Læsetid: 4 min.

Den sidste utopi

24. april 1998

Der er noget vemodigt ved det faktum, at filosoffer - selv de gode - ofte huskes på nogle få slagord. Når forbehold, iagttagelser, videnserfaring og alt det andet, som filosofferne bruger som belæg for deres tanker, er siet fra, står der tilbage - én sentens eller to. Og således er det næsten allerede blevet postmodernismens fader, Jean-Francois Lyotards lod at stå for udsagn som, at "alt er lige godt", selv om enhver kan sige sig selv, at sådan kan intet oplyst menneske mene.
I den danske universitetsverden er postmodernismen blevet en slags svar på den marxisme, der i løbet af 1970'erne og 1980'erne blev opfattet som stærkt dominerende på Bjerget. Det er ikke mindst i denne egenskab, at den har fundet sine tilhængere og modstandere. Til modstanderne hørte naturligt dem, som arbejdede støt og roligt i troen på en bedre fremtid forude, og som i den vulgære alt-er-lige-godt-version af postmodernismen så fremtids fjerne mål suspenderet på ubestemt tid. Tilhængerne derimod hilste en ny tankefrihed velkommen, en ny åbenhed og mulighed for dialog, hvor alt ikke på forhånd blev indskrevet i en given logik.

I Lyotards gennembrudsværk Viden og det post-
moderne samfund (på fransk 1979, på dansk 1982) skriver han, med snirklet fransk akademisme: "At begræde "meningsløsheden" i postmoderniteten består i at beklage, at viden ikke længere hovedsagelig er narrativ."
Hos Lyotard betyder det "narrative" netop den udbredte tendens til at politisere historien, dvs. fortælle den ud fra sine egne givne forudsætninger og i denne proces frasortere de begivenheder, der ikke lige passer ind i billedet. Lyotard tænkte sig, at historieskrivningen er dybt inficeret af forskellige evolutionsfortællinger, der har udlagt Historien som en logisk udvikling henimod det paradis på Jord, som religioner og filosofier gennem århundreder har forjættet os.
Her over for fastholder postmodernismen den loyalitet mod viden og kendsgerninger, der kan vise, at tingene måske hænger anderledes sammen, end man troede. Det er denne tanke, som gav Lyotards gennembrudsbog dens franske originaltitel: La condition postmoderne - altså Den postmoderne tilstand. Det "efter-modernistiske" hentyder til den nostalgi, der altid har været indbygget i den moderne tankegang. Det er nemlig Lyotards opfattelse, at modernismens fremtidstro hviler på en romantisk nostalgi, en længsel efter en konfliktfri urtilstand, man håber på at genskabe i fremtiden.
Modsat står Lyotards postmodernisme for en form for ideologisk minimalisme, hvor historien opfattes som en proces med stadig konfrontation af modstridende interesser.

Det er fristende at tage Lyotard på ordet. og gør man det, må man også se postmodernismen som en station på vejen, ikke som en ideologi i sig selv. I så fald bliver postmodernismen et intermezzo, en renselsesproces, hvor man for at befri sig for forældede tankegange i en periode må gå ud fra, at kun egentlig viden tæller, når Historien skal fortælles.
For hvad nu, hvis de store fortællinger ikke rummer den egentlige "sandhed"? Hvis marxismens eller kristendommens paradis aldrig indfinder sig, hvis liberalismen skønnes at indebære for store ofre til, at man ønsker at udholde dem som tabstal på vejen mod - ja, mod hvad?' Historien rummer faktisk mange begivenheder, der uden for rimelig tvivl har bevist, at troen på et ideelt makrokosmos på mikroplanet kan betyde frygtelige ofre, også selv om ideerne lød godt nok i sig selv.
Problemet med at proklamere "de store fortællinger's død" er naturligvis: Hvad kommer der efter? Vil historien ikke længere kunne forstås i sammenhænge, men overleveres til undrende ungdom som adskilte begivenheder, man ikke kan lære spor af? Og betyder postmodernismen, at enhver form for utopisk tænkning må afmonteres?

Denne skræk er utvivlsomt udbredt, og svaret er enkelt: Det må selvfølgelig ikke ske. At de store ideologier, der har formet de senere århundreders historie, ikke hver for sig rummer hele opskriften på en lykkelig fremtid, fritager ikke for at skelne mellem godt og ondt, barbari og humanisme, udbytning og demokrati. Spørgsmålet er, om det lader sig gøre at forme en bæredygtig moral og livspraksis - også uden begrundelse i et system, hvor belønningen venter forude i en utopi.
Hvis det kan lade sig gøre, er det sandsynligvis fordi, humanisme og demokrati bærer en betydelig belønning i sig selv. Det er rarere at leve frit end at være bange, det er bedre at være med til at bestemme end at blive bestemt over. Den tendens til individuel moralsk stillingtagen, som har karakteriseret 1990'erne, tyder også på, at vi faktisk er ved at gribe den udfordring, Camus lancerede i 1942 med Sisyfos-myten.
Netop når de store fortællinger ligger lavt, når stenen ustandselig ruller tilbage kort før, toppen er nået, når livet synes uden højere mening - så melder der sig netop et behov for at give sin personlige historie en mening, for at engagere sig i sager, mennesker og lokale fællesskaber, som man synes er livet værd.
Og måske - man har jo lov at håbe - er demokratiet i sig selv den nye store fortælling, der følger efter ideologierne. Demokratiet som frihedsutopi, men også som troen på processen, som kampen for en bedre fremtid og som arbejdet for at indlemme de elendige i et menneskeligt fællesskab med værdighed.
Ganske vist er det besværligt ustandselig at diskutere med dem, man er uenig med. Men hvis Historien ikke slutter - ja, så må det være vilkåret. I hvert fald indtil videre.mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu