Læsetid: 3 min.

Sierra Leones borgere ikke engagerede i særdomstol

'I killed your ma, I killed your pa. You will vote for me', lød Charles Taylors valgmoto. I går blev retssagen mod ham indledt i Haag
5. juni 2007

Sierra Leones forhenværende børnesoldater, der efterhånden er blevet voksne, sad klinet til deres radioer, da krigsforbrydertribunalet i går begyndte i Haag imod en af Afrikas mest frygtede mænd, Liberias tidligere præsident.

Taylor, der nægter at anerkende domstolens jurisdiction, er tiltalt for 11 anklagepunkter for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med den støtte, han ydede til Den Revolutionære Forenede Front (RUF) - en oprørsgruppe, der myrdede, lemlæstede og voldtog i tusindvis af sierraleonere i en krig, der varede 11 år og først sluttede i 2002 efter en britisk militærintervention.

RUF var berygtet for sin masserekruttering af børnesoldater, som blev oplært i at skære deres ofres ben og arme af med macheter. Taylor bliver retsforfulgt i Haag ved Særdomstolen for Sierra Leone, fordi både den liberianske og den sierraleonske regering frygter, at en retssag i Vestafrika vil kunne skabe ustabilitet ved at få Taylors tilhængere, mange af dem utilpassede, tidligere børnesoldater, til at rejse sig på ny.

Men retssagen, som vil blive transmitteret per satellit til Freetown, har dog vakt mindre opsigt i Sierra Leone end forventet.

De, som var direkte involveret i den 11 år lange krig - om det var som krigere, eller fordi de i dag er amputerede civile - udviser ganske vist stærk interesse. For størstedelen af den tidligere britiske kolonis anslået fem millioner indbyggere er retssagen imidlertid en ikke-begivenhed.

"Særdomstolen har ikke formået at berøre flertallet af sierraleonerne," siger Morlay Komara fra demokrati-ngo'en Network for Justice and Development. "For at komme videre ønsker folk at se konkrete initiativer, der kan forandre deres liv. Her findes stadig ikke rent vand eller elektricitet. Og endnu engang er det udlændinge, der tjener penge på diamanter. Særdomstolen bliver betragtet som meget dyr og fuld af eksil-sierraleonere."

Inspirerede makker

Taylor er den højest profilerede af de tiltalte krigsforbrydelsesmistænkte i Særdomstolen, som overvejende finansieres af EU. De øvrige otte tiltalte vil blive retsforfulgt i Sierra Leones hovedstad.

Taylor blev født i 1948 i Artington nær den liberianske hovedstad, Monrovia. Efter endt uddannelse i USA blev han embedsmand i Liberia i 1970'erne, hvor han snart fik tilnavnet 'Superlim', fordi penge 'klæbede' til hans hænder. I 1983 fyrede præsident Samuel Doe ham for et påstået tyveri af 900.000 dollar. Han flygtede til USA, blev fængslet, men flygtede.

Da han vendte tilbage til Liberia i 1989 var det for at indlede en blodig krig - først i sit eget land, hvis ledere stadig er for skræmte til at rejse tiltale imod ham og senere i det diamantrige naboland, Sierra Leone.

I Sierra Leone var hans forbundsfælle Foday Sankoh, leder af RUF. Ved den retssag, som åbnede i går i Haag, vil Særdomstolen få at høre, at Sankoh blev rekrutteret af Taylor for at skaffe diamanter til gengæld for våben.

Sankoh, som døde i varetægtsfængsel i 2003, var inspireret af Taylors taktik i Liberias krig med voldtægter og grusomme myrderier. Så brutal var hans krigsførelse, at da Taylor organiserede et valg i 1997 for at kunne udråbe sig selv som 'folkevalgt præsident', skete det under mottoet I killed your ma, I killed your pa. You will vote for me. Sankoh lagde yderligere lag til brutaliteten ved at hverve børn til RUF's geledder og indsætte dem for at dræbe deres familier eller afskære deres lemmer med macheter. Piger blev bortført og misbrugt som sexslaver.

Vil selv køre sin sag

Kendes Taylor skyldig, har Storbritannien tilbudt at lægge fængsel til. Men processen i Haag ventes at strække sig over mindst halvandet år. Alene anklagemyndigheden har bebudet, at man vil afhøre 169 vidner. I forrige uge rejste repræsentanter fra Særdomstolen til Bruxelles for at anmode om yderligere 89 mio. dollar. Charles Taylor dukkede ikke selv op til det første retsmøde. Hans advokat oplæste en erklæring, hvori Taylor siger, at han ikke tror på, at retssagen bliver retfærdig. Derefter pakkede forsvarer Karim Khan sine papirer sammen og forlod salen. Taylor har fyret ham og søger om at få lov til at repræsentere sig selv. Dommer Julia Sebutinde besluttede imidlertid, at retssagen fortsætter trods Taylors fravær.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her