WASHINGTON - Nu er det slut. Officielt og uigenkaldeligt. Og kun minimalt forløst i den ærlige afskedskommentar, som Mike Tyson selv udtalte natten til søndag.
"Det var det. Jeg er færdig. Jeg er ikke god længere, og jeg tror bare ikke længere, jeg har viljen til det. Jeg har ikke hjerte til at fortsætte med at vanære denne store sportsgren," sagde Tyson og blev siddende på stolen efter sjette omgang mod hans modstander, irske Kevin McBride.
I de sene 1980'ere syntes der ingen ende på Mike Tysons destruktionspotentiale. Han var simpelt hen en nihilist i boxershorts, men så længe han blev holdt i kort snor af sin modererende mentor Cus D'Amato og af sin første manager, Jimmy Jacobs, var han en levende legende, som uimodståeligt huggede sig helt til tops i sværvægtsklassen.
Den frygt, han spredte, var så lammende, at det altså skulle komme til at tage over 15 år at få den manet i jorden. Nu er det gjort så eftertrykkeligt, at enhver ung sværvægtsudfordrer må blegne af misundelse over, at det blev Kevin McBride og ikke ham selv, som fik chancen for møde Tyson i ringen.
At det skulle tage så lang tid at bringe myten til fald viser, hvor hypnotisk en rå kraft og voldsparathed, der udgik fra denne gadedreng fra de mest rå kvarterer i Brownsville i Brooklyn - et så dystert sted i sit sammenbrud af alle værdier, at en politikvinde engang brast i gråd, da hun blev bedt om at beskrive de sociale vilkår, som formede Tysons opvækst som dreng og teenager.
Den unge Tyson bar rundt på en slet tilbageholdt vrede, der virkede dæmonisk, når den slog ud i sin umådelige voldsomhed. Når han trådte ind i bokseringen i sorte shorts og sorte sokkeløse støvler var alle formildende lag skrællet af - han skabte i den forstand et ikon, der spredte frygt langt ud over ringen og håndgribelig angst hos så mange af hans modstandere.
Tyson stod for den ubegrænsede vold - og det i en grad, at da han fældede den tidligere verdensmester i sværvægt Larry Homes i Atlantic City i 1988, troede en garvet boksekommentator et øjeblik, at knockoutslaget havde været dødbringende. Senere samme år gik Michael Spinks, en fremragende bokser, tidligere mester og et produkt af den hårde East St. Louis-ghetto fuldstændig i opløsning - frygten havde paralyseret ham, så Tyson åd ham allerede i første runde.
Franarret 14 mio. dollar
Dette var højdepunktet i Tysons trusselsregimente, og det er 17 år siden. Resten handler om udnyttelse og forfald. Om hvordan han skamløst forsøgte at kapitalisere disse tidligere års præstationer, og om hvordan Don King - den berygtede boksepromotor, som retten for nylig beordrede til at tilbagebetale 14 mio. dollar, en brøkdel af, hvad han beskyldes for at have franarret den sorte legende - behændigt formåede at holde liv i Tysons ry så længe efter sidste salgsdato.
I resterne fra Tysons karriere kan man finde forbløffende statistisk bevis for, hvad han engang havde betydet for offentligheden. Han var med i samtlige de fire bedst indtjenende pay per view-tv-events til dato - en af dem var den grotesk fiksede paradeforestilling, som King arrangerede i anledning af Tysons løsladelse fra fængslet, hvor han havde sonet tre år for voldtægt. Hans løn for at være tilstede, da en klubbokser fra Boston - Pete McNeely smed sig ned i gulvet, var 30 mio. dollar.
Sådanne svigagtige motiver lå bag næsten alt, hvad Tyson foretog sig i perioden, efter at han havde måttet afgive sin titel til James 'Buster Douglas' i 1990. Det var dengang han begyndte at kaste sig ud i voldsomme ophidselses- og afskrækkelsesritualer før selve kampen, som kunne have gjort det af med kampgejsten hos en mindre hær.
Men det var en tid, hvor personen Tyson var ude i tovene og bevægede sig på kanten af det totale sammenbrud. Hans manager Jacobs døde. Hans ægteskab med skuespillerinden Robin Givens var en ydmygende katastrofe. Han kørte sin Rolls Royce ind i et træ og forsøgte derpå at forære vraget til en politibetjent. Der gik rygter om selvmordsforsøg, og om at han psykisk var ved at glide lukt ned i afgrunden. Han udtalte til en journalist, der udspurgte ham om værdien af psykologisk forberedelse: "Hvis du ikke kan slås, er du på skideren."
Det lød næsten som en profeti, skønt det skulle tage den tidligere mangemillionær flere år at gå personligt konkurs - det skete i 2003.
Bed øret af modstander
I 1996 kæmpede han mod Evander Holyfield. Hans rådgivere havde bildt ham ind, at Manden fra Georgia var en knækket mand - en teori, de byggede på Holyfields halvhjertede performance mod en oppustet letsværvægter ved navn Bobby Cruz. Men Holyfiled slagtede Tyson ved deres første møde og fik i det næste bidt et stykke af sit øre af Tyson, der nu var så desperat over, at han ikke længere evnede at mobilisere sin gamle slagstyrke.
Da Tyson blev pulveriseret i Memphis for tre år siden af Lennox Lewis - som han havde sparret intenst med i træningslokalet over brandstationen i Catskill, New York, da de var teenagere - stod det klart, at han havde nået bunden. Men der var stadig penge at tjene, og der var stadig en aura, som kunne dupere et publikum, der fæstnede sig mere ved, hvad han havde været, end hvad han var blevet til.
Nøgternt bedømt må det stå klart, at Tysons lange karriere var lige så usædvanlig som den var hul.
I Washington i sidste uge spillede han så atter sin gamle rolle som offer og byguerillahelt. Han besøgte krigsveteraner, der var blevet grusomt vansiret i Irak og favnede dem i deres lielse.
Han drog til det sorte Howard Universitet, hvor han selv gik i skole og blev hyldet som en helt for det sorte Amerika - en mand, som man fandt det passende at placere side om side med Martin Luther King og en kandidat fra universitetet, der var blevet højesteretsdommer. Og han spurgte igen, hvorfor det hvide USA dog hader ham så meget.
Det gamle cirkusnummer virkede så godt som altid - lige til det punkt, hvor han gik i ringen og viste sig ude af stand til at klare den store og teknisk uimponerende Kevin McBride, som han ellers havde lovet at mose til plukfisk. Endnu engang, som det skete i Louisville sidste år mod en anden middelmådig bokser - Storbritanniens Danny Williams - blev Tyson afsløret som en kvaksalver uden virkemidler. Engang var hans produkt sensationelt i kraft af den helbredsfareadvarsel det bar. Nu rummede det intet andet en ekkoet af en gammel og forlængst utroværdig trussel. Nu er dette rungende ekko omsider forstummet.
