Læsetid: 4 min.

Det sidste ords forbandelse

Forskeren Jørgen Bruhns bidrag til den hastigt voksende litteratur om Michail Bachtin fokuserer klogt på de tre romanteorier
5. januar 2006

Blandt alle de apokryfe historier, der går om den russiske litteraturforsker Mikhail M. Bachtin (1895-1975), holder mange af os meget af den om, hvordan han i 1950'erne lod et af sine hovedværker gå op i røg, i bogstavelig forstand, vel at mærke: desillusioneret ved udsigten til aldrig at få sin store bog om dannelsesromanen trykt, og samtidig tryg i sin tillid til, at et forlag lå inde med originalmanuskriptet, tog han side for side, bagfra, og rullede dem til cigaretter!

Historien afvises som opspind af Jørgen Bruhn (f. 1968), der med sin bog om Bachtin som Romanens tænker indskriver sig i den forskningsretning, der kaldes den kritisk-konstruktive. Til forskel fra tiden omkring 1970, da Bachtin i Vesten nærmest blev dyrket som anti-stalinistisk ikon, men også til forskel fra visse, især russiske, forskeres helgenkåring af manden som metafysisk forkynder, forholder Jørgen Bruhn sig ædrueligt til litteraten, bogkenderen Bachtin, uden at gå nærmere ind på den indflydelse, dennes forfatterskab har haft på så forskellige felter som lingvistik, antropologi, filosofi og pædagogik. Det berømte begreb om dialogisme begyndte som kold analytisk term!

Efter en kort indføring i Bachtins biografi og en nøgtern redegørelse for faserne i Bachtin-receptionen kortlægger Jørgen Bruhn forudsætningerne for den epokegørende studie i Dostojevskijs romankunst fra 1929.

Romaner som polyfoni

Det er med analysen af Dostojevskijs formsprog, at Bachtin springer ud som en romanens tænker, her han gør sin opdagelse, at forfatteren til Forbrydelse og straf, Idioten m.fl. som den måske første forfatter i historien formåede at behandle sine romanpersoner som subjekter.

Førhen havde æstetisk tonedøve litterater hånet Dostojevskij og beskrevet hans fortæller som en vikar, der dumpede ind en klasse med lutter uvorne elever, snakkende i munden på hinanden.

Bachtin derimod så romanerne som indbegrebet af polyfoni, forstået som en æstetisk gestaltning af helte i en udsigelseskonstruktion, som tillader dem at være subjekter med egne stemmer, styret af en individuel idé.

Heraf udleder Jørgen Bruhn dels en moderne romanæstetik, dels et åbent sandhedsbegreb: 'sandhed' forstået som "en hændelse, der opstår i mødet mellem flere bevidstheder".

Allerede i 1930'erne bliver denne 'jeg-du-relation' imidlertid for snæver for Bachtin, og han udvider nu sin tænkning over romanen dels til en stilteori med centrum i ideerne om "det fremmede ord", dels til original refleksion over romanen som redskab til sproglig gestaltning af komplekse, historisk foranderlige tid-rum-relationer, fortættet i begrebet kronotop, der dækker, hvad man før kaldte for motiver (rejsen, mødet, prøvelsen m.m.), men på raffineret vis samtidig kan udstrækkes til at indfange indholdskategorier - vise, hvordan teksten er i verden, beskrive typer og grader af realisme.

Ligesom ved polyfoni-begrebet er der i Bachtins stilteorier og kronotop-kategorier tale om ufærdige, prøvende udspil, men hensigten er alligevel den ambitiøse at tildele romanen en privilegeret plads - modsat litterære systemer, der tro mod Aristoteles satte dramaet højest, derefter det episke digt, og nede, og helst langt, under dem romanens rodekasse. Hos Bachtin bliver en romanforfatter heroverfor at anse for en humanistisk helt, i hvert fald i det omfang han udsætter sig for "forskelligsprogetheden", dvs. hele det mylder af citeret tale, der fistrer ind gennem ørerne og ud ad mundene på os. Den talende person - og dem kan der som bekendt være mange af i en roman - medbringer altid et specifikt udsnit af forskelligsprogethed, og dermed et perspektiv på verden, en holdning til tilværelsen. En forfatter, der lader dette basale aspekt ved det menneskelige indgå med vægt i sine værker, kan regne med opbakning fra Bachtin.

Teoriernes menneskesyn

I sin stilistiske romanteori går han så langt som til at hævde, at romanen eller det genuint romanagtige er den eneste litterære genre, der er i stand til at inkorporere verdens sproglige, og dermed også meningsmæssige og filosofiske, mangfoldighed i sig. Over for den sprogopfattelse, der deltes af stort set alle andre litteraturvidenskabelige retninger, og som troede på, at der findes ét autonomt og ikke-splittet subjekt, der bevidst vælger sine ord ud fra et sprogsystem, satte Bachtin en tænkning over sprog og form, som gjorde det muligt at læse romanen som udtryk for den altomfattende "verbale hjemløshed".

Jørgen Bruhn fokuserer som sagt på romanteoretikeren Bachtin og holder det meste af vejen sin fremstilling i det litterære spor.

Først til sidst tager han bladet fra munden og drager tre konsekvenser af de tre romanteorier: "Mennesket må ikke behandles som et objekt (polyfonien); mennesket bør have adgang til en perspektivisk og muntert relativeret tilgang til verden (stilistisk romanteori); mennesket bør ikke tvinges til at anse sin nutid for at være mindre rig og fuldbyrdet end et kommende eller et fortidigt nu (kronotopisk romanteori)."

Eller endnu kortere udtrykt: Vi er som mennesker til i en vorden. Døden kan tidsnok indtræffe, men inden da mærker vi den, hver gang det sidste ord bliver sagt.Det sidste ord er ikke sagt om Bachtin og hans tænkning. Men nu, hvor Jørgen Bruhns nøgterne præsentation foreligger, kan samtalen nok blive mere præcis.

Jørgen Bruhn: Romanens tænker. M.M.Bachtins romanteorier. 208 s. Kr. 256,00. Multivers Academic. ISBN: 87-7917-128-1.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her