Læsetid: 3 min.

De sidste kampe

13. december 1997

Hvis man konsulterede International Herald Tribunes sportssider i går, kunne man erkyndige sig om, at Alba Berlin havde slået Olimpija Ljubljana med 82-74 i basketball, og at Sydafrika havde scoret 174 points for tabet af ni gærder i 50 overs i cricket mod New Zealand.
Selv med brug af lup kunne man ikke finde noget om, at Danmark havde vundet kvartfinalen ved VM i kvindehåndbold over Kroatien med 25-21 og nu er klar til aftenens semifinale mod Rusland.
Det er ikke så forfærdelig længe siden, at Dansk Håndbold Forbund havde meget seriøse overvejelser om at nedlægge kvindelandsholdet og koncentrere ressourcerne om mændene.
Heldigvis blev den beslutning ikke ført ud i livet, man beholdt damerne og satsede på ungdomsarbejdet, og en ung ildsjæl af en træner ved navn Ulrik Wilbek gik ind i det som gjaldt det livet - akkompagneret af overbærende smil fra dem, der godt vidste, at det var der hverken fremtid eller prestige i.
Ulrik Wilbek fik ret, og de gamle mænd i håndboldforbundet tog fejl.
Kvindelandsholdets vej fra obskur glemsel til hele landets yndlinge er med rette blevet kaldt nyere danske sportshistories største succeshistorie - uanset udfaldet af aftenens kamp mod Rusland og søndagens kamp om bronze eller (forhåbentlig) guld.
Men inden vi giver helt los for chauvinismen, er det måske rimeligt at fundere lidt over udeladelsessynderne på Herald Tribunes sportsredaktion. De afspejler nemlig, at den internationale sportsverden ser på kvindehåndbold med samme mangel på entusiasme, som mændene i håndboldforbundet i sin tid udviste. Norge og Danmark er formentlig de to eneste lande, hvor en kvindehåndboldlandskamp i fjernsynet kan lægge gaderne øde.

Og øde vil de ligge i weekenden. End ikke en julefrokost med det hele vil kunne udkonkurrere semifinalen og den sidste kamp søndag.
For når ovenstående mavesure bemærkninger er afleveret, så sidder vi jo dér klinet til skærmen. Den mærkelige koleriske og hoppende galning fra Viborg og hans team har vitterlig tilført den glemte disciplin helt nye artistiske momenter. Da det pludselig gik galt mod Makedonien og delvis mod Rusland, var det fordi succesholdet glemte spilleglæden og låste i en gang forkrampet pligtbold.
Spillerne turde ikke lave de vanvittige ting, vi ved, at de kan. Og det egentlige vendepunkt var nok de sidste minutter af kvartfinalen mod Kroatien, hvor sejren var hjemme, og de overgivent gav sig til at konkurrere i artistiske metoder til at brænde oplagte målchancer.
Ikke for at ydmyge deres slagne modstandere, men simpelt hen, fordi boldlegen midt i al virakken sidder dem i blodet. Man kunne endog se træner Wilbek og furien Anja Andersen smile. Til hinanden.
Ikke fordi der ikke bliver spillet hårdt i international top-kvindehåndbold. Det gør der. Spørg blot stregspiller-kampvognen Tonje Kjærgaard, der gang på gang bliver hamret og tromlet ned, men som hver gang kommer op igen og samler de umuligste bolde op med sine blækspruttearme.
Men kvindernes fysiologi sætter alligevel nogle grænser for, hvor meget deres matcher degenererer til kampsport - som i herrehåndbold. Hos kvinderne kan teknikken og boldglæden stadig klare sig mod den rå kraft. Det får vi måske at se i dagens "returkamp" mod russerne.

Efter dette VM er der givet vis en del af "Wilbeks piger" som må gøre sig tanker om fremtiden.
Generationsskiftet er allerede glidende i gang. Marianne Florman blev vraget (lovlig tidligt?), Janne Kolling fortsætter næppe, Rikke Solberg vil nok ikke trække flere veksler på helbreddet, Anne Dorte Tanderup har været opereret fem gange i højre knæ, Anja Andersen har flere gange flirtet med tanken om at tjene penge på sit artisteri i amerikansk professionel basketball osv.
I modsætning til mange andre topidrætsfolk er håndboldkvinderne ikke blevet velhavende af at bruge en meget stor del af deres ungdom på sportsbanen.
Generationsskiftet kan derfor blive barskt, både psykisk og økonomisk.
Lad os håbe, at vi får lejlighed til at hylde dem, når de kommer hjem. De har givet os mange store oplevelser under vejs - så lad os også håbe, at de ikke bliver glemt og ender som sportslige ringvrag. Mange af deres mandlige kolleger fra sportsverdenen har prøvet den tur - og det er ikke den form for ligestilling, der er brug for.kyed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her