Læsetid 5 min.

At sigte med sindet

God fantasy er som en god fodboldkamp, hvor bolden spilles igennem på nogle nye og overraskende måder, siger forfatteren Josefine Ottesen, som med to succesombruste trilogier er et varmt brand i dagens børnelitteratur
14. oktober 2006

"Jeg skriver egentlig ikke specielt for børn, men er bare optaget af de mange muligheder, der ligger i eventyrformens stiliserede udtryk," siger forfatteren Josefine Ottesen, som har været på banen i mere end 30 år som forfatter af såvel billedbøger, højtlæsningsbøger, letlæsningsbøger som - og måske især - en række store fantasyromaner.

Hun er for tiden på en mindre foredragsturné for at møde sine mange læsere. På Albertslund Bibliotek har hun pakket sin store rejsekuffert ud, og på det lange bord bag hende står samtlige hendes udgivelser, et vikingesværd, et samuraisværd og nogle farverige bannere med tarotkort. Der bliver spurgt engageret og bramfrit ind til temaer, personer, inspiration og arbejdsmetode - og forfatteren, der oprindelig er uddannet i USA som skuespiller og klovn, svarer beredvilligt med humor, timing og scenisk nærvær og afslører, at hun i sin research også benytter sig af forskellige meditations- og fantasirejseteknikker.

Efter seancen er der tid til en snak med Information.

"Fantasy er grundlæggende ikke andet end et opblæst folkeeventyr, som står solidt og stabilt på skuldrene af hele den mundtlige fortælletradition. Og det fascinerende ved eventyr, myter og fantasy er, at det er genrer, man kan læse på mange forskellige niveauer. Hvis jeg skriver en ungdomsroman i det sprog, de unge snakker i dag, så er den måske outdated om fem år. Men hvis du arbejder på det, jeg kalder 'det arkaiske niveau', så bliver den ved med at have substans, hvis indholdet ellers holder. I fantasy-genren arbejdes der med meget brede pensler, og det er tydeligt, hvad det er for værdisæt, der er på spil. Tager hovedpersonen et forkert valg, er man slet ikke i tvivl som læser. Og det skaber en slags helle eller et mellemrum, hvor læseren lige kan komme til sig selv."

Bøgerne skal da læses

"I øvrigt er der meget af det, jeg selv skriver, der ikke holder som fantasy, hvis man er genrefanatiker. Men det interesserer mig overhovedet ikke. Jeg skriver bare historier, der er sat i gang af nogle indre billeder. Mange af mine store romaner er for mig en rejse i mit eget indre landskab og et forsøg på at sætte nogle knappenåle i det indre kort. Selve den kreative proces er baseret på en trang eller længsel efter at vide noget, man ikke ved, hvad er. Man ved måske ikke engang, hvad det er, man ikke ved. Det bliver et undersøgelsesprojekt, som jeg meget gerne vil dele med læserne."

- På din meget omfattende hjemmeside kan læserne få mange oplysninger om dine bøger, skrive kommentarer i en gæstebog og abonnere på et nyhedsbrev. Oven i det holdt du og dit forlag release-parties for 150 kernelæsere, da 'Krystalhjertet' udkom i august. Hvorfor alt det?

"Altså mit udgangspunkt er jo, at jeg er en meget moralsk forfatter med et budskab og nogle historier, som jeg meget gerne vil have mange til at læse. I rigtig mange år har det været sådan, at når der kom en ny børnebog, var det en velbevaret hemmelighed mellem forfatter, forlag og bibliotek. Jeg er enormt optaget af den kontakt, jeg får med læserne, og jeg oplever, at de gerne vil have den. Lige nu er der over 1.000 læsere, der får nyhedsbrevet, og de er slet ikke overraskede over, at jeg om et stykke tid lægger et nyskrevet afslutningskapitel til Krystalhjertet ud på nettet, for det er jo det medie, de selv kommunikerer igennem. Med hensyn til release-parties, så gør jeg og mit forlag det, fordi vi gerne vil nurse de gode læsere, som så måske fortæller om bøgerne til andre, der så går i gang med at læse dem."

- Hvorfor var det nødvendigt at skrive et ekstra kapitel?

"Jeg oplever, at slutningen simpelthen blev for brat. I hele det tredje bind tænker læseren jo hele tiden om forholdet mellem kongesønnen Athal og dæmonbetvingeren Mira vil falde i hak. Og så - puuuuff- slutter det hele med et kys på sidste side. Der mangler et afrundende kapitel i form af en udtoning. Mira har jo teet sig så åndssvagt så mange gange, at læseren har brug for at vide, at nu kommer der ro på."

- 'Krigeren' og 'Historien om Mira' har du brugt de sidste fem år på at skrive. Det er jo overordnet en udviklingshistorie om henholdsvis en mand og en kvinde. Hvordan vil du selv beskrive forskellen mellem de to personer?

"I Krigeren er det oplagt, at Odds udvikling og kraft går fra at være ydrestyret til at at være indrestyret. Først da han lærer at sigte med sindet og får mod til at være åben og sårbar over for kærligheden, opnår han en forankring i sit nærvær - og så modnes han både som mand og som konge. Med Mira er det lidt anderledes, for hun er ikke parat til at tage sin kraft på sig - og det er måske i rigtig mange sammenhænge, sådan det er for mange kvinder: De har svært ved at inspirere deres kraft med deres følelser. Mira skal igennem en slags buddhistisk øvelse, hvor det handler om at komme om på den anden side af selvet. Jeg er meget optaget af, hvad der sker med en person, der er under et enormt pres. Det virker jo ofte voldsomt traumatiserende og gør det svært at navigere. Når man møder modgang, er der nogle, der knækker, og nogle, der bliver stærke, og den lidelse er et af de parametre, jeg har arbejdet efter i Mira-bøgerne."

Det gode og det onde

- Et sted i 'Krystalhjertet' siger Mira: "Jeg svigtede, fordi jeg var så optaget af min egen historie, at jeg glemte dem, som jeg deler fortælling med." Er det hele konfliktens kerne?

"Ja, og det er jo derfor den hedder Historien om Mira, siger Josefine Ottesen med tryk på Historien.

"Vi har et ansvar for de historier, vi fortæller, og vi skaber verden i de historier, vi fortæller. Og vi skaber os selv i de historier, vi fortæller om os selv. Det er vigtigt at tage ansvaret for sin egen historie, både de historier, man fortæller andre og de historier, man fortæller om sig selv. Vi har jo nogle handlemuligheder, vi skal være opmærksomme på. Jeg tror, det er Vagn Lundbye, der engang har sagt, at det aldrig er for sent at få en lykkelig barndom."

- Ondskaben og den afgrund, der opstår, når man begynder at mistro og dæmonisere hinanden, er det bærende tema i Mira-bøgerne. Du har sagt, at du er inspireret af et citat af den franske filosof André Glucksmann: "Vi må enes om at forsvare os mod noget ondt, men vi hverken kan eller skal samles om at skabe det gode samfund, for så bliver det totalitært."

"I det øjeblik, du tager patent på godhed, begynder du også at sortere i andres godhed. Det er lidt lige som med haver. Hvis du som udgangspunkt ikke vil have de der bare stykker mellem planterne, så kommer du til at kæmpe rigtig hårdt, for i vores del af verden vokser der noget dér. Og hvis du skal være sikker på, at der ikke vokser noget, så skal du faktisk komme asfalt på. I snakken om det 'gode' samfund får det ofte en skinger, fascistisk tone, når du begynder at tage stilling til noget, der ikke kan være der, noget, der skaber uforudsigelighed. Og i et perfekt samfund uden nogen form for ubalance eller uforudsigelighed er alt jo dødt."

"At skrive en roman med det tema har virkelig været at kaste sig ud på dybt vand. Jeg har i perioder været usikker på, om jeg overhovedet kunne skrive romanen færdig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu