Læsetid: 3 min.

Sidste udvej

6. november 1996

SELVMORD er en af de hyppigste dødsårsager i verden. 800.000 dør hvert år ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO for egen hånd, mens 856.000 mister livet ved trafikulykker. Næsten lige så mange dør ved selvmord som sammenlagt ved krig (320.000), vold (282.000) og AIDS (291.000).
Velfærdssamfundet Danmark tegner med en af verdens højeste selvmordsprocenter et andet og dystert billede, end det vi ynder at fremstille udadtil. Måske er det denne kollektive fortrængningsmekanisme sammenholdt med den nationale bevidsthed om den enkeltes suveræne råderet over eget liv, der bevirker, at vi står langt tilbage i forhold til de øvrige vestlige lande angående forskning og forebyggelse omkring suicidal adfærd.
F.eks. har Danmark i modsætning til de andre nordiske lande endnu ikke fulgt WHO's anbefalinger om at udarbejde en national handlingsplan for en samlet forebyggende indsats over for selvmordstruede.
Vi taler hellere om nødvendigheden af forebyggelse af meningsløs vold, trafikulykker og AIDS end om forebyggelse af de 1000-1200 fuldbyrdede selvmord hvert år og de ti gange så mange forsøg.
Men nu skal det være. På en stor høring mandag lovede socialminister Karen Jespersen og sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen som omtalt i gårsdagens avis, at der senest i 1. kvartal af 1998 vil foreligge en samlet national strategi.
I første omgang har sundhedsministeren afsat en million kroner til det forudgående udvalgsarbejde.

EN DEL SELVMORD kunne formentlig undgås, hvis det forebyggende arbejde blev intensiveret.
Morten Thomsen og Jeppe Kristen Toft, to af de 45 unge frivillige bag telefonrådgivningen Livslinien, der stod for høringen om selvmords-forebyggelse, kan efter en undersøgelse af amternes tilbud til selvmordstruede konstatere, at otte amter ikke tilbyder opfølgende hjælp til mennesker, der har forsøgt selvmord, med mindre de befinder sig inden for det psykiatriske område.
Det på trods af at man godt ved, at en trediedel af dem, der allerede har forsøgt at tage deres liv i løbet af det følgende år, vil forsøge igen. Der er altså tale om en konstaterbar højrisikogruppe.
Hvorfor i alverden sender det ene amt efter det andet så folk hjem fra skadestuen eller medicinsk afdeling, når de er blevet lappet sammen eller har fået en udpumpning. Uden tilbud om nogen form for hjælp til at ændre den livssituation, der har bragt dem dertil? Det er chokerende.
Der skal skabes en koordinering af den samlede viden og indsats inden for selvmordsforskning, behandling og forebyggelse.
For på trods af at der netop i disse år er en faldende tendens inden for de danske selvmordstal fra 1600 i 1980 til 1200 i 1993 og 997 i 1994 (det seneste opgjorte tal), er tallene stadigt alarmerende høje. Og man ved intet om, hvad der får tallene til at falde eller stige.
I det hele taget er der ikke tilstrækkeligt viden om de socialpolitiske og private forhold, der får folk til at tage deres eget liv eller forsøge det, ligesom det heller ikke er fuldt ud afdækket, hvem der er i risikogrupperne. Hidtil har selvmordsforskningen stort set været koncentreret inden for psykiatrien, men på høringen blev det gang på gang fastslået, at én faggruppe ikke alene kan løse selvmords-problematikken.
En samlet national indsats må inddrage de forskellige faggrupper i et tværfagligt samarbejde. Fordi selvmord rammer bredt.

BAG HVERT selvmord og selvmordsforsøg ligger en menneskelig tragedie. Alligevel forekommer nogle mere forståelige end andre.
F.eks. kan vi på et eller andet plan godt forstå og ville måske selv vælge samme udgang, hvis hele den nærmeste familie blev udslettet ved en trafikulykke. Ligeledes forekommer det forståeligt, hvis en dødsmærket patient selv vælger at afslutte sine lidelser.
Den type selvmord vil nok så mange forebyggende indsatser sandsynligvis ikke rokke ved. Og skal det måske heller ikke. Det er heller ikke sikkert, at nok så brede forebyggelsesprogrammer hjælper uforståelige selvmord blandt veluddannede, socialt velstillede voksne med et godt familienetværk.
Men selvmord og forsøg på samme, der er begrundet i ensomhed, angst, ligegyldighed og tomhed må og skal der gøres noget ved.
Det er en skamplet, at psykisk syge bydes så elendige vilkår, at mange ender med at tage deres eget liv. Det er en tragedie ikke alene for de nærmeste, men for os alle, at 100 unge under 29 år hvert år dør, fordi de ikke ser anden udvej. Og at hver 20. af de unge under uddannelse forsøger at begå selvmord. Med socialrådgiveren Lene Rems ord er det ikke en bestemt gruppe af unge; det er vores børn.

liw (Lisbeth Wissing)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her