Læsetid: 5 min.

Sidste slag i krigen mod terrorismen?

Umuligheden af at vinde krigen i Libanon kan få Israel (og USA) til at slå ind på forhandlingsvejen og det internationale samfund til at indsætte en fredsstyrke i ikke blot Sydlibanon, men også de palæstinensiske selvstyreområder
14. august 2006

I snart fem år har verden befundet sig en af USA globalt proklameret krig imod terrorismen eller GWOT, som den officielt er blevet forkortet (Global War on Terrorism). Ved at udmærke sig i sin indsats i GWOT kan amerikanske borgere tildeles The GWOT Expeditionary Medal eller The GWOT Service Medal. På den første og mest 'krigeriske' af de to medaljer ses den amerikanske ørn knuse en orm i sine klør.

Det første store slag i GWOT var krigen i Afghanistan i 2001. Det andet var krigen i Irak. Det tredje og seneste er krigen i Libanon udkæmpes ganske vist af Israel, som har sine egne medaljer at dele ud af, men hverken Israel eller USA har gjort nogen hemmelighed af, at den ene af de tos 'terrorister' også er den andens, og at krigen imod Hizbollah i Libanon også er en krig imod de onde aksemagter Syrien og Iran.

I det mindste er det sådan, at Israel (og USA) lidt efter lidt har forsøgt at motivere den stadig mere destruktive (og selvdestruktive) krigsindsats i Libanon - med at det ikke er en lille, lokal milits, som er modstanderen (og som efter en måneds krig stadig er i stand til daglig at affyre hundredvis af raketter imod Israel), men derimod to velbevæbnede terroriststater, hvis regimer helst burde udskiftes - præcis som i Irak.

Missilernes epoke

Dermed er der meget, som taler for at krigen i Libanon bliver det sidste slag i GWOT. Først og fremmest fordi slaget atter engang er tabt - uanset hvor meget Israel så måtte få succes med at ødelægge Libanon i den hensigt at 'afskrække terroristerne'.

Det er tabt, fordi det ikke lader sig gøre at afskrække den slags fjende, som det libanesiske Hizbollah repræsenterer - lige så lidt som den slags fjende, det palæstinensiske Hamas repræsenterer - medmindre hele den befolkning, som de udgår fra, rekrutterer iblandt og 'gemmer' sig hos fordrives eller udryddes.

I missilernes og masseødelæggelsesvåbnenes tidsepoke findes der ikke nogen geografisk grænse, ingen flodbred eller mur, uden for hvilken en sådan fjende militært kan holdes borte. Ligesom der ej heller findes noget strategisk højdedrag fra hvilket en sådan fjende kan beherskes.

Alt dette havde USA før George W. Bush for længst indset og var begyndt at drage konklusionerne af på samme måde som Israel før Ariel Sharon.

Det var i høj grad erfaringerne fra det palæstinensiske oprør i de besatte områder i 1987 og Saddam Husseins missiler mod Tel Aviv under Golkrigen i 1991, som fik den arrede israelske general og øverstkommanderende Yitzhak Rabin til i 1993 at underskrive Oslo-aftalen med PLO-leder, Yassir Arafat. Den tid var ikke fjern, forudså han, da en aldrig så overlegen militærmagt ikke ville være tilstrækkelig til at sikre staten Israel.

En langsigtet politisk aftale med palæstinenserne var derfor ikke længere et sikkerhedspolitisk hasardspil, men en sikkerhedspolitisk nødvendighed.

I så henseende har intet forandret siden dengang. Det var bare retorikken omkring GWOT, som for en tid forsøgte at få os til at tro det; forsøgte at få os til at tro, at verden befandt sig i en militær krig imod mellem dem, som var på 'terroristernes' side og dem, som var imod.

Da USA for nylig omdøbte GWOT til GSAVE - 'den globale strid mod voldelig ekstremisme' - ville man ifølge New York Times (26.7.06) markere, at striden (altså ikke længere 'krigen') er "lige så meget diplomatisk som militær".

Før krigen i Libanon var det imidlertid endnu usikkert om denne nye forkortelse virkelig stod for en ny politik i Det Hvide Hus eller blot for en ny pr-taktik. Med krigen i Libanon begynder uklarheden at aftage. Israel har med ødelæggende tydelighed demonstreret, at 'krigen mod terrorisme' kun kan tabes. Dette har ført til, at både USA og Israel nu synes i princippet at være klar til at acceptere noget, som de i krigens indledning i princippet var imod, nemlig et FN-indgreb - i dette tilfælde en udstationering i Libanon af store og "robuste" internationale styrker med "et stærkt mandat" til gennemføre FN-resolution 1559 (herunder at afvæbne Hizbollah).

Katastrofal krig

Principielt er der dermed ikke langt til, der også på Vestbredden og Gaza udstationeres tilsvarende "robuste" styrker med "et stærkt mandat" i den hensigt at gennemføre FN-resolution 242, som i snart 40 år har krævet "tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra de områder, de holder besat".

Dermed vil vejen videre være banet for den 'køreplan for fred', som i 2002 blev lagt frem af USA, EU, FN og Rusland, og som imødeser "fremvæksten af en uafhængig, demokratisk og levedygtig palæstinensisk stat".

Med den katastrofale krig i Libanon kan der nu været nået et vendepunkt i henseende til, hvad der gælder Israels nærmest religiøse tiltro til sin egen evne til militært at beherske og afskrække sine modstandere.

Og et tilsvarende politisk mulighedsrum kan være skabt for den tanke, at Israel må begynde også at forhandle med 'terrorister'. I Libanon-krigens tredje uge foreslog f. eks. den tidligere chef for den israelske efterretningstjeneste Mossad, Efraim Halevy, at Israels regering skulle tage direkte kontakt med Irans regering (!) og forhandle "ansigt til ansigt" (jf. The New Republic, 14.8.06).

En mindst lige så nærliggende konklusion er, at Israel umiddelbart begynder at forhandle 'ansigt til ansigt' med palæstinensernes valgte ledere i stedet for at kidnappe og fængsle dem. Og at vejen til fred og sikkerhed for staten Israel uundgåeligt må gå via fred og sikkerhed for en palæstinensisk stat, der værdig til at bære dette navn.

Det er altså på høje tid at få løst en helt anden strid i området, med politik og forhandlinger som hovedvåben og det internationale samfund som medaktør. Også om det så skal kræve nogle 'robuste' indsatsstyrker og 'et stærkt mandat' i baglommen.

Alternativet er ikke til at holde ud at tænke på.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information. Sammen med Joschka Fischer, tidligere tysk udenrigsminister, Peter Singer, professor i bioetik ved Princeton University og den tyrkiske forfatterinde Elif Safak vil han på skift skrive en international kronik hver mandag på denne plads.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her