Læsetid: 3 min.

I sidste øjeblik

16. december 1999

Slavearbejderne får 10 milliarder D-mark (knap 40 milliarder kr.) i godtgørelse for deres ophold i Nazi-Tysklands arbejdslejre.
Tirsdag aften lagde den tyske regering de afgørende to milliarder D-mark på bordet, som sikrede et forlig med slavearbejdernes advokater. Tysk industri og den tyske stat betaler hver fem milliarder D-mark.
Anden Verdenskrigs mest langtrukne pokerspil er forbi - i sidste øjeblik inden det ny årtusinde.
Omkring ti millioner mennesker blev udkommanderet til at arbejde for Tyskland. Østeuropæere blev drevet sammen og sat til at producerede bl.a. våben og fødevarer. Værre gik det de jødiske kz-fanger, der blev tvunget til at arbejde sig ihjel. Med minimale udgifter til mad pinte nazisterne råstoffet muskelkraft ud af dem. Slap deres kræfter op, blev de aflivet.
To millioner slavearbejdere døde inden krigens afslutning, de overlevende mærket for livet. Knækket af kulden, frygten og sulten, mange havde også svære fysiske mén efter bestialsk afstraffelse.
For nogle stoppede pinslerne ikke med deres befrielse fra lejrene: De østeuropæiske slavearbejdere endte bag Jerntæppet, hvor de risikerede forfølgelse på grund af deres 'hjælp' til tyskerne.
Slavearbejderne fra Vesteuropa gik det bedre. Deres hjemlande sørgede for pensioner til de hårdest ramte, og det nye demokratiske Vesttyskland hjalp økonomisk til bl.a. ved opbygningen af den jødiske stat.
De gamle slavearbejderes krav om godtgørelse kunne afvises med henvisning til, at den vesttyske stat hæftede for Det Tredje Rige. Først med den tyske genforening blev det muligt for dem at kræve retfærdighed via retsvæsenet. For de fleste er det for sent, seks millioner af de slavearbejdere, der overlevede krigen, er siden døde.

AT DER SKULLE GÅ 54 år, før forliget kom i stand, er en skandale. At det blev spørgsmålet om slavearbejdernes manglende løn, der tilsidst knækkede den tyske forsvarsvilje, er absurd. Men det var den eneste juridiske mulighed, kredsen omkring docent Klaus von Münchhausen fra universitetet i Bremen så, da han begyndte at organisere slavearbejdernes erstatningssager for 15 år siden. Udsigten til tusindvis af retssager - og de deraf afledte imageskader - tilskyndede 12 tyske virksomheder til endelig i januar at grundlægge en fælles fond, der skulle udbetale engangsbeløb til slavearbejdere. Men trods principbeslutningen, var der endnu langt til en egentlig aftale: Dels var firmaerne og deres modparter uenige om fondens størrelse, dels ville firmaerne sikre sig mod, at slavearbejderne fortsat anlægger retssager. Med den amerikanske regerings accept af forliget bliver lovgivningen nu indrettet, så alle øvrige krav bortfalder.
Hvor meget hver enkelt slavearbejder vil få, er endnu ikke besluttet. Forbillederne Folkevogn og Siemens udbetaler fra deres egne fabriksfonde 10.000 D-mark til hver, uanset arbejdets art og længde. Det beløb skal de 1-2 millioner overlevende slavearbejdere ikke gøre sig håb om at få.

Mindre end 10.000 D-mark for et ødelagt liv? Nej, retfærdigheden har ikke sejret - men det var der heller ingen, der forventede. Om så slavearbejderne så havde fået de 680 milliarder kr., som forskere fra Bremens universitetet havde beregnet arbejdkraftens værdi til, ville beløbet stadig ikke kunne opveje de lidelser, slavearbejderne har oplevet.
Forliget er så godt, som det kunne blive, men det bedste er, at sagen endelig er slut. De fleste overlevende slavearbejdere er omkring 80 år, hvis de skal have gavn af pengene, skal de udbetales nu.
For Tyskland betyder forliget, at slavearbejderne endelig forsvinder fra den internationale dagsorden, og at eksporten ikke skal lide under evindelige nazi-historier om Mercedes, Bayer, Deutsche Bank og alle de andre.
Skænderiet om regningen efter nazisterne er dog langt fra overstået - det vidner de første kommentarer om: Finansminister Hans Eichel har slået fast, at statens andel af udgiften ikke vil blive finansieret over skatterne. En del af beløbet skal hentes ved salg af offentlig ejendom, resten skal delstaterne sørge for.
"Hvorfor vil man tage fra delstater og kommuner?" spørger Bayerns leder Edmund Stoiber - som om han ikke ved, at også kommunerne havde slavearbejdere.

Blandt firmaerne kan det også komme til at gå blodigt til: Hovedparten af de 2.500 virksomheder, der under krigen havde slavearbejdere, er lukket eller solgt. Dem hæfter de nuværende for, men af dem har indtil nu kun 60 meldt sig.
Størstedelen af de berørte virksomheder gemmer sig stadig. Nutidens aktieselskaber skifter ejere hver dag, og de føler intet ansvar for fortiden.
De 60 virksomheder, der vedgår deres ansvar, opførte sig egentlig heller værdigt. Efter flere måneders lurepasning angav de deres yderste økonomiske grænse til fem milliarder D-mark. Halvdelen af udgiften kan de trække fra i skat.wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her