Læsetid: 4 min.

At kunne sige det

Herta Müllers både patetiske og svimlende historie om sin opvækst og ungdom i det rumænske diktatur
25. august 2005

Der er ord, linjer og hele afsnit i Herta Müllers bog, der er næsten ulæselige. Ikke fordi de ikke er præcise nok eller udtryksfulde nok. Tværtimod. De er med deres langsomme og alvorlige pertentlighed trykkende nøjagtige og med det ene billede lagt til det andet, som igen er skudt ind mellem det tredje og fjerde, så omfattende som et mytologisk leksikon. Anstrengelsen - hendes og læserens - er fysisk. Man slæber sig af sted, men kommer aldrig helt frem.

Det er ingen fornærmelse. Tror jeg da ikke. For det er simpelthen, hvad hendes forfatterskab går ud på og beskriver linje for linje. Det er også hendes egen historie.

"Selvfølgeligheden", som hun et sted kalder det, har diktaturstaten Rumænien taget fra hende. Evnen til at se stort på tingene og for alvor selv at tro på det, når hun siger, at "livet er en fis i en hornlygte." Man kunne også sige, at det er ironien, hun har det svært med, og i det hele taget det omtrentlige eller dobbelttydige, fordi hun har fået så rigeligt i en stat, der excellerede netop i omskrivninger af sandheden.

Det skærper opmærksomheden på sproget, man bliver nøjeregnende, når en engel omdøbes til "årsendevingefigur" og fane til "vinkeelement" og kiste til "jordmøbel". Alt sammen af ideologiske grunde, selvfølgelig. Det gør også selviagttagelsen pinefuld og næsten lige så påtrængende som sikkerhedspolitiets overvågning. For hvordan gebærder man sig nu selv i løgnens teater?

Derfor denne overfølsomhed, som ikke er til at slippe igen, og som både kan være skarp og præcis og komisk og irriterende. Det sidste eksempelvis når Herta Müller et sted i Vestberlin, som hun udvandrede til i 1987, støder på en skoreklame forestillende en stiletsko på en mandshånd. Og straks begynder at tale om "gemene krænkelser" og "umotiverede overgreb" og forsikrer, at hun aldrig vil kunne "købe den nydelige plakatsko på grund af den historie om en søndertrådt hånd, man får oveni."

Selvfølgeligheden har hun det svært med. Og med letheden ligger det mere end tungt.

'Mislykket nærhed'

Billederne og billedernes tusind fordoblinger har både en jævn side og en mere kunstnerisk.

De er der af bitter nødvendighed og til daglig brug. Det begynder med "hår" og "sko" og "gulerødder" som en del af et kodesprog, som diktaturstatens aflyttere - "kongen" og hans lakajer - ikke skal forstå. Man taler udenom, bytter på den enkleste måde ét ord ud med et andet, for at det skal dække bare en lille flig af det personlige og private.

Men billederne skal også fortælle en anden historie end undertrykkelsens. Og unddrage sig den historie-oven-i, som diktaturstatens løgnagtige sprog og fornedrelser refleksagtigt gør synlig alle steder, selv de mest uskyldige og i sagesløse menneskers helt hverdagslige bemærkninger om vind og vejr.

Et sted taler Herta Müller om de "indre områder", som sproget ikke kan nå ind til. Måske er det helt derind, billederne skal række. Altså til følelserne og det uudtalelige. Og måske er det lige så umuligt, som det lyder. I hvert fald sammenfatter hun: "At kunne sige det". Hvis ikke jeg bestandig havde haft det ønske, var jeg ikke gået så vidt som til at afprøve navne for mælketidslen for at kunne tiltale den med dens rigtige navn. Uden dette ønske havde jeg ikke forårsaget den fremmedhed rundt om mig selv som følge af mislykket nærhed."

Patetisk

Fremmedhed og mislykket nærhed, det er så langt, hun når.

Man kunne kalde det hendes poetik, men det ville hun til gengæld ikke bryde sig om. Der findes de forfattere, der lader deres "særlighed beundre som et lille stykke bladguld", konstaterer hun tørt et sted. Særligheden eller "det fremmede blik", som er et tilsvarende ord for altid at være på nogle skridts afstand af tingene og altid slæbe diktaturet med sig, ligesom sneglen slæber sit hus på ryggen. Men kunstneren behøver ikke gøre sig til, for ingen af delene skyldes skrivearbejdet, men derimod biografien. Eller erfaringen, simpelthen.

Den erfaring forvandler hun indimellem, synes jeg, til foragt over for dem, der ikke deler den. Disse "vestlige tidsskriftmagere hvis liv aldrig er blevet forpurret af repression", de "har hovedet fuldt af bøger, men ingen af disse bøger har gjort dem blot en detalje af ufriheden begribelig." Det er da muligt, men hvad så? Altså bortset fra, at det er endnu en understregning af afstanden og "det fremmede blik". Eller ensomheden, som det siges ligeud et andet sted.

Jeg synes som antydet også, at Herta Müllers intense og kompromisløse jagt på en sproglig sandhed ofte bliver unødigt patetisk. Og med fare for at lyde som en af de vestlige tidsskriftmagere, der ikke har forstået et suk af det hele, så forekommer det mig også, at det patosfyldte er et svagere kort at spille end ironien og letfærdigheden. Og måske diktaturforfattere som Stefan Heym, Bohumil Hrabal og Peter Nádas ville sige det samme.

Læserens svimmelhed

Men apropos bøger om og dokumentation af ufriheden: Hvad Herta Müllers bog har at fortælle om hendes personlige biografi og om de konkrete møder med diktaturstaten er ikke bare skræmmende læsning, det er også en velkommen konkretisering af det ustoflige og de mange omskrivninger. Man forstår det faktisk godt, bilder jeg mig ind. Farens forhistorie i SS, hans dybe alkoholisme. Morens deportation og oplevelserne i lejren. Herta Müllers egne og hendes venners bizarre oplevelser med overvågning, forfølgelser, chikanerier, mordtrusler, latterlige, skræmmende uhyrligheder.

Man forstår det godt.

Ikke som nøgen dokumentation og kedsommelig kildeskrift, men som en del af det virkeliges absurditeter og dermed som forudsætning for "vildfarten i hovedet" og "det poetiske chok", som Herta Müller kalder det et sted. Det er en fornuftig dialektik, og hun beskriver den meget præcist. Det er en balancegang, siger hun, mellem "at røbe og at hemmeligholde", mellem det virkelige og det opdigtede. Mellem tingen og billedet.

Hvor den balancegang lykkes, bliver man som læser selv svimmel af afstand og fremmedhed, lige meget hvad Herta Müller så måtte tro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her