Læsetid: 4 min.

Siksak på højre-midte

19. juni 1999

Britiske regeringschefer har det med at mønte et bon mot, som skal definere deres politik. Premierminister Tony Blairs forgænger, den konservative
John Major, ville f.eks. være "i hjertet af Europa". Venligt og tilforladeligt - selv om Majors anti-EU partifæller gjorde det umuligt for ham at være noget som helst andet sted end ude på en sidelinie.
Tony Blairs slogan er helt anderledes slagkraftigt og med nationalistiske overtoner. Han vil "føre an i Europa". Metoden er at positionere sig som først blandt ligemænd. Som f.eks. i det nye britisk-tyske fælles
Europa-oplæg. Eller i det britisk-franske oplæg om tættere forsvarssamarbejde. Eller i oplægget om arbejdsmarkedspolitik sammen med den konservative spanske regering.
Af og til kan mindre lande være med. Under Europa-valgkampagnen kunne man i Østrig således se plakater med regeringschefen Viktor Klima, Blair og den tyske kansler Gerhard Schröder samt sloganet "Sammen - for et nyt Europa".
Gør al denne aktivitet så Blair til 'en god europæer'? Hvis man dermed mener, om Blair har afsluttet den officielle britiske frygt for EU, er svaret ja. Mener man, om han vil arbejde for at fremme de pan-europæiske institutioner, er svaret nok nej. De ovennævnte papirer giver ikke ligefrem det indtryk, at Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet skal styrkes.

FAKTISK får man nemt det indtryk, at Blair vil have EU til at blive mere ligesom Storbritannien.
Lykkes det for ham, kan EU-borgerne se frem til den meget omtalte "tredje vej" eller "nye midte". I Storbritannien manifesterer begrebet sig nærmest ved en siksakken frem og tilbage med slagside til højre.
Den makroøkonomiske politik er den samme stramme som under de konservative. Lov-og-orden politikken går videre end de konservatives bl.a. ved at indføre straffeforanstaltninger - f.eks. udgangsforbud - for børn helt ned til 10 år. Uddannelsespolitikken nærmer sig sorteskolen - f.eks. skal lærernes løn afspejle elevernes resultater. Asylpolitikken er skærpet og kritiseres for at være ydmygende og inhuman.
Udenrigspolitikken har fået en "etisk dimension", som foreløbig har bragt landet i krig to gange - Irak og Kosovo.
Selv socialpolitikken er ikke, hvad man vel kunne forvente under en Arbejderparti-regering. New Labour har skåret støtten til enlige forældre ned, så den kom på linien med den, familier med to forældre får - støtteniveauet er dog senere blevet sat op. New Labour har også skærpet kriterierne for støtte til handicappede for at få flere af dem til at tage arbejde.

NEW LABOUR gør dog også meget for de fattigste i samfundet. Fokus er på at få folk i arbejde. F.eks. har New Labour indført nye regler for aftrapning af de sociale ydelser, så fattigdomsfælderne klapper mindre hårdt. Det skal kunne betale sig at arbejde. Arbejdsløsheden er nede på 6,2 pct. efter den Internationale Arbejderorganisations definition.
Finansminister Gordon Brown har også ført en - forsigtig ganske vist - omfordelingspolitik ved at omlægge skattesystemet, sætte børnetilskud op og øge tilskuddene til lavtlønnede familier, ligesom der er indført en mindsteløn på 3,60 pund - ca. 41 kroner - i timen og lavere for unge. Også de fattigste pensionister har fået mere at gøre med.
Alligevel viser den ene rapport efter den anden, at omkring hver fjerde brite lever i fattigdom. Det skal dog tages med et gran salt. Den mest almindelige definition af fattigdom er en indtægt på under halvdelen af gennemsnittet. Hver gang gennemsnittet går op - f.eks. når finansfolket i City of London får bonuser - bliver der altså automatisk flere fattige. Hvad disse statistikker snarere viser, er, at gabet mellem rig og fattig er stort og for øvrigt stigende.

MEN HELLER ikke fattigdomsindsatsen er sluppet for kritik. Nogle mener således, at det giver ringe mening at sende mødre ud på arbejdsmarkedet f.eks. i børnehaver, så de dér kan passe andres børn, hvis mødre er sendt ud for at passe nogle helt tredje børn osv. osv.
Andre hæfter sig ved det gængse princip om trangs vurdering og mener, at universelle ydelser er bedre egnede til at bekæme social udstødelse.
Ganske vist bekender New Labour sig ikke til universelle ydelser i socialpolitikken, men regeringen har dog postet en del penge i opgradering af andre universelle tjenester såsom skolerne og hospitalerne.
Er der tale om en "ny midte", er den altså bred. Skal man tro meningsmålingerne, er den også populær. Men skal man pejle efter den seneste afstemning - Europa-valget forleden - er Arbejderpartiets kernevælgere skuffede. De stemte stort set slet ikke.
Det har forskrækket regeringen. Ifølge Financial
Times i går har Blair nu bestemt, at næste parlamentssamlings lovforslag skal indrettes sådan, at de kan hjælpe partiet med at vinde næste valg. Væk med "kedelige" love - ind med noget, der kan appellere direkte til vælgerne.
Det betyder formentlig et farvel til gabe-sager såsom en lov om offentlighed i forvaltningen.
Europa-forskrækkelsen vil sandsynligvis også udsætte den planlagte folkeafstemning om britisk deltagelse i euroen. Ifølge den seneste meningsmåling vil 61 procent af briterne ikke vide af den, og de konservatives fremgang ved valget blev tolket som et tegn på denne skepsis.
Så længe Storbritannien står uden for euroen, kan Blair nok tage têten på andre områder, men Europas leder bliver han ikke.
Før Blair kan 'føre an' i Europa, bliver han nødt til først at 'føre an' i sin egen nation.beb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her