Der bliver spist bananer mod eksamensnerverne her 20 minutter før, det går løs. Om to en halv time er de fem studerende på Roskilde Universitetscenter færdige med den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, og så er der sommerferie. Feriesnakken kan dog ikke helt dulme, at der venter et sandt akademisk maraton forude.
"Jeg har opkastsmag i munden," siger Sofie og rækker ud efter et stykke tyggegummi. Lidt efter tygger de alle fem energisk løs. Lena spørger, om hun skal tage en kande vand med ind til den to en halv time lange seance. Skruelåg er bedre, lyder det fra flere. Så har man noget at bruge sine hænder til undervejs.
"Jeg har sådan en astmafornemmelse af ikke at kunne få luft," lyder det fra Anna.
Nervøsiteten er ikke til at tage fejl af i den lange ventetid, før Rune, Lena, Anna, Sofie og Katinka skal ind og forsvare deres projekt. Men de er sammen om projektet om magtkampene i dansk uddannelsespolitik, og de synes, det er gået godt, så der er stadig plads til at grine.
"Det er nervøs humor det her," lyder det fra Sofie, der er sikker på, hun kommer til at fyre sit oplæg af på under to minutter: "Det bliver en sand begrebseksplosion."
Nervøst velour
Så er det tid. Det grønne filt er skiftet ud med en dueblå dug i nervøst velour. Censor og eksaminator er i undertal, så de fem studerende laver hver et navneskilt. Så starter Sofies begrebseksplosion om valg af metode, teori og empiri. Det går stærkt men effektivt frem med at få besvaret det første af de fem skriftlige spørgsmål, som hvert medlem i gruppen har forberedt til den mundtlige eksamen. Efter fem minutters oplæg, spørger vejleder Klaus Rasborg ind til gruppens brug af begrebet metodetriangulering. Er det nu også det?
Nu kan alle svare løs. De fem studerende rækker pænt hånden op, før de svarer. Lena forklarer, at triangulering - sådan som de har udlagt det - ikke behøver at inddrage tre forskellige metoder.
Men Klaus Rasborg har flere spørgsmål, der kan bringe gruppen på glatis: "Hvor er jeres interviewguide?"
Usikkerheden breder sig. Katinka svarer, at da ingen af dem har prøvet at lave spørgeskemaundersøgelser før, så var de ikke klar over, at det skulle være en del af opgaven. Lena uddyber: Vi har haft en plan og en rækkefølge for spørgsmål med mulighed for uddybende spørgsmål i de tre kvalitative interviews med en studenterpolitiker, en uddannelsesordfører fra Venstre og en repræsentant fra erhvervslivet. Men det får bare eksaminator til at spørge endnu mere drilsk: Hvorfor kalder i jeres interviews for strukturerede, når der var uddybende spørgsmål?
"Ok ja, vi har måske nok glemt det lille ord semi," erkender Sofie. Censor Lone Krogh smiler og skyder skylden på computeren. Og stemningen letter omkring bordet.
Der er gået 25 minutter og en traditionel enmandseksamen ville nu være slut. Men de fem fortsætter ufortrødent videre igennem Bourdieu, uddybning af begrebet vidensamfund fulgt af byger af kritiske spørgsmål.
Svær størrelse
Det er første gang, de fem er i gruppe sammen, og det har fungeret godt - denne gang.
"Jeg har oplevet en eksamen, hvor jeg synes, det var uretfærdigt, at vi fik den samme karakter. Selv om et par i gruppen ikke havde ydet særlig meget i skriveprocessen, så kunne de jo sagtens sidde til eksamen og sige det samme som os andre. Når gruppen er dysfunktionel, så mangler der nogle redskaber for censor og eksaminator til at finde ud af, hvem der har arbejdet i dybden med stoffet, og hvem der ikke har," siger Lena.
Sofie mener, at det er gruppens eget ansvar at gøre opmærksom på samarbejdsproblemer for eksempel i forbindelse med vejledningen, men det sker sjældent. Katinka har prøvet at være oppe til en eksamen, hvor de fem medlemmer i gruppen fik fire forskellige karakterer.
"Det var en gruppe, hvor vi slet ikke supplerede hinanden, men hver kørte sit eget ræs. Så eksaminator og censors indtryk var, at vi havde et meget forskelligt niveau," siger Katinka.
Men hvis der er en god gruppedynamik, så lærer man af hinanden, og så er det ikke bare dem, der er gode til at gå til eksamen, som klarer sig godt, mener Lena: "Jeg er altid lidt tøvende med at svare til eksamen, fordi jeg lige vil tænke lidt, så jeg kan godt blive nervøs for, om jeg nu får sagt nok."
Rune mener, at det samme vil gøre sig gældende, når alle eksamener bliver individuelle.
"Der vil altid være nogen, der ikke behøver at læse så forfærdeligt meget og alligevel klarer sig godt til eksamen," siger Rune og tilføjer, at fordelen ved gruppeeksamen er, at det er muligt at komme langt mere i dybden med emnet på to en halv time, så også de mere stille og tænksomme kan få mulighed for at byde ind med den viden, de har.
Nemmere at gå op alene
Presset er anderledes til gruppeeksamen, fordi man her i reglen sidder sammen med nogle medstuderende, der vil en det bedste og i fællesskab prøver at opnå den bedste karakter, mener flere i gruppen. Derfor kan de heller ikke se det store problem i, at de måske alle sammen får den samme karakter.
"Nogle er gode til teori, andre til at skrive eller lede og fordele arbejdet, men når det fungerer godt, så supplerer folk hinanden, og du risikerer ikke så nemt at køre fast i din egen rille," mener Anna. Det samme gælder til eksamen.
Sofie synes, at det er alt for lang tid at være oppe i to en halv time. Hun bliver endnu mere nervøs af at skulle op sammen med andre, fordi hun ikke selv kan bestemme, hvilken retning snakken skal gå.
"Det er krævende at skulle koncentrere sig så lang tid. En gang imellem kunne det være rart bare at lære noget udenad og så gå op og jappe det af på 20 minutter," siger Sofie.
"Men tænk på, hvor meget du lærer af det her," minder Anna hende om og fortsætter: "Det ville virke forkert at skulle snakke om det her store stykke arbejde, vi har lavet, i 20 minutter. Når vi går til gruppeeksamen, så bliver diskussionen løftet op på et helt andet niveau."
På niveau to
Efter en time er der fem minutters pause. Der er ingen jokes i luften nu. Sofie bander over censors spørgsmål om, hvorfor de ikke har lagt mere vægt på globalisering. Om det går godt? Tjaah, det må de næste halvanden time vise.
Anna går i gang med sit oplæg om de kvalitative interviews. En plæneklipper går i gang ude foran vinduerne, og oplægget fortsætter i et lidt højere toneleje.
Til slut er det Lenas tur til at fortælle om spørgeskemaundersøgelsen blandt 500 RUC-studerende. Resultaterne fra deres undersøgelse har fået gruppen til at konkludere, at de studerende har et meget mere ideelt billede, af hvor meget indflydelse de har, end parterne længere oppe i systemet.
Censor spørger, hvordan man kan stille et kort og klart spørgsmål omkring uddannelsespolitik. Gruppen tøver, men Lena forsvarer spørgsmålet i undersøgelsen med, at de har prøvet at komme med eksempler på uddannelsespolitiske tiltag som f.eks., at de studerende skal hurtigere igennem studierne. Det er de RUC-studerende - måske ikke overraskende - utilfredse med. Så bliver der snakket bias, objektivering og socialkonstruktion, og pludselig er tiden gået. Eksaminator og censor skal votere.
Stemningen er ikke videre optimistisk udenfor. Sofie mener, at der blev sagt mange ting undervejs, der underminerede deres projekt, men de tror på en karakter lidt over middel. Og det får de.
"Jeg synes det er et rigtig flot og spændende projekt, og jeres mundtlige præstation harmonerer med det indtryk, vi har fået fra læsningen af det, så I får 10."
De fem ti-taller er allerede griflet ned på eksamenspapirerne.
