Læsetid: 6 min.

Hvad der dog siges!

Nu håbede man efter års ørkenvandring i DR med Nissen, at et nyt og mere musisk hoved kunne genskabe eller rettere nyskabe en kultur i det gamle mediehus. Aber nein
27. august 2005

DR's nytiltrådte generaldirektør Kenneth Plummer udtaler ifølge Berlingeren. at det er hans og DR's direktions opfattelse "at man på P1 er meget negative over for USA" og over for en række af partier, der ligger til højre for midten.

Til det er der for det første at sige, at DR's direktion har haft temmelig mange år til at gøre noget ved en sådan højst beklagelig situation, således at en ny generaldirektør på sin første arbejdsdag ikke var henvist til at mene noget sådant. Som sagerne nu står, har den nye generaldirektør ikke andet valg end at fyre direktionen eller i hvert fald de af dem, der har med dækningen af Amerika og de borgerlige partier at gøre, og hvem har ikke det i vore dages medier?

En generaldirektør kan umuligt i sin direktion beskæftige folk, der har misbrugt deres stilling til ensidigt at lade deres undergivne forulempe amerikanerne og Pia Kjærsgaard. Hvis disse folk ikke ligefrem har gjort sig skyld i misbrug, må Kenneth Plummer som ansvarlig generaldirektør offentligt tilkendegive, at direktionens dømmekraft - og her taler vi fortrinsvis om radiodirektør, nyhedsdirektør og tv-direktør - er for ringe eller direktørerne for dumme til at beklæde så høje embeder.

For det andet er der at sige til et sådant udsagn: At man på P1 er meget negative over for USA, er så uoriginalt, at gode rådgivere burde have rådet den nytiltrådte novice i P1-branchen til at holde hesten og studere det udsatte hus' historie.

I sin tid da f. eks. Christian Winther fra Washington rapporterede om Watergate- skandalen rullede den daværende toneangivende højrefløj sig ud og kaldte Winther antiamerikansk og P1 det samme. På lignende vis førte radioens dækning af Vietnam-tragedien og kritikken af krigen i USA til beskyldninger fra højre fløj om uamerikansk virksomhed.

Også i vore dage er en krig i fuld sving. Kritikken af USA har været langt mere afdæmpet i denne omgang, skønt man godt kunne forvente den skarpere, eftersom den amerikanske præsidents krigsbegrundelser - ligesom den danske statsministers, hvis ekspertise på feltet er stor - mere ligner kreativ bogføring end saglig argumentation.

Tidligere var anti-USA ok

Radioen har ikke i udpræget grad været negativ, ikke mere end hvad radioen - og her tænkes på det Orientering, den nye generaldirektør især går efter - har kunnet samle op fra den amerikanske debat. Det er jo dog i det store og hele, hvad danske medier har at hente, ligesom Christian Winther i sin tid også rigeligt lod sig inspirere af regeringskritiske dagblade som New York Times og Washington Post.

Sidstnævnte fældede som bekendt en forbryderisk præsident og reddede det amerikanske samfund fra en måske uoprettelig regeringskrise og et smerteligt traume. End ikke Winthers kritikere dengang turde hævde, at Woodward og Bernstein eller før dem Walter Cronkite og mange andre Watergate-mistænksomme eller antikrigsfolk, var antiamerikanske. Disse udmærkede journalister levede blot op til den vestlige pressetradition, som også dyrkedes i DR dengang, og som et af de få steder har fået lov at overvintre i mild form i radioens Orientering.

Hvad der sendes i P1, hvis direktør jubler over kanalens stigende pluralisme, som man - uden at gå Leif Lønsman for nær - også kunne kalde den rene leflen for den laveste fællesnævner og overfadiskhed og lysår af life-style pludder, bør man måske vente med at bedømme, også som ny generaldirektør, til man har sat sig bedre ind i tingene og måske har gjort sig sit eget ståsted mere klart.

Er Plummer bare pro

Måske er det ikke de ynkelige rester af det kvalitative P1, der er så forfærdeligt meget anti, måske er det hr. Plummer, der er fanatisk pro? Hvem ved andre end generaldirektøren selv. Også kun han kan se ind i sig selv og ransage, om han giver Berlingeren denne udtalelse for at stå sig godt med det krigeriske borgerlige flertal i og uden for bestyrelsen. Måske. I så fald er det en farlig strategi, også når man betænker Plummers skrabud for de borgerlige partier, der ifølge ham selv altså skulle være særligt skidt stillede i programmerne. Sådan noget vås.

I Fogh Rasmussens toptunede tidsalder har P1 som TV-Avisen praktiseret rent mikrofonholderi. Der stilles så at sige aldrig opfølgende kritiske spørgsmål til ministrene eller regeringspartiernes talsfolk.

At det er svært at finde analytikere, der udtrykker borgerlige standpunkter, hænger da for fanden sammen med, at ordentlige analytikere ikke udtrykker standpunkter, men analyserer så godt de kan.

Dette har ofte kritikkens anstrøg og opfattes gerne misforstået som venstreorienteret, som dengang med Christian Winther, der ved fintællingen viste sig at være en slags venstremand.

Det overfald den nye generaldirektør har udsat det allerede for længst kvalitetsmæssigt lemlæstede P1 for, med særlig adresse til den snart sidste lomme af faglig anstændig nyhedskommentarvirksomhed i Orientering, er ganske bemærkelsesværdigt for en nytiltrædende topleder, der - for at gøre situationen endnu mere grotesk - ikke fremlægger materiale, der understøtter hans påstand, hvad han selvfølgelig heller ikke kan.

Det ville svare til, at en ny direktør på en pølsefabrik som sin tiltrædelseserklæring udtalte, inden han havde taget så meget som et gnav af en pølse, at dele af virksomheden fyldte svinebørster i farsen, og alt for mange ansatte ikke kunne fordrage pølser, men undergravede produktionen.

Ny ørkenvandring i DR

Man behøver ikke at læse Børsen til hverdag for at vide, at en sådan direktørs funktionstid på pølsefabrikken ville blive overskuelig. En ordentlig bestyrelse og dennes formand ville ved et udsagn som Plummers reagere på stedet: Det var bare ærgerligt, hr. Plummer, tak for kaffe, nøglerne til Deres kontor kan De sende med posten helst uden afsender, tuttelu og hils børnene!

Det er udsagn som Plummers, der er fortvivlende. Nu håbede man efter års ørkenvandring med Nissen, at et nyt og mere musisk hoved kunne genskabe eller rettere nyskabe en kultur i det gamle mediehus. Aber nein, derfra skal man efter dette nok ikke vente andet end mere vitalitet i TV-Avisen, det sagde han også! Tænk hvis den nye generaldirektør havde efterlyst mere omtanke, mere eftertænksomhed, mindre sorgløshed, mindre tomt hastværk og hæsblæsende selvforelsket falsk veloplagthed, færre overbetoninger og mere tekstforståelse, mere fokus på de større sammenhænge og mindre på lokalt fnidder fnadder og kongerøgelse, mere vægt på kritiske spørgsmål og konsekvent opfølgende dækning af kontroversielle emner, osv.

Nægt at betal licensen

DR kan man på denne baggrund som kritisk indstillet borger godt opgive. Institutionen har næppe seriøs fremtid. Man burde starte en licensnægterbevægelse, hvis man gad.

Så er der andre udsagn der også er fortvivlende; fortvivlende morsomme. Det var den tidligere familie- og forbrugerminister Henriette Kjær, der på et konservativt pressemøde om det personlige ansvar, som partiet går stærkt ind for. Som nogen husker, kom Henriette Kjær ud i noget snavs, fordi hun og hendes mand ikke kunne finde ud af noget med afbetalinger. Dum historie.

Hårdt presset af nogle nyhedshistorier i fortrinsvis Ekstra Bladet, måtte ministeren, der i øvrigt i sin tid lavede småfusk med folketingsstedtillæggene sammen med den nuværende justitsminister, til sidst trække sig. Hvem kunne trods alt have tillid til en forbrugerminister, der på grund af udvist dumhed og letsindighed, betaler ågerrenter på en multimilliongæld.

"Hvis der er nogen, der har taget et personligt ansvar, så er det vist mig," sagde Kjær til samme Ekstra Blad på pressemødet.

"Da der skete nogle ting i mit privatliv, tog jeg konsekvensen. Jeg har ikke bedt staten om hjælp. Det er en opgave jeg selv skal klare".

Man kan godt høre, at Kjær har en rigtig spindoktor til ægte: Tage ansvaret! Det var hun sgu da tvunget til! Og hvad er det med at tage konsekvensen? Det var hun også tvunget til, og havde det stået til H. Kjær, var sagen aldrig kommet frem, og hvis hun havde bedt staten om hjælp i den situation, havde hun fået et bøjet søm og trutte i sammen med spindkoktoren. Og hvad med kreditorernes penge?

Skamløsheden kender ingen grænser. Det er læren - også af den historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu