Læsetid: 7 min.

Sigøjner-stereotyperne lever

Alle sigøjnerkvinder kan spå, og både mænd, kvinder og børn stjæler som ravne. De stærke fordomme om sigøjnerne findes endnu. En samtale med en dansk sigøjner og et kig i sommerens aviser afslører stereotypernes standhaftighed
24. november 2006

"Vil du ikke spå mig? Jeg vil gerne vide, hvordan det kommer til at gå til min eksamen." Spørgsmålet faldt for et par år siden, da Biljana Muncan sad på biblioteket på Københavns Universitet og talte med en af sine medstuderende.

"Jo, det ville jeg da gerne, hvis jeg kunne. Men jeg aner ikke, hvordan man gør - hverken i kaffegrums, med kort eller i hånden," lød Biljanas svar.

Svaret blev ikke godtaget i første omgang, for hendes medstuderende vidste, at Biljana er sigøjner - eller roma, som hun selv foretrækker at kalde det - og det gav tilsyneladende hendes medstuderende en idé om, at Biljana selvfølgelig kunne spå.

"Det var, som om hun ikke kunne leve med, at jeg ødelagde hendes billede af, hvad en sigøjner er. Den reaktion er jeg efterhånden vant til. Folk bliver tit overrasket over, at jeg hverken har langt hår eller flagrende skørt og ikke rejser rundt i en campingvogn," griner Biljana Muncan.

Vi taler med hende i forbindelse med vores research til bogen Sigøjner - 1.000 år på kanten af Europa, og ligesom andre af vores interviewpersoner lever hun langtfra op til de stereotype forestillinger om de 'eksotiske' sigøjnere. Tværtimod lever hun et ganske almindeligt liv sammen med sin kæreste og sin datter på Islands Brygge i København.

Hun er vokset op i Danmark af forældre, der kom hertil som gæstearbejdere fra Serbien i begyndelsen af 1970'erne, og hun definerer sig selv som dansk roma. I mange år holdt hun ellers - på sine forældres opfordring - sin romabaggrund skjult. Men for fem år siden besluttede hun at være åben om sin etnicitet, og siden er hun gentagne gange blevet konfronteret med det dobbeltsidede billede af sigøjneren, som findes ikke kun i den folkelige kultur, men også i højtuddannede danskeres forestillingsverden.

De vilde og farlige

Sigøjneren har gennem århundreder figureret i fiktionens verden som repræsentant for den absolutte anden. Som den asociale forbryder, der drevet af sine dyriske instinkter skaber kaos i ellers velordnede samfund og som den frihedselskende boheme, der fungerer som kontrast til det småborgerlige livs kedsommelighed, men samtidig som en trussel imod det.

Tydeligst er det måske i George Bizets opera Carmen. Operaens titelfigur er en forførende sigøjnerske fra Sevilla. En rå og sensuel kvinde, som manipulerer sig vej gennem livet med sin skønhed, sin kvindelist og sit venskab med en flok lyssky sigøjnermænd, der lever som smuglere. Efter en slåskamp på den fabrik, hvor hun arbejder, bliver hun anholdt, men undgår straf ved at forføre den soldat, der skal føre hende til fængslet. Soldaten følger Carmen ind i den kriminelle underverden blandt smuglere og tyveknægte, parat til at miste sit job for at vinde hendes kærlighed. Men Carmen vrager ham til fordel for en berømt tyrefægter, hvis mod og elegance i arenaen fascinerer hende. Den forsmåede soldat har svært ved at acceptere Carmens afvisning og følger efter hende ind blandt tilskuerne til en tyrefægtning. Der ydmyger hun ham foran menneskemængden, og i et anfald af rasende jalousi trækker han en kniv og slår hende ihjel. Tragedien er fuldendt. Carmen, den frie kvinde, dør ung og smuk. Hendes morder, en tidligere så retskaffen soldat, står tilbage som den store taber.

Samme billede af de forførende, men farlige sigøjnerkvinder og deres maskuline og dyriske mandlige familiemedlemmer går igen mange steder i film og litteratur - f.eks. i Ian Flemings James Bond-roman From Russia With Love. I en farverig scene i Istanbul inviteres James Bond sammen med en tyrkisk agent til middag hos en sigøjnerstamme. Et internt opgør mellem to af stammens kvinder skal afgøres ved, at de to kvinder slås, til den ene dør, eller taberen accepterer at forlade stammen for altid. Sigøjnerhøvdingen beskrives som "en dramatisk skikkelse", hvis øjne er "vilde og grusomme", mens næsen er "vansiret af syfilis". Hans højre hånd hviler konstant på skæftet af en kort, krum dolk, og når han blotter sine tænder, er det i et "sardonisk smil". Kvinderne, som hen på aftenen lukkes ud af hver deres beboelsesvogn for at få afgjort striden mellem sig, beskrives som stærke og smukke, men også som "spyttende og hvæsende som to gale katte" og som "anspændte, vrede dyr". Sigøjnerkvinderne repræsenterer en fri og dyrisk seksualitet, mændene symboliserer barbarisk klanmentalitet og stejle æresbegreber.

Et mere positivt, men lige så eksotisk billede af sigøjnere giver den svenske instruktør Lasse Hallström i filmen Chocolat, hvor den sensuelle Juliette Binoche udfordrer den bornerte småborgerlighed i en fransk provinsby ved at åbne en chokoladebutik og stifte venskab med en flok farverige sigøjnere anført af den stærke og frihedselskende Johnny Depp.

Striks seksualmoral

Både i opera, roman og film står billedet af sigøjnernes anderledeshed uanfægtet af kendsgerninger, der peger i en ganske anden retning: at romakvinder typisk har været underlagt en streng social kontrol og en langt striksere seksualmoral end majoriteten, for eksempel. Og ikke nok med det. Også i den akademiske verden, hvor fakta burde spille en langt væsentligere rolle, har fordomme og myter fået lov at overleve gennem århundreder. Det påviser Biljana Muncan i den specialeafhandling, som hun afsluttede sit historiestudium med sidste år. I afhandlingen analyserer hun danske forskeres beskrivelser af sigøjneren fra begyndelsen af 1800-tallet frem til 1940'erne, og en af konklusionerne er, at forskerne stort set konsekvent har fremstillet 'sigøjneren' som en afviger, en trussel mod den herskende samfundsorden. Mens danskerne var et fornuftigt bondefolk, der efterhånden etablerede sig i et moderne velfærdssamfund, var sigøjnerne et impulsstyret folkeslag, hvis boheme-agtige livsstil og lave moral udgjorde en konstant trussel.

Danske fordomme

Sigøjneren har altså i århundreder været et fjende- eller modbillede, som danskerne brugte til at styrke deres egen identitet, konkluderer Biljana Muncan. Og sådan er det tilsyneladende endnu. Det behøver man blot at kaste et blik på de seneste måneders aviser for at konstatere.

Hen over sommeren har der i en række regionale aviser været trykt adskillige politinotitser, hvor tricktyve omtales som "sigøjnerlignende" eller simpelthen som "sigøjnere", og hvor tyvenes etnicitet kædes direkte eller indirekte sammen med en række negative karaktertræk.

I slutningen af august bringer Dagbladet Roskilde f.eks. en notits, hvor det slås fast, at "en gruppe sigøjnere er tilsyneladende i byen, og det er ikke verdens mest ærlige folk", og en anden sjællandsk avis skriver få dage før om to sigøjnere og deres "velkendte arbejde - at sælge glitrende gyldne smykker, som oftest er guld af en meget lav karat eller måske noget helt andet".

Lidt tidligere på sommeren har Dagbladet Ringsted bragt en notits, hvor det slås fast at: "I går eftermiddag er der set sigøjnere i byen, og da netop denne befolkningsgruppe er kendt for at være særdeles langfingret, advarer politiet nu imod dem."

Både journalister og politifolk mener tilsyneladende, at det er relevant og rimeligt at nævne forbrydernes og de anklagedes etnicitet og at karakterisere sigøjnere med en række negative træk.

Også en række positive træk - virtuositet, omstillingsparathed og en "speciel aura" - knyttes i nogle af sommerens artikler til sigøjnerne som etnisk gruppe. Det sker i forbindelse med omtale af forskellige musikalske og kunstneriske arrangementer. Og nogle romaer - både i Danmark og andre lande - dyrker selv denne positive stereotyp og fastholder med udgangspunkt i den, at de som folk har ret til særbehandling.

Nød og fattigdom

"Vi skal have ret til at rejse og bosætte os, hvor vi vil, og have adgang til sociale ydelser i hele Europa," mener f.eks. en fransk roma, vi møder ved en festival i Sydfrankrig.

"Vi har givet spanierne flamencoen. Det burde de være taknemlige for," mener en spansk flamencoguitarist med romabaggrund, vi møder i Granada. Begge ønsker at gøre op med billedet af de tyvagtige sigøjnere og udskifte det med billedet af de livsglade, omrejsende musikere, der beriger de småborgerlige europæiske samfund.

Men spørgsmålet er, om en sådan strategi er gangbar? Biljana Muncan tror ikke på det.

"Sigøjnerne har som regel kun rejst omkring af nød og har levet et liv i fattigdom og elendighed. Alligevel er det, som om folk for enhver pris vil bevare billedet af den fri sigøjner? Måske for at undgå den dårlige samvittighed over, at deres forfædre har tvunget sigøjneren til at rejse fra sted til sted. Friheden er en drøm, som de fastboende projicerer ud på sigøjnerne," siger hun.

For Biljana er den romantiske forestilling om sigøjnerne som livsglade, musikalske mennesker altså ligeså belastende som forestillingen om sigøjnerne som beskidte tyveknægte. For den 'positive' stereotyp lægger ligesom den negative grunden til en ekstrem andetgørelse. Den udskiller sigøjnerne som anderledes og legitimerer, at der kan gælde særlige regler og vilkår for dem. Og dermed er der åbnet for at gå på kompromis med de rettigheder, som burde gælde for alle.

Så er der ikke langt fra spåkonen til den suspekte guldsælger - og fra den uskyldige stereotyp til den offentlige stempling af en hel befolkningsgruppe.

De to skribenter udgiver i dag bogen 'Sigøjnere - 1.000 år på kanten af Europa' (Aarhus Universitetsforlag, www.unipress.dk)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her