Læsetid: 4 min.

Siljas sensationelle sommersylfide

Den Kgl. Teaters udendørsballet inspirerede både til tanker om, hvem der egentlig forlader hvem - og til tanker om, hvordan blæsten tager fat i flygtningene i Libanon
19. juli 2006

De danske balletelskere er blevet vilde med at sidde udenfor og se sublime kroppe i solnedgangslys.

Alexander Kølpin begyndte allerede for 15 år siden at vænne balletpublikummet til rådhuspirouetter og Landbohøjskole-løft på Frederiksberg, og i dag ville sommeren ikke være den samme uden international ballet på Bellevue.

For to år siden abede (Nyt) Dansk Danseteater efter og præsenterede nordisk sommerdans i Politigården. Og nu vil Den Kgl. Ballet gerne have del i entusiasmen - Det Kgl. Teater har simpelthen flyttet sine engangsforestillinger på Kastellet ind i Grønnegården i Bredgade, hvor Nikoline Werdelin-forestillingen Natmandens datter holder en uges velfortjent ferie. Og så har solodanser Peter Bo Bendixen fået tjansen som kunstnerisk ansvarlig for en turné, der tager rundt til otte byer i Danmark.

Turnéversionen er endda ganske gratis; provinspublikummet har jo allerede betalt så rigeligt til kompagniet over skattebilletten.

Hvad sker der så, når ballerinaerne fra Den Kgl. Ballet står i skånselsløs sommerbrise - uden teatrets vanlige, skærmende lyscamouflage? Der sker lykkeligvis det, at vores verdensstjerner viser deres imponerende niveau.

Ikke én tåspids ryster hos Caroline Cavallo, når hun strækker sig bagover mod sommerhimlen, og ikke én hånd sidder forkert, når Jean-Lucien Massots macho løfter hende igen og igen i Stanton Welschs Ønsket.

Ikke én ankel ryster hos Gudrun Bojesen, når hun brillerer med sin perfekte placering i 3. akt af Bournonvilles Napoli - smilende og beskeden over for en vandkæmmet Morten Eggert, hvis lynhurtige fødder svirper mod hinanden, som var de sat på fast-forward.

Overskud, hedder det vist bare.

Som Claudia Schiffer

Men det var Silja Schandorff, der skabte premiereaftenens afgørende gåsehud og hjertebanken. Det var, som om selv sommervinden vidste, at her var en ganske særlig danserinde i et sensationelt øjeblik.

Vindstød bølgede i hvert fald gennem hendes lange, udslagne hår med indlevende melodik, mens hendes ansigt skiftede fra Sylfide-blødhed over Agon-stramhed til jazzet lethed i John Neumeiers Sylfide-digtning 1963: Yesterday.

Duetten er skabt specielt til hende og Peter Bo Bendixen i 1998 og genopsat med jævne Bournonville-mellemrum - som en fiktion over James, der kæmper med at acceptere, at han ikke kan få Sylfiden i sin drøm. Og det var fascinerende at se, hvordan Schandorff gav så meget af sig selv til koreografien: sine særlige skulderdrej, sine energiske skridt, sine bløde fingre, sine utilnærmelige fødder og så dét der lokkende blik, som også får tilskuere til at glemme alt om pligterne derhjemme.

Som Claudia Schiffer på selvvalgt vildvej fra catwalken; så smuk, at øjnene løb i vand.

Schandorffs præcision, hendes vægtløse spring og hendes frasering af hver en klasken på de smukke ben fik koreografien til at fremstå langt vigtigere, end den måske ret beset er. Og Schandorff nød det tydeligvis - nød at danse al sit ballerina-overskud og sin personlige Sylfide-tolkning ud i sommeraftenen disse sanseskønne minutter.

Hendes partner var ikke længere Bendixen, men den unge solodanser Kristoffer Sakurai. Han dansede let og smilende under sit smukke, sorte hår, men han så mest komfortabel ud i trygge, retstående positioner; hofterne var ikke så vilde som hans blikke.

Why she had to go / I don't know / She wouldn't say, sang Beatles over lydanlægget.

Pointen hos Neumeier er bare, at det til sidst er manden, der går - ikke kvinden.

At han forlader drømmen om Sylfiden og går ud i virkeligheden, eller noget i den stil.

At det er ham, der kysser hende på panden, og forlader hende og fiktionen om hende. Men nej, Neumeier har nok ikke helt tænkt situationen igennem fra tilskuernes side; Sakurai var i hvert fald den eneste denne aften, der kunne finde på at forlade så fantastisk en kvinde...

Som Leila i Libanon

Hvordan sidder man så og nyder æstetisk ballet, mens tankerne rumler til Libanon og mennesker dernede på flugt fra missiler med hvid røg?

Dét er en afspejling af det evige dilemma mellem kunsten og virkeligheden. Men dette sommerprogram giver faktisk en håndsrækning, nemlig med Tim Rushtons lille ballet Nomade fra 2000 til musik af Arvo Pärt.

Tolkningen er fri, men duetten viser en mand og kvinde på vej hen over scenen i grå, nederdelsagtige bukser og vuggende lår. Måske er de på flugt, måske er de bare på rejse, men de bærer tvivl og længsler med sig.

Kvinden søger hele tiden tilbage, men når hun kommer for langt bagud, løfter manden hende, så hendes ben kan bære hende fremad. Videre, videre mod det, hun ikke ved, hvad er. Og det prøver hun så, indtil benene igen hjuler hjemad, og han igen må løfte hende op.

Mandag aften var det den flotte, lyse Mads Blangstrup og den kønne, mørke Tina Højlund, der tolkede denne lille perle.

Han med rullende hofter og støvede øjne, hun med stram smerte og stumme skrig over strakte fødder. Ikke så koncentret og tæt, som vi tidligere har set koreografien danset på Gamle Scene. Snarere diffust og ufokuseret, men også mere realistisk og dermed endnu mere desperat.

Og sådan er det vel, når man flygter: At også blæsten uden varsel tager fat i tøjet - og i tårerne.

Kongelig Sommerballet: John Neumeier: 1963: Yesterday. Tim Rushton: Nomade. Stanton Welsch: Ønsket. August Bournonville: Napoli, uddrag af 3. akt. Den Kgl. Ballet i Grønnegården i Bredgade til sø 23. juli. Kl. 19.30. 1 t 15 min. Kr. 110-240.

Herefter turné: Århus 28. juli, Sønderborg 29. juli, Aalborg 31. juli, Vejle 1. aug., Holstebro 2. aug., Fredensborg 20. aug., Langebæk ved Kalvehave 26. aug. og Odense 27. aug. Gratis! Rollelisten varierer.

www.kglteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her