Læsetid: 5 min.

Et signal til kommende flygtninge: Så bliv dog væk

Starthjælpens vigtigste funktion er at afholde flygtninge fra at komme til Danmark, siger Dansk Folkepartis Søren Krarup. Sammen med fætteren Jesper Langballe drog han i foråret 2002 på en personlig redningsaktion for at redde Danmark mod 'den katastrofale indvandring'
8. december 2006

Dur ikke. Økonomiske eksperter og oppositionen raser over starthjælpen. Den lave sociale ydelse fastholder de mest udsatte mennesker på bunden af det danske samfund, lyder kritikken. Men hvorfor overhovedet fastholde starthjælpen, når den ikke virker? Hvorfor fastholde mennesker i fattigdom i dagens Danmark?

Regeringen har igen og igen brugt argumentet: "Det skal kunne betale sig at arbejde."

Men starthjælpen blev i sin tid vedtaget under en helt anden dagsorden: Nemlig at begrænse antallet af asylansøgere til Danmark. Den lave sociale ydelse til de nyankomne flygtninge var med andre ord en meget vigtig brik til at gøre Danmark til et mindre attraktivt land, forklarer Søren Krarup.

Derfor skal starthjælpen i langt højere grad ses som en klar form for kommunikation til "alle dem fra de fremmede lande," siger Søren Krarup. Sammen med fætteren Jesper Langballe drog han i foråret 2002 over til integrationsminister Bertel Haarder for at forhandle en af EU's skrappeste udlændingelove i hus.

'Man kan ikke stå udenfor'

Det var i efteråret 1968, at Søren Krarup og Bertel Haarder mødte hinanden for første gang. Studenteroprøret var i fuld gang, og Krarup havde netop udgivet bogen Demokratisme. En bog, Bertel Haarder var meget begejstret for.

Søren Krarup har siden 60'erne været en af hovedeksponenterne for et national-konservativt opgør med kulturradikalismen, de utopiske ideologier, det ufolkelige politiske system, EU, menneskerettighedstænkningen og den såkaldte humanisme. Og Bertel Haarder, der selv var led og ked af den venstreorienterede bevægelse i slut 60'erne, var fascineret af den provokerende Krarup.

Efter en hidsig debat på Aarhus Universitet mellem Krarup og forfatteren Ebbe Reich kom en meget tynd studerende hen til Krarup.

"Goddag mit navn er Bertel," sagde stemmen og rakte hånden ud mod Krarup.

I foråret 2002 mødte de så hinanden igen. Krarup havde op igennem 80'erne fået en ny passion. Han ville stå vagt om den for Krarup "fuldstændige uansvarlige indvandringspolitik". Sammen med fætteren Jesper Langballe havde han sagt ja til at stille op til Folketinget for Dansk Folkeparti. Ikke som politiker, men som vogter af danskheden. Vogter af Danmark.

Krarup så indvandringen under Poul Schlüter (K) og Poul Nyrup Rasmussen (S) som en akut trussel mod nationen. Politikerleden kunne ikke længere holde ham tilbage fra en fast plads i Folketinget.

"Man kan ikke blive ved med at opfordre andre til at slås og så selv stå uden for," siger Søren Krarup, når han i dag tænker tilbage på opringningen om at stille op til Folketinget for Dansk Folkeparti.

Et år før novembervalget i 2001 havde fætteren Jesper Langballe modtaget en lignende opringning fra den daværende pressechef Søren Espersen. Et folketingskandidatur var ledigt i Viborg. Langballe diskuterede situationen med Krarup. Sammen havde de startet oprøret mod indvandringen med 'Komiteen mod Flygtningeloven' tilbage i 1986. Hvis Langballe fik muligheden for at gøre noget ved indvandringen til Danmark, så skulle han gribe den, lød rådet fra Søren Krarup, og han brugte et billede fra den islandske saga til at overbevise Langballe: "Det er bedre at dø med støvlerne på end at dø strådøden."

Den 6. maj 2002 blev Jesper Langballe og Søren Krarup sendt i byen af Pia Kjærsgaard for at lave en aftale om en ny udlændingelov. Et flertal af vælgerne havde krævet stramninger, og det var nu op til Dansk Folkeparti og Bertel Haarder at nå til enighed.

Når Pia Kjærsgaard ikke selv tog af sted, skyldtes det en væsentlig ting. Den personlige kemi mellem DF-lederen og integrationsministeren var dårlig. Bertel Haarder kunne ikke udstå Pia Kjærsgaard, og fagligt matchede de ikke hinanden.

"Hvis jeg skal være højtidelig, så var det et nationalt spørgsmål, der skulle løses. Det drejede sig naturligvis om at få styr på den katastrofale indvandring. Det var det pres, vi var under. Vi følte os af vores samvittighed drevet til at få rettet op på nationen. Jesper og jeg skulle have styr på indvandringen. Det var hovedformålet," siger Søren Krarup.

'Man skulle ikke tro, du var præst'

Undervejs i forhandlingerne kommer det voldsomme ordvekslinger mellem de to fætre og Bertel Haarder.

"Man skulle fandeme ikke tro, at du var præst," råber Bertel Haarder efter Jesper Langballe, da denne har foreslået, at folk med psykiske eller fysiske handicap ikke skal have dispensation for dansk indfødsret - statsborgerskab.

"Hverken Jesper eller jeg mente, at man kvalificerede sig til at være dansk statsborger, fordi man var psykisk syg. Bertel var hidsig, og jeg ved ikke, om det hænger sammen med, at han selv har en søn, der er meget syg. Der var nogle ophidsede ordvekslinger. Ved en lejlighed var han ved at smide en stak papirer i hovedet på mig," siger Søren Krarup. Han fremhæver, at samarbejdet med Bertel Haarder var godt, men under Rikke Hvilshøj er det lykkedes de to fætre at komme endnu længere.

"Jeg var uvidende dengang, og vi ville gerne stramme endnu mere end Bertel," siger Søren Krarup.

"Vi vil stadigvæk stramme mere end regeringen, men jeg må sige, at vi har et fortrinligt godt samarbejde med Rikke Hvilshøj. Hun var modsat Bertel indstillet på at stramme reglerne for indfødsret betydeligt. Jeg er dybt imponeret over hendes dygtighed, hendes velbegavelse, hendes præcision. Rikke Hvilshøj er ude for en stadig forargelse fra godhedsindustrien, men hun lader sig overhovedet ikke rykke af den. Det er dybt imponerende af hende."

Udlændingeaftalen fra 2002 rummer udover 24-årsreglen og tilknytningskravet også den såkaldte starthjælp til nyankomne flygtninge. En ydelse, der har været under kraftig beskydning i ugens løb. Dengang som nu handler starthjælpen ikke om mottoet 'det skal kunne betale sig at arbejde', men om noget endnu mere banalt, forklarer Krarup.

"Starthjælpen var afgjort en central brik i regeringens og Dansk Folkepartis overordnede målsætning: Man finder ikke guld på gaden, sådan som man har fortalt ude i Den Tredje Verden. Når man ser på antallet af asylsøgere, så er det tydeligt, at det er noget, der er sivet ind."

Samtidig var det afgørende at skelne mellem folk. Danskere og dem "fra de fremmede lande," siger Krarup.

"Jeg altid har været moralsk forarget over, at folk kan komme rejsende til Danmark fra den anden side af jordkloden og få de samme sociale ydelser som danske statsborgere. Derfor var det helt afgørende, at starthjælpen havde den overordnede funktion, at folk på den anden side af jordkloden ikke bare skulle kunne komme rejsende til Danmark og blive behandlet på lige fod med danske statsborgere"

At landets førende økonomer - de tre vismænd fra Det Økonomiske Råd - finder starthjælpen 'forarmende', har Søren Krarup ikke meget tilovers for.

"Et udtryk om, at starthjælpen forarmer, er en politisk sætning. Forarmer er ensbetydende med at lægge starthjælpen for had. Men det er jo typisk. Gang på gang, møder man disse såkaldte eksperter. Det er jo politikere, der udtaler sig forklædt som eksperter. De har en politisk dagsorden. Sådan er det med godhedsindustrien."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu