Læsetid: 3 min.

Hvad siger det, som kulturministeren siger?

Hvem dominerer, når 'de vestlige værdier' og 'den nationale kulturarv' mødes i samme tale?
30. september 2005

Der var lagt op til sæsonens nemmeste hit, en lidt tarvelig, men ret sikker træffer: Kulturminister Mikkelsen kom til det konservative landsråd med en tale i tasken. Han havde sat samtidens politisk korrekte klichéer sammen til en tale, der måtte kulminere i ordene: "Vi vil kæmpe for vestlige værdier som demokrati, ligestilling og menneskerettigheder."

Det er godt at vide, at kulturministeren vil føre en kamp for noget, alle i Danmark er enige om. Det svarer ikke til, at han stillede sig op og krævede, at fra nu af skulle alle lave mad i køkkenet. Det svarer til, at han sagde det og samtidig erklærede madlavning i køkkenet og søvn i soveværelset for 'en lang og sej kulturkamp'.

Brian Mikkelsen udråbte kampen mellem vestlige værdier og fundamentalisme til den nye front i kulturkampen. Det måtte naturligvis gå ud over muslimerne og deres parallelsamfund, som "praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange". Men kulturministeren kunne ikke begrænse sig til én fjende. Han gik også til angreb på "den multikulturelle ideologi" og "kulturradikalismen".

For at ramme både de andres middelalderlige normer og vores egen grænseoverskridende modernitet brugte han et andet alment våben: Den danske kulturarv. Uden frygt for uheldige historiske associationer kaldte han til kulturel oprustning som den "bedste vaccine mod udemokratiske strømninger". Da ministeren tilsyneladende ikke producerer sine egne tanker, måtte han her låne fra Søren Krarups magtfulde og omfattende opgør med kulturradikalismen. Ligesom Krarup betonede Mikkelsen i sin tale, at den danske kultur ikke er en abstrakt konstruktion. Den er ikke en ideologi, men tværtimod konkret. Den er givet. Som Mikkelsen sagde:

"En middelalderlig kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på dette stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk."

Men den diskurs, der talte gennem kulturministeren, er ikke et forsvar for 'vestlige værdier' og 'demokrati'. Den er derimod udfoldet som kritik af bekendelsen til de vestlige værdier. Kulturministerens bekendelse til en kultur, der er vokset frem af den nationale jord, er af andre brugt til at forsvare nationalstatens suverænitet over de overnationale menneskerettigheder. Som Krarup skriver i Dansen om menneskerettighederne:

"Det er forskelligartetheden, dvs. virkeligheden, menneskelivet af kød og blod, som menneskerettighederne undertrykker. Den øver i virkeligheden vold mod dem og det, der er forskelligt, og som på denne jord skal have lov til at være det og også har haft lov til det - indtil den totalitære humanisme mødte op efter Anden Verdenskrig og satte sig i skaberens sted og ville ensrette menneskene i retfærdighedens navn."

I sin kamp mod kulturradikalisme og multikulturalisme brugte Brian Mikkelsen en nationalkonservativ tankegang, som sætter menneskeretsregimet og de overnationale institutioner som den farligste fundamentalisme. I sin kamp mod muslimerne påberåber han sig selv menneskeretsregimet. Den ene diskurs viser sig som efterklang af jublen over Murens fald: Nu har Vesten endelig vundet. Nu skal vi bare asfaltere resten af verden med vestlige værdier. Den anden diskurs er en oplysningsskeptisk reaktion på præcis den globalistiske foragt for nationalkulturen. Den ene diskurs er optimistisk moderne, den anden er pessimistisk efter det moderne. Det er i Brian Mikkelsens tale modernitetspessimismen, der med den aggressive betoning af de nationale traditioner ender med at korrumpere den moderne diskurs.

Kulturministeren ved sikkert godt, hvad han siger. Men han ved ikke, hvad det, han siger, betyder. Han ved ikke, at den mest uimodståelige nationalisme er den, der forveksler sine egne særinteresser med det universelt rigtige. I dagene efter talen har han gang på gang udtalt, at han er blevet misforstået. Men den, der har misforstået talen på det konservative landsråd, er ministeren selv. For andre borgere giver talen et ubehageligt klart billede af, hvad der sker, hvis man sætter samtidens sikre sandheder sammen til en festsang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her