Læsetid: 8 min.

Det sidste VM?

7. juli 2006

Hvis dette VM bliver det sidste af sin art, har det intet med fodboldspillet at gøre, men med et spil, der har Europas førende finansfyrster og deres rådgivere af EU-kyndige lobbyister som hovedaktører

Pølsespisende, nationalt toptunede fans sejler vanen tro op ad åen iført fædrelandets dragter. Måske bliver det til en smuttur til det olympiske stadion i Berlin med grænse-Tuborg i posen og en klaphat malet i underlige farver.

VM er det største, fodbolden kan mestre. Ifølge FIFA er "magien kommet tilbage til VM". For nogle danskere, som for en stund må sætte nationalismens følelsesregister på standby og panisk forsøge at få en Henry-trøje til at matche den blegfede overkrop, klinger det lidt hult. Men samtidig med Beckenbauers manisk smilende helikopterridt fra by til by og fra stadion til stadion foregår der ting og sager i fodboldverdenens hierarkier, som på radikal vis vil rokke ved magtbalancen. VM i Tyskland risikerer at gå over i historien som det sidste 'rigtige' verdensmesterskab.

Hvem har magten i dag over den globale fodboldforretning? Er det Fédération Internationale de Football Association - i daglig tale FIFA - med den 70-årige Joseph Sepp Blatter i spidsen? Blandt FIFA's mange opgaver er afviklingen af VM. Det er også FIFA, der laver nye offsideregler. Og bytter Golden Goal ud med Silver Goal. Og andre småtterier. Eller hvad med Union Européenne de Football Association (UEFA), FIFA's europæiske lillebror, der har svenske Lennart Johansson i chefstolen, og som er værtsorganisation for den økonomiske mastodont Champions League?

Tro om igen. FIFA og UEFA har deres stolte traditioner dybt rodfæstet i fodboldens folkelige muld. De ved begge, at fodbold i vore dage handler mere om en dynamisk tilpasning til fankulturens købestærke troløshed end om sentimental identifikation med regionens raske drenge. Men den egentlige magt ligger et andet sted. Nemlig i den såkaldte G14-organisation. G14 er en lukket klub. Og Blatter og Johansson har ikke adgang.

Siden de første spadestik i 2000 har G14's dagsorden været at udgøre et magtfuldt alternativ til FIFA og UEFA. I dag er navnet misvisende, for der er 18 klubber med. Minus Chelsea. Dem vender vi tilbage til.

Med EF-domstolen som våben

Som de juridiske regler ser ud nu i fodbolden, har det ingen økonomiske konsekvenser for de nationale forbund og FIFA, hvis Samuel Eto'o fra Cameroun eller Didier Drogba fra Elfenbenskysten skulle blive skadet i en landskamp. Det kommer derimod til at gå hårdt ud over deres klubber, Barcelona og Chelsea.

Det vil G14 meget gerne have lavet om på. De store klubber rundt om i Europa er svært utilfredse med, at de skal betale spillernes stjernehøje gager, mens de rejser rundt med landsholdene. Tænk på en klub som Real Madrid. Eller Arsenal. Hvis Thierry Henry pådrager sig en skade på det franske nationalmandskab, kan det blive skæbnesvangert for træner Wenger. Og lige sådan for Madrids træner. Hvem det så ellers bliver.

Det hele begyndte i april 2004. G14 beklagede sig over, at FIFA krævede de professionelle spilleres tilstedeværelse på landsholdene uden kompensation for den tid, de var væk i deres hjemlands tjeneste, og for de skader, de måtte pådrage sig.

Og i september 2005 blev sagen endnu heftigere. G14 besluttede at gå til EU's øverste domstol. Målet var soleklart. Ifølge G14 skulle den marokkanske midtbanespiller Abdelmajid Oulmers og hans belgiske klub Charleroi have en klækkelig erstatning. Oulmers var blevet alvorligt skadet under en landskamp mellem Marokko og Burkina Faso i november 2004. Oulmers sad efterfølgende otte måneder på bænken for Charleroi.

Marts 2006 har G14 fået blod på tanden. Sagen er ikke et detailspørgsmål. Nej, den rammer helt ind i nerven af G14's kodeks. Det er klubfodbold, der er det vigtigste i det 21. århundrede. Og målet er en endnu større mesterholdsturnering og - ikke mindst - en europæisk superliga. Altså en spansk-italiensk-engelsk-tysk liga, hvor det er hverdag, at Arsenal og Real Madrid tørner sammen. Men for at nå det mål skal FIFA-skuden sænkes. Hvordan gør man det? Man kræver cirka 6,5 milliarder af Sepp Blatters verdensorganisation. Beløbet, som er himmelråbende urealistisk for et 'fattigt' forehavende som FIFA, skal dække de seneste 10 års tab for de 18 klubber i G14.

En ny Bosman-sag

Nogle har spøgefuldt kaldt Oulmers-sagen for en 'ny Bosman'.

Bosman-sagen begyndte med en belgisk spiller ved navn Jean-Marc Bosman. Hans kontrakt med den belgiske klub RFC Liege var løbet ud, og Bosman havde ytret ønske om et klubskifte til det franske hold Dunkerque. Liege satte hælene i. Bosman kunne ikke forlade klubben, før Dunkerque havde punget ud med et klækkeligt overførselsbeløb. Bosman tog til genmæle og hævdede, at eftersom han var EU-borger, havde han ret til at bevæge sig frit fra det ene til det andet land inden for det europæiske arbejdsmarkedsfællesskab.

Bosman havde faktisk juraen på sin side. Han kunne henholde sig til artikel 48 i Rom-traktaten, for dér stod det, sort på hvidt. Den europæiske domstol gav Bosman ret. Nu kunne spillere, som ikke længere var bundet af kontrakter, frit skifte til konkurrerende klubber. Det fik store konsekvenser for europæisk fodbold. Klubber begyndte at skrive kontrakter for flere år, fordi de var bange for at miste deres bedste spillere på det frie transfermarked. Ultrarige klubber som AC Milan, Juventus, Manchester United og Real Madrid kunne nu støvsuge spillermarkedet for profiler, så længe de kontrakter, de tilbød, var lukrative nok.

Og det var de. Men der var stadig retslige ugler i mosen. Da den tidligere klubpræsident Florentino Peréz i 2000 hentede Luis Figo til Real Madrid for 37 millioner pund - en verdensrekord på dét tidspunkt - var den portugisiske højrekantspiller stadig midt i sin kontraktperiode for Barcelona. Europa Kommissionen blandede sig bagefter i handlen, fordi den mente, at det internationale transfermarked var i modstrid med EU-traktaten.

Hvorfor det? Nu havde Figo muligheden for at 'arbejde' i et andet 'land'. Ganske vist blev han i Spanien, og det var jo stadig EU. Men de gigantiske transferforventninger var også med til kraftigt at begrænse spilleres frie bevægelser hen over landegrænserne. Hvad nu hvis Figo helst ville vende hjem til Portugal for at spille dér? I realiteten ville det ikke kunne lade sig gøre, for ingen portugisisk klub havde råd til at købe ham. I så fald ville Figo være tvunget til at blive kontrakten ud i Barcelona, før han kunne skifte til sit hjemland. Kun store klubber som netop Real Madrid og nogle få italienske havde de penge, som Barcelona forlangte.

I 1999 skulle Real Madrid punge ud med 23 millioner pund for den franske landsholdsspiller Nicolas Anelka. Arsenal nægtede at give slip. Men Anelkas advokater havde en god pointe, som Arsenals ledelse gjorde klogt i at følge. Hvis Madrid var tvunget til at betale, hvad der svarede til Anelkas løn i resten af kontraktperioden for Arsenal, ville de kun skulle af med 900.000 pund. Træk lige dét fra 23 millioner! Nej, tænkte de hos Arsenal, så hellere holde fast i de oprindelige 23 millioner. Og fortie de øvrige juridiske omstændigheder.

I 2006, hvor Bosman-effekten for længst er blevet hverdag, er 23 millioner lige til at ryste på hovedet af. Det er peanuts i forhold til, hvad G14 kan vinde, hvis de altså blot slipper for alt det dér landsholdsfodbold.

De fire visioner

For nylig har G14 med hjælp fra et hollandsk konsulentbureau udarbejdet en såkaldt 'vision' for fremtiden i europæisk fodbold. Et blik i den 36 sider lange krystalkugle afslører fire forskellige scenarier, som G14-folket håber kan realiseres.

Et af forslagene sigter mod at afvikle VM hvert andet i stedet for hvert fjerde år. I så fald skal der brydes med en sejlivet tradition, hvor jo netop fireårs-intervallet fra begyndelsen har markeret den tætte parallel til De Olympiske Lege.

Det andet forslag er helt at afskaffe EM-slutrunden og især det alenlange kvalifikationssystem. Et tredje forslag er inde på, at man bevarer EM mod til gengæld at dele Europa op i tre divisioner, hvor det blot er de 16 øverst placerede mandskaber, som får lov at dyste om titlen. Kombineret med både en opryknings- og nedrykningsmulighed vil modellen også få den notorisk irriterende kvalifikationsturnering af vejen.

Og så til det fjerde forslag. Det er interessant, for det er her, G14 for alvor bekender kulør. Man vil nemlig seriøst overveje, om det ikke er mest fair, at traditionelt store nationer som England, Italien og Spanien er selvskrevne deltagere ved slutrunderne. De andre - og det vil altså sige Danmark, Norge, måske Grækenland og andet sjask - må på bedste Melodi Grand Prix-manér pænt kæmpe om adgang via behørig kvalifikation. Dermed sikrer man, at Ronaldo og Ronaldinho ikke er for trætte, når det gælder. Altså ikke til VM, men for Real Madrid og Barcelona, og ultimativt i den superliga, som G14 ser fremtidskonturerne af.

Ind med Don Ø

G14 arbejder i den europæiske klubfodbolds tjeneste. Men væbnerrollen inkluderer også et øget fokus på fodboldens kommercielle og i stigende grad globaliserede rækkevidde. Hvis G14 får held med at øge antallet af deltagende klubber i Champions League-gruppespillet til 48, er det gode nyheder for klubberne lige under Manchester United, PSV Eindhoven, Bayer Leverkusen, og hvad de nu hedder alle sammen. Så åbner man ballet for Don Ø. Og samtidig vinder man markedsandele, bl.a. via tv- og medieeksponering. Vi er da mange danskere, der gerne vil se både Real Madrid og FCK i samme turnering, ikke?

Chelseas træner Jose Mourinho er sur. Hvorfor er vi ikke med i G14, beklager han sig? Problemet er bare, at Mourinho nok ikke skal klage sin nød til Chelsea-bossen Peter Kenyon. Sidstnævnte er nemlig hovedmanden bag UEFA's seneste modtræk til G14's planer om en europæisk superliga. UEFA, som spøjst nok tillige har offentliggjort en 'vision', vil sikre sig de nationale bidder af det lukrative Champions League-måltid og arbejder hårdt på at modvirke G14's fremtidsscenarier, som de mener er apartheid og et goddag til europæiske stjerneturneringer à la amerikansk football. Som de siger: "G14 kunne lige så godt forvandle fodbold til 'American Wrestling', hvor alting er forudsigeligt, fordi alting er planlagt på forhånd. Det ville også betyde enden på landsholdene."

Derfor nægter den stadigt mere rablende Blatter at forhandle med G14. Et eller andet sted neden under al hans ambivalente bulderretorik om fair play, dommerpræstationer og VM-magi har han måske indset, at en dialog med G14 mere vil være et bestyrelsesmøde med Europas førende finansfyrster og deres EU-kyndige lobbyister end en naiv snak om nationale dyster og fodbold som folkeoplysning. Hvilket er et spil, Blatter helt sikkert vil få det røde kort i.

Og derfor er G14's seneste udspil et godt billede på, hvor fodbolden bevæger sig hen. Når Blatters dundertale om få dage toner ud, og de mange topspillere enten skal hjem igen til deres klubber eller flakker troløst videre til den næste af slagsen, er det tid til at indse, at VM er for europæere - ergo er EM en ørkesløs tautologi - samt, at europæere i post-Bosman-æraen holder med klubber i Champions League. Ergo må dén styrkes og af-nationaliseres. Exit Kenyon. Exit UEFA. Exit Blatter. Og intro Don Ø.

Så nyd finalen på søndag. Det kan blive den sidste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her