Læsetid: 5 min.

Den sidste kanin fra hatten

Berlusconi er et offer for en sammensværgelse mellem kommunister, domstole og dagblade, og hans sidste træk i valgkampen var et bevis på, at han ikke har bestukket en engelsk sagfører
8. april 2006

ROM - Det har ikke været temaer i den italienske valgkamp, at Silvio Berlusconis forretningsinteresser strider mod hans statsministerembede, og heller ikke, at han som forretningsmand er blevet anklaget, og i visse tilfælde dømt, for korruption, regnskabsfusk og skatteunddragelse. Det har ikke været temaer for oppositionen, fordi man af valget i 2001 drog den lære, at det ikke ragede et flertal af italienere en pind, og man har ladet Berlusconi snakke sig træt på påstanden om den store sammensværgelse mellem de røde domstole, dagspressen og de 70 procent af Prodi's Union, han kalder kommunister.

Oppositionen har holdt lav profil for ikke at overlade denne slagmark til Berlusconi, og selv dommernes og statsadvokaturens faglige forening har holdt sig tilbage fra at svare på provokationerne.

Det har heller ikke været et tema i valgkampen, at Berlusconi for nøjagtigt en måned siden, den 10. marts, blev sigtet for i 1997 at have bestukket den engelske advokat David Mills med 600.000 dollar. Sagen fik, som sikkert bekendt, en udløber fra Italien, eftersom Mills var gift med den britiske kulturminister Tessa Jowell. De er nu separerede.

En i Italien uhørt situation opstod i retslokalet i Milano, da dommeren forkyndte, at han havde fundet statsadvokatens begæring om sigtelse funderet. De engelske journalister i salen klappede. Det første retsmøde i sagen Mills er berammet til den 5. juni - hvad enten Berlusconi er statsminister eller ej.

Hvis Anders Fogh Rasmussen eller nogen anden europæisk statsminister havde været i en tilsvarende situation, ville det i det mindste have været noget, man snakkede om i valgkampen. Her har man ikke gjort det.

Indtil Berlusconi i det sidste døgn før spærretid tog ved lære af sit eget fodboldhold AC Milan, der ikke fedtspiller, men hylder tesen om, at angreb er det bedste forsvar.

På et pressemøde fremdrog han et dossier, som hans advokater havde udarbejdet, og som beviste, at han intet havde at gøre med 600.000 dollar til David Mills, og hans ord var disse: "Mens jeg arbejder for Italien, er der ansatte i staten, der konspirerer mod statsministeren."

Vaskede penge hvide

Sagen kort. Fra 1993 til 1999 var der en række retssager, som alle drejede sig om et off shore-selskab på Bahamas ved navn All Iberian, som ifølge anklagemyndigheden, var det sted, hvor sorte penge blev vasket hvide, og som var den kanal, hvorigennem Berlusconis selskab Fininvest betalte bestikkelsespenge til politikere og andre, der havde ydet selskabet tjenester. I sit dossier fra i går benægter Berlusconi, at han eller hans holdingselskab Fininvest nogensinde har haft sorte fonde nogetsteds. Desuden siger han, at han ikke har haft med driften af sine selskaber at gøre siden 1994, hvor han første gang blev statsminister.

Men det er ikke en simpel påstand mod påstand. Højesteret har i 1999 fundet det bevist, at All Iberian tilhørte Berlusconi, og at det var herfra en bestikkelse på 92 mio. kroner tilflød en schweizisk konto tilhørende Bettino Craxi, der som statsminister i 1983 ved et lovdekret forvandlede Berlusconis piratsending til lovligt landsdækkende fjernsyn. Craxi blev dømt in absentia og er i øvrigt siden død. Berlusconi blev dømt, men straffen på 28 måneders ubetinget fængsel forvandlet til ingenting ved et lovindgreb af hans egen regering.

David Mills var vidne i All Iberian-sagen. De 600.000 dollar var hans betaling for at sige, at All Iberian ikke eksisterer, og at han aldrig har fået penge af Berlusconi.

Anklagemyndighedens påstand er, at det var Mills selv, der oprettede All Iberian på direkte ordre fra Berlusconi.

I Berlusconis dossier, som han fremlagde torsdag, optæder en skibsreder fra Napoli ved navn Diego Attanasio, som Berlusconi benægter ethvert kendskab til, og hans dossier viser i fotokopi et signeret brev og en bankanvisning på 10 mio dollar fra Attanasio til Mills.

Den napolitanske skibsreder har to forsvar: Han sad i varetægtsfængsel for anden økonomisk kriminalitet på tidspunktet for pengeoverførslen, men han har givet Mills fuldmagt over for banken Mees Pierson på Bahamas til at foretage alle transaktioner i sit navn. Hvad man på dansk kalder en stråmand, har Berlusconi i valgkampens sidste døgn trukket op af hatten som bevis på sin uskyld og afsæt for et frontalangreb på dem, der er imod ham.

Anbefaler tavshed

Vicepræsidenten for rådet af højesteretsdommere havde i går fået nok og brød tavsheden. Han hedder Rognoni og er kun vice, fordi det er Republikkens præsident, der ifølge forfatningen er formand. Så det var i egenskab af egentlig chef for landets højeste domstol, at Rognoni skarpt beklagede Berlusconis "delegitime-ring" af retsvæsnet og opfordrede til at holde kæft. Det svære ord i anførselstegn betyder, at Berlusconi har kaldt højesteret og nedefter for en bande forbrydere, men over for det har retsvæsenets øverste organ anbefalet tavshed.

Og det anede Berlusconi godt. Inden spærretiden træder i kraft ved midnat mellem fredag og lørdag, er der ikke for nogen aviser, domstole eller aviser tid til at imødegå hans dossier i Mills-sagen eller hans anklager om den store sammensværgelse. Over for marginalvælgerne, som han nu slås om, er det vigtigt at komme ud som offer for den stat, som vælgerne selv traditionelt føler sig fremmede for og ofre for og endnu engang lancere sig selv som den, der lider mest under de statslige institutioners magt. Simplificeret til domstolene. Uanset, at han i fem år selv har været staten.

For fem år siden havde det engelske magasin The Economist en dræbende coverstory før valget: "Derfor er Berlusconi uegnet til at styre Italien". Argumenterne var interessekonflikt og retssager. Siden har Berlusconi kaldt kapitalens og det fri markeds bibel for Ecomunist. I denne uge har Economist også taget ved lære af italienernes ligegyldighed over for en statsministers interessekonflikter og domme eller anklager for korruption og har fokuseret på én ting: Den økonomiske dynamik og velfærd, han lovede for fem år siden, har som resultat, at Italien er Europas syge mand, når det drejer sig om penge. På vej mod argentinske tilstande. Ideologiske reformer som en skolelov, men ingen forsøg på strukturelle ændringer af produktion og arbejdsmarked eller privatiseringer af fortsat tunge statslige engagementer i erhvervslivet. "Basta", skrev The Ecomunist på forsiden. Fjern den mand, hed det i underrubrikken.

Berlusconi er af den del af den internationale presse, der beskæftiger sig med økonomi, blevet dumpet. Samtidig med, at man giver hans modstander Prodi få chancer til at gennemføre den strukturændring, der kræves for at Europas fjerdestørste økonomi igen bliver konkurrencedygtig. Det er virkelig en suppedas.

Og i den vælger Berlusconi som sit sidste træk i valgkampen at trække den kanin op af hatten, at han ikke har bestukket en britisk sagfører.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her