Læsetid: 2 min.

At sige sandheden

Rigtige politikere lyver altid, men nu bliver det indviklet: For hvad nu hvis den ungarske premierminister løj, da han sagde, at han havde løjet?
22. september 2006

Gaderne i Budapest blev forvandlet til rene rabalderstræder, da det kom frem, at Ferenc Gyurcsany i en tale til Socialistpartiet indrømmede, at han og hans kumpaner i regeringen havde løjet: "Vi løj om morgenen, og vi løj om aftenen," lyder den nu herostratisk berømte sætning.

Jamen, sådan kan man da virkelig heller ikke sige!

Nu har vælgere i alle lande gennem generationer vænnet sig til, at rigtige politikere... de lyver altid. Det er det første, de lærer på den allerførste skoledag i den politiske skoles 1. klasse A.

Så skal man jo blive forvirret, når ens premiereminister pludselig bryder spillereglen. I fodbold var han blevet udvist på stedet af dommer Kim Milton.

Store løgnere

Historisk set var allerede Bismarck ude med formuleringen: "Der bliver aldrig løjet så meget som før et valg, under en krig og efter en jagt."

Siden har alle de store politikere set det som deres fornemste opgave at lyve: Stalin, Nixon, Clinton, osv. ligesom Bush, Blair og Fogh næppe var blevet genvalgt, alle som en, hvis de ikke havde løjet og løjet.

Emnet har også optaget store dramatikere som Henrik Ibsen ("Man skal ikke tage løgnen fra gennemsnitsmennesket") og Moliere ("Nogle gange er det bedst at skjule lige, hvad man mener, selvom ordene bli'r hule.")

På dansk er der skrevet romaner som Løgneren (Martin A. Hansen) og Løgn over løgn (Henrik Stangerup), og for nylig kom Kenneth Plummer fra Danmarks Radio helt galt afsted, da han sagde sandheden: At han havde tænkt på, om det var ham, der burde gå af og ikke økonomichefen.

Sådan gør man simpelthen ikke i de kredse.

Hidtil uset manøvre

Ret beset kan en politiker vælge mellem to slags damage control, hvis han direkte bliver grebet i en stor løgn. 1. Indrømme blankt og straks bede om nåde. 2. Benægte fakta. Det sidstnævnte er det mest almindelige. Det førstnævnte går muligvis an.

Den interferens, som Ferenc afstedkom, skyldes imidlertid noget hidtil uset i politik. Han indrømmede løgnene ganske frivilligt og aldeles uopfordret.

Det rejser uden videre dette spørgsmål: Kan man gå ud fra, at han sagde sandheden, da han sagde, at han løj?

Det kan man selvfølgelig ikke. Ligger nærmest implicit i sagens natur. F.eks. kan ordene være tænkt som en peptalk til regeringenskammeraterne. New management, De ved.

Men nu begynder det at blive indviklet rent filosofisk, for hvis han løj, da han sagde sandheden, talte han så sandt, da han løj? Eller rettere: Talte han sandt, da han ikke talte sandt, og løj han, da han ikke løj?

Vi ved det ikke, og vi får nok heller aldrig sandheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu