde Guds ord. Det ville også være i orden så. Dog: Deres udsendte har indtil nu holdt skansen, både når det drejer sig om Guds ord - som han sikkert godt kunne trænge til - og om havearbejdet, som han, som den dovne hund han er, i grunden meget gerne ville slippe for.

Et anfald af klarhed

For et par dage siden, da han passerede kirken sammen med Molly, Nykøbing F's smukkeste collie, stod der en mand i blå skjorte med opsmøgede ærmer og pudsede kirkens vinduer. Ganske almindelige termoruder, men alligevel kirkelige. Han fløjtede og tog fat, en munter mand, måske Guds, men han kan selvfølgelig også have været en professionel vinduespudser.

Sateme, tænkte Molly und Ich, nu bliver der klart udsyn fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige!

Gitte Seeberg, den forhenværende konservative, har åbenbart også fået pudset vinduer. Nu, hvor hun har meldt sig ind i Naser Khaders parti, ser hun alting klart og tydeligt. Dansk Folkeparti (anført af en såkaldt 'led mokke' - mærkeligt sprog egentlig?) har alt for længe haft for stor indflydelse på regeringens politik, udtalte hun på et pressemøde, og man kunne ikke undgå at mærke, at det var lang tids indestængt frustration, der nu fik mæle.

Og jo, både hun og enkelte andre borgerlige har da også tidligere været ude med kritik af Dansk Folkeparti, men indtil nu er de faldet til patten - ikke bare engang imellem, men hver eneste gang.

Selv den mastodonte Birthe Rønn Hornbech fra Venstre falder ned som et lam, når hun har været ude med riven, for uha, regeringens liv skulle jo nødig komme i fare. Det er selvfølgelig sympatisk nok, at Gitte Seeberg nu siger rigtigt fra, men hvad Molly und Ich angår, så er vores mening krystalklar: Hun kan rende os, kan hun. Hun er alt, alt for sent ude.

Til at brække sig over

Tænk på, hvad vi har været vidne til i de forløbne seks år: Afviste asylansøgere stuves sammen i små hummere, børn sammen med deres traumeramte forældre. Vi har set i fjernsynet, hvordan andre afviste bliver eskorteret på en båre ud til lufthavnen for at blive sendt hjem til deres hjemlande, hvor der ikke så sjældent råder lige så elendige forhold som dem, de flygtede fra. Vi har set en ældre mand med en kompliceret, medicinkrævende leverlidelse blive sendt hjem til Mellemøsten, hvor han i kraft af sin tilknytning til et lille, kristent mindretal risikerer både forfølgelse og tortur. Og derudover en grædende, ung mor blive skilt fra sine børn, fordi hun af bureaukratiske grunde ikke længere opfylder betingelserne for opholdstilladelse.

Samtidig har vi måttet døje med en rigid integrationsminister, Rikke Hvilshøj, der med monoton dukkelisestemme forklarer os, at sådan er loven nu engang.

Det har i lang, lang tid været til at brække sig over, i armtykke stråler, men det er altså først nu, Gitte Seeberg synes, det kan være nok. Hun er dermed i kategori med alle andre af denne verdens sidste dages hellige. De er nemlig altid for sent ude.

De kommer altid for sent

I det hele taget: Den borgerlige anstændighed, som mange sætter deres lid til, er den meget værd, når det kommer til stykket? Kan man - igen: når det kommer til stykket - stole på den flinke arbejdsgiver, den godhjertede herremand, den magtfulde mand med det store hjerte?

Nu skal vi selvfølgelig heller ikke være urimelige. Der findes arbejdsgivere, der virkelig er flinke, der fandtes utvivlsomt oprigtigt godhjertede herremænd i de gamle feudaldage, og selvfølgelig findes der også i dag magtfulde mænd med store hjerter.

Men hvis man vil forhindre, at samfundets svage bliver behandlet ad helvede til, så er lovsikrede rettigheder, regler og bestemmelser nok at foretrække frem for flinkhed, godhjertethed og store, medfølende hjerter rørt til tårer af fattigfolks lidelser. Mon ikke?

Og kendsgerningen er jo, at de to partier, der traditionelt udgøres af den bedst stillede del af befolkningen, nemlig Venstre og konservative, i seks år skrupelløst har benyttet sig af muligheden for at regere med støtte fra et parti, der til gengæld for deres stemmer har betinget sig, at de allersvageste i vores samfund, flygtninge, indvandrere og etniske danskere på kontanthjælp, får så kummerlige kår som vel muligt.

Den pris har Venstre og konservative været villige til at betale - dvs. sende videre til dem, der har allermindst råd til at betale den. Mens de borgerlige kernevælgere går fri og kan fortsætte med at boltre sig i deres friværdier.

Sammenfattende: Mig og så Molly, vi tror ikke en skid på Naser Khaders nye parti. Fuck Gitte Seebergs anstændighed, siger vi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her