Læsetid: 3 min.

Det sidste ord

20. december 2001

Hvis en taler stiller sig på på en skammel for bedre at få ørenlyd og derefter siger noget modbydeligt, er der næppe nogen, der vil kritisere skamlen. Anderledes nok, hvis taleren løftes i vejret af en anden person. Så vil der givetvis være dem, der anfægter den pågældendes motiv til at bruge sine kræfter på netop denne måde.
Men hvad så, når der er tale om to landsdækkende tv-stationer med enorme ressourcer til rådighed? Ja, så sker der det højst besynderlige, at disse stærke medier, som ellers ved mange andre lejligheder højprofilerer sig på evnen og ikke mindst muligheden for at ’sætte dagsordenen’, sporenstrengs kryber ned i det nærmeste mentale pause-akvarium.
I stedet for at tage ansvar peges på meningsmålinger, dvs. på borgerne, eller politikerne som ’de ansvarlige’ for en valgkamp, der nok især vil blive
husket for en i dansk sammenhæng hidtil uset bramfrihed over for de borgere, der ikke kan prale med danske rødder tilbage til lige efter sidste istid.
Anledningen til disse betragtninger er selvfølgelig den rolle, som tv-stationerne tildelte sig selv undervejs i den valgkamp, der sluttede for præcis en måned siden.
Skulle der blandt Informations læsere være enkelte, der ikke helt er med, så kan følgende punkter nok bringe lidt af de tre ugers æterbårne novembermareridt frem i erindringen:
*Fra valgkampens dag ét lod såvel TV-avisen som TV 2 Nyhederne udlændinge være det tema, som der blev produceret flest tophistorier om. Informations opgørelse over tv-stationernes nyhedsdækning, som kan ses på internetadressen fakta.information.dk viser også, at over halvdelen af valgindslagene handlede om de cirka otte procent af landets befolkning, som indvandrere og deres efterkommere udgør.
*Både DR og TV 2 havde på baggrund af hver sin meningsmåling fundet frem til ganske få »tunge temaer«, som DR’s nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen døbte dem – nemlig udlændinge, sundhed, ældre og skat. Og hvis partier på pressemøder forsøgte at trænge igennem med andre emner end de tunge temaer, led de alle stilhedens og ensomhedens kvaler. Tilmed påtog tv-stationerne sig også at blande sig i, hvilke repræsentanter det enkelte parti kunne mønstre til f. eks. en rundbordsdiskussion.
*Begge tv-stationer valgte at tematisere den afsluttende partilederrunde, således at de ti partiledere kun skulle diskutere de tunge temaer. Hvor kedeligt og forudsigeligt det spændte af, overlades til hver enkelt at huske. Men sådan ser det slet ikke ud i tv-chefernes optik: Hvis studieværterne overhovedet skal kunne »styre en meningsfuld debat med 10 partier, så er vi nødt til at lægge en overordnet struktur ned over udsendelsen«, som nyhedschef Lisbeth Knudsen fra DR har formuleret det.
Jamen, er det ikke mageløst? Af hensyn til Morten Løkkegaard fra DR og Lotte Mejlhede fra TV 2 må partierne begrænse sig, ellers bliver debatten partierne imellem meningsløs...
At TV 2 så i den udsendte foromtale af sin afsluttende partilederrunde skrev, at partierne fik »her mulighed for at give deres bud på fremtidens politik i Danmark«, og tilmed kaldte programmet for ’Det sidste ord’, var vel kun at føje spot til skade.
*Begge tv-stationer tog et markant skridt hen imod en ’amerikanisering’ af valgkampen: Langt det meste af opmærksomheden blev fokuseret på de to præsidentkandidater sat op mod hinanden i Topmøde eller Sidste duel, der næsten udelukkende handlede om de ganske få »tunge temaer« – og det hele garneret med buuhende publikum, lårkorte pigegarder eller festlige tågehorn.

Du store verden, hvor skal det dog ende? Svaret er, at det måske knap nok er startet endnu. Tænk bare på, hvad der vil ske, hvis forbuddet mod politiske reklamer i tv bliver ophævet. Så kan de mindre partier lige så godt straks slukke lyset og låse døren til partilokalerne udefra, mens sværvægtere inden for industri, landbrug og finansverden kan hyre endnu flere velbetalte reklamekonsulenter, spindoktorer og medietroldmænd til at definere, hvad vi vælgere mener, hvor meget vi mener det – og hvad de politiske svar så er.
Denne monopolisering af den politiske meningsdannelse, som vil være en uundgåelig konsekvens, ser vi jo allerede de første tegn på:
Hvis partierne bl.a. af hensyn til tv-værternes magelighed skal fratages muligheden for at fremlægge deres egne udspil, deres egne overvejelser og prioriteringer, således at vælgerne i partilederunderne kan se forskellen partierne imellem, hvorfor skal vi så egentlig have ti partier opstillet til Folketinget, når vi kan nøjes med to eller maksimalt tre?
Set på den baggrund var det ikke blot ’udlændinge’, der blev valgets tabere – men navnlig alle os andre.

ud

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her