Læsetid: 4 min.

Det sidste hold af mænd

8. november 1996

TROVÆRDIGHED slides stedse hastigere op i dansk politik. Poul Schlüter nåede at regere i ti år, før han var moden til udskiftning. Hans efterfølger har endnu ikke holdt sit fire-års jubilæum, og tilliden begynder at flosse grimt.
Forestil Dem, kære læser, som ikke ønsker at tabe troen på det parlamentariske system, at en ny regering trådte til med følgende fanfare i trontalen:
"Vor første opgave som regering er at optræde således, at vælgerne genvinder troen på, at der er politikere i Danmark, der står som mænd bag deres ord. Vi vil ikke svigte vor fortid. Der ses hen til os med forhåbning, men også med ængstelse. Der er mange, mange, der siger: Disse mænd tror vi, men det er også det sidste hold af politikere, vi tror. Hvis disse mænd også svigter, så er der mange, mange - og især mange af de bedste - som vil sige, at nu er deres tro på, at denne nation virkelig kan bære offentlige mænd frem, som vil stå fast på deres standpunkter, knækket for bestandig."

TILGIV DEN lidt gammeldags sprogbrug - og forestillingen om, at kun mænd kan være ministre. For ordene har nemlig været sagt fra den høje talerstol. På syngende sjællandsk af Konsejlspræsident C. Th. Zahle i november 1909, da den første radikale regering fremstillede sig for Rigsdagen.
Den tillidskrise, som Zahle lovede at overvinde, var skabt af den største ministerskandale i landets historie. 13 måneder forinden havde Venstres mangeårige lov-og-orden justitsminister P. A. Alberti indfundet sig på Københavns Domhus, ikke for at foretage inspektion, men for at anmelde sig selv for bedrageri, falsk og underslæb for et samlet beløb på 15 millioner kroner. I datidens penge! Gang op med en faktor 25 for at få en idé om, hvad beløbet er i vore dages mønt. Se, det var et tillidssvigt, der ville noget. Pengene fik Alberti fingre i gennem sit dobbelte formandsskab for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse og Smøreksportforeningen. Han besnakkede tilmed sin statsminister I. C. Christensen til at yde et hemmeligt lån til sparekassen på halvanden million, der prolongerede det finansielle cirkus. De tilsvindlede midler havde Alberti sat over styr på fejlslagne transaktioner i sydafrikanske guldmine-aktier.
Skandalen kostede varigt Venstre vælgerflertallet og banede vejen for Zahles radikale regering.

DEN POINTE, som er værd at hæfte sig ved, er, at Zahle levede op til sine ord - som han selv havde formet. Det var før de skattebetalte ghost writers. Inden majestæten afsatte Zahle og derved udløste påskekrisen 1920, fik Zahle og hans usædvanligt talentfulde hold af ministre genoprettet tilliden i landets offentlige liv. Regeringen gennemførte på én gang en indenrigspolitik af dybtgående reform og en udenrigspolitik, der holdt Danmark ude af 1. verdenskrig. Mange år efter betegnede den konservative Christmas Møller Zahles regering som den bedste, landet nogensinde havde haft.
Tillid til landets øverste ledelse bølger op og ned gennem den demokratiske del af vor historie. Den politiske og militære katastrofe i 1864 forvandt vi gradvist gennem de følgende årtiers kamp mod den reaktionære forfatning, der blev presset igennem i nederlagets slipstrøm. Og først gennem opbygningen af velfærdsstaten og det vestlige samarbejde lykkedes det i 1950'erne for de traditionelle partier at genvinde den tillid, de havde sat over styr i forbindelse med besættelsen.
At det er muligt at læge demokratiet - ja, at muligheden er en del af demokratiet selv - kan vi også se af det USA, der har forvundet Vietnamkrigens og Watergates dybe traumer.

MEN DET KRÆVER, at det politiske system magter at forny sig selv. Og i et større billede af dansk politik bekymrer det mest at se et system, der mere og mere lukker om sig selv:
Et rekrutteringsgrundlag er de politiske ungdomsorganisationer, hvor unge aspiranter af den linde strøm af tips- og andre støttemidler flaskes op med fiflen og omgåelse som magtens grundkost.
Det er der ikke gjort op med. Tværtimod har moderpartierne nu sat sig eftertrykkeligt på offentlig støtte. Med den rundhåndede selvtildeling af statsmidler har partierne kunnet ekspandere bureaukratier og ansætte unge velskrivende akademikere til at ghost write en flom af syntetiske synspunkter til den offentlige debat. Det får vi ikke mere demokrati af.
Til gengæld får partierne en gevaldig krigskasse at tære på, hvis der skulle melde sig nye - borgerbårne - konkurrenter ved fremtidige valg.
Altså en selvkloning, der må rejse tvivl om evnen til overlevelse. At indavlen også har egentlige genetiske træk, fremgår af, at familiedynastierne - som tidlige-
re påpeget på denne plads - breder sig i de politiske partier.
Og sådan kører cirklen. Stadigt tættere om sig selv, og nedad. I Erik Meier Carlsens i dag udkommende Konger uden land frostklart beskrevet således:
"Partierne domineres af en lille gruppe stræbere, der har reelle muligheder for at indtage nogle af de kommandoposter i politik og økonomi, som partierne stadig har nøglen til, og et lag af 'landbytosser', der vælger partiforeningen som eneste tilbageværende mulighed for at opnå socialt samkvem med andre. Det sunde midterlag af arbejdsomme og nogenlunde kompetente idealister er forsvundet."
Vi elsker dansk folkestyre. Som medie er vi blevet til i en kamp på liv og død for det. Vi begynder at ane, at dets fornyelse - det hold af mænd og kvinder, der skal genvinde vor tro - ikke vil komme fra det partisystem, vi kender i dag.
Hvor er I, spirende, håbbærende kræfter? Giv jer tilkende. Vi er ved at slide det næstsidste hold op.

dr (David Rehling)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her