Læsetid: 3 min.

Sidste mand lukker og slukker

Det er bedrøveligt, at Socialdemokraterne i en tid, hvor reformer står øverst på den politiske dagsorden, lægger sig fladt ned og accepterer regeringens skattestop
9. februar 2006

Skal vi sige pænt tak for den store indsats gennem årene og så ellers bede den sidste socialdemokrat om at lukke og slukke efter sig? Er der stadig brug for socialdemokratiske kerneværdier, eller er de håbløst forældede i en moderne verden?

Det socialdemokratiske projekt. Den store social- demokratiske fortælling. Kært barn har mange navne, men fælles for dem alle er, at de er efterlyst her og der og allevegne.

Frihed, lighed og broderskab står der broderet med guldtråd på mange af de røde faner i partiforeningerne rundt om i hele landet. Princippet har været rettesnoren, når skiftende socialdemokratisk ledede regeringer gennem de seneste 100 år har ført an i opbygningen af det velfærdssamfund, vi kender i dag. Et samfund, hvor det ideelt set er individets evner og interesser, der afgør den enkeltes fremtid - og ikke hvilket socialt lag og økonomisk baggrund, man kommer fra. Et samfund med et socialt sikkerhedsnet, der på værdig vis tager hånd om de svageste. Et samfund, hvor man politisk sørger for en rimelig fordeling af muligheder - økonomiske såvel som kulturelle og sociale.

Netop derfor er det så bedrøveligt, at Socialdemokraterne i en tid, hvor reformer står øverst på den politiske dagsorden, lægger sig fladt ned og accepterer regeringens skattestop - om ikke råt for usødet - så i hvert fald kun tilsat en smule sødemiddel.

Et takststop, nedsættelse af huslejen i den almennyttige sektor og en effektiv indsats for at stoppe skattehuller er sympatiske tiltag. Men de ændrer ikke ved det grundlæggende vilkår, at dagens skattesystem ikke svarer til de udfordringer, den demografiske udvikling og globaliseringen stiller os overfor i de kommende år.

Stort set alle partier på Christiansborg har erkendt, at et skattetryk på knap 50 procent ikke kan stige. At der er grænser for skattetrykket er ikke en ny erkendelse. Allerede i det 17. århundrede beskrev Ludvig XIV's finansminister Jean-Baptiste Colbert beskatning som "kunsten at plukke gåsen sådan, at man får flest mulige fjer med mindst mulig hvæsen." Mindst mulig hvæsen afhænger især af, om den offentlige service svarer til forventningerne, og om skattesystemet opfattes som fair og rimeligt.

Mangel på arbejdskraft

Meget tyder på, at der inden for en overskuelig fremtid vil være mangel på arbejdskraft. Derfor er der brug for et skattesystem, der tilskynder til at yde en ekstra indsats. Her er marginalskatterne både i toppen, men i høj grad også i bunden af indkomstskalaen det største problem. I bunden kan samspillet mellem sociale ydelser og skattesystemet betyde, at en ledig oplever, at den økonomiske gevinst ved at gå fra arbejdsløshed til et lavindkomstjob ligger tæt på et stort rundt nul. Det kan løses ad to veje - enten lavere sociale ydelser eller lavere beskatning af arbejdsindkomsten.

Lavere sociale ydelser er uacceptabelt udfra en fordelingsmæssig betragtning, derfor er der behov for et markant højere beskæftigelsesfradag end de 2,5 procent, det er i dag.

I den højere ende af indkomstskalaen ligger grænsen for, hvornår man skal betale topskat ved 311.500 kr.. Det betyder, at 40 procent af de fuldtidsbeskæftigede betaler topskat. Et markant løft af topskattegrænsen vil, udover at føles mere rimeligt af rigtig mange, utvivlsomt også have den positive sideeffekt, at den vil gøre en del af det sorte arbejde hvidt.

Så store lettelser af beskatningen på arbejdsindkomst skal finansieres. Ud fra en rimelighedsbetragtning er det svært at argumentere for, at de arbejdsfri formuegevinster, vi har set på faste ejendom de seneste år, skal gå helt fri.

Samtidig har fast ejendom som skatteobjekt flere åbenlyse fordele. For det første er det en af de eneste robuste skattekilder i en globaliseret verden. For det andet har bolig- og jordskatter langt færre af de utilsigtede forvridende sideeffekter, der er ved at inddrive skatter. Der er altså nok af gode grunde til at gennemføre en skattereform. Men med den socialdemokratiske accept af skattestoppet og den afart af kontraktpolitikken, hvor politik reduceres til et spil Sorteper, hvor de to store partier gensidigt giver hinanden vetoret, må vi væbne os med tålmodighed og nok håbe på en SV-regering.

Eller vi kunne vælge en anden vej: Nemlig at holde fast i, at der er forskel på dem og os. At socialisme og liberalisme ikke er det samme, selv om det kan se sådan ud, når alle tramper rundt inde på midten. At Socialdemokraterne vil noget andet; vil en mere retfærdig og ligelig fordeling af muligheder. Det kan man godt forklare vælgerne. Faktisk tror vi, de vil blive glade for at få forskellene trukket skarpt op.

Lise Thorsen er kredsformand for S, og Lars Weiss er folketingskandidat for S

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her