Læsetid: 5 min.

Simpel sang om frihed

Som politisk projekt er bogen håbløs, som systemkritik er den storartet, og endelig er Christopher Arzrounis forsvar for det uforsvarlige et etisk manifest
18. maj 2005

Som ung liberalist kunne han ikke acceptere, at venstrefløjen skulle være sjov. At det skulle være festligt og finkulturelt og moralsk rigtigt at være venstreorienteret. Men sådan var det: De borgerlige blev regnet for kedelige. Og de var heller ikke sjove. Der var ikke mange store borgerlige forfattere i Danmark. Eller borgerlige popmusikere eller borgerlige sexguruer. Og det er stadig svært at få øje på borgerlige intellektuelle i Danmark.

Den unge liberalist Christopher Arzrouni definerede den borgerlige kulturkamp som et opgør med venstrefløjens intellektuelle og moralske dominans. Liberalisterne går jo også ind for frihed og fri hash og plads til andre menneskers selvudfoldelse. Som den 25-årige Arzrouni i 1992 skrev i antologien Samfund uden Stat:

"Liberalisterne må kaste frygten for etisk argumentation af sig. Nu er det socialisterne, der skal i defensiven og tvinges til at give tilfredsstillende svar på spørgsmål som: Hvordan sikrer vi individet mod statens vilkårlige magtudøvelse? Hvordan kan man reelt være solidarisk med de svageste i samfundet? Hvornår har individet ret til at gøre oprør?"

Siden har Arzrouni været ansat i Finansministeriet, han har i en periode fungeret som juridisk chef i Dansk Industri, og nu er han blevet redaktør på Weekendavisen. Det er stadig ikke lykkedes liberalismen at overtage venstrefløjens moralske momentum. Venstrefløjen er abdiceret, men tronen står tom tilbage, og momentum er overladt til alle, der som Ralf Pittelkow og Henrik Dahl hylder normaldanskerens vaneforestillinger som den højeste sandhed. Men Arzrouni gentager sin udfordring til det borgerlige Danmark i sin nye bog Helt uforsvarligt eller Hvordan frihed altid er frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide.

"Jeg skriver under på alle argumenter for frihed. Navnlig på, at frihed er sjov. Og her mangler de borgerlige den begejstring, som socialisterne udstråler, når de præsenterer deres tvangsløsninger, som om de var evigtsaliggørende. De borgerlige skal vise, at frihed er sjovt - også selv om den kan virke farlig."

Det uforsvarlige

Mens politimænd er blevet helte på tv, småborgerlighed forsvundet som skræmmebillede og spillet på Christiansborg reduceret til Danmarksmesterskab i konsolidering af det bestående samfund, har Arzrouni samlet en række udfald mod normaldanskernes fornemmelser for rigtigt og forkert. Han hylder forbryderen som helt.

De er skrevet over et simpelt skema: Arzrouni præsenterer en handling, som vi almindeligvis betragter som uforsvarlig. Det kan være en, der kræver penge under bordet for videresalg af en andelsbolig. Eller en fattig pakistaner, der gerne vil sælge sin ene nyre til en dansker, som til gengæld vil betale. Det kan være terapeutisk menneskekloning.

Først resumerer han den sædvanlige udlægning: Det her må være helt uantageligt, for det strider jo imod loven eller vores etiske idealer. Og så vender han logikken på hovedet eller bringer selvmodsigelser i vores tilsyneladende perfekte harmoni til åben kollision. Inden han konkluderer, at det så sandelig er vores egen enighed, som er helt uforsvarlig, og ethvert etisk menneske må bryde loven.

Der er brillante eksempler, hvor operationen lykkes: Som når Arzrouni undrer sig over, at vi gerne i det offentlige må tale om kvoter af indvandrere på gymnasier, men ikke accepterer, at private diskoteker afviser indvandrere i døren.

Arzrouni anfører gang på gang sin dogmatiske tillid til den uforstyrrede markedsmekanisme: Hvis indvandrere ikke bliver lukket ind på diskotekerne, ville det være en god forretning at åbne nye diskoteker for indvandrere. Han lægger ikke skjul på, at han selv finder det umoralsk at nægte indvandrere adgang, men han betragter det som den enkelte virksomheds suveræne afgørelse.

Arzrouni tror på markedet, og han tror ikke på politikerne. Nogle vil kalde hans tillid til det frie individ for optimistisk, men bogen er snarere udtryk for radikal mistænksomhed over for staten. Naturligvis anerkender han offentlige ydelser og skattefinansiering af udelelige og fælles opgaver. Men folkeopdragelse, tvangsmodernisering af de anderledes og indgreb på markedet bliver betragtet som overgreb. Samfundet bliver ikke korrumperet, når det enkelte menneske forfølger sin egen interesse, men tværtimod når anonymiteten regerer i den offentlige forvaltning.

Andre teoretikere betoner det enkelte menneskes dobbelte dimension: Man er både entreprenør, der optimerer sine egne forhold, og borger, der frigjort fra sine egne interesser forholder sig alment til det fælles. Når mennesket bliver reduceret til forbruger og arbejdskraft, forsvinder borgeren. Arzrouni ser det ganske anderledes: Hvis bare det enkelte menneske blev overladt til sig selv, ville det også forvalte eksempelvis miljøet bedre. Men når politikerne vil blande sig i børneopdragelse, rygning og fed mad, går det helt galt:

"Det er som om, politikerne gerne vil påtage sig rollen som forælder - både over for børn og voksne. De vil fratage os ansvaret for vores eget liv og fratage os ansvaret for vores børn. Politikerne vil så gerne gøre en hel masse godt. Og hvis man fortæller dem, at deres gode hensigter ikke virker, siger de bare: 'Det er vigtigt at sende et signal'. Vel er det ej! Politikere skal ikke bruge lovgivning til at 'sende signaler'."

Fiasko og succes

Som politisk projekt er bogen håbløs: Arzrounis provokationer er baseret på, at den afgørende konflikt i de vestlige samfund finder sted mellem forbud og frihed. Men de bærende sociale konflikter i vores samfund er, som den franske sociolog Alain Ehrenberg har afdækket, forskudt, så det snarere handler om individuel handling eller ikke-handling. Om performans eller depression. Denne konflikt henfører til det paradoks, at staten regulerer alle forhold i vores tilværelse samtidig med, at de enkelte mennesker alligevel oplever sig selv som overladt til sig selv. Der er for lidt respekt for det enkelte individs suverænitet, og alligevel ser de enkelte mennesker sig henvist til at søge individuelle løsninger på fælles problemer.

Arzrouni varierer en klassisk moderne figur: Han kontrasterer tradition og frigørelse. Og det er hans pointe, at det nu er den kollektivistiske venstrefløj, der repræsenterer den kedelige tradition, mens liberalisterne udfolder frisættelsen. Det blev historisk et problem for den frigørelsesfikserede venstrefløj, at den udelukkende definerede friheden negativt. Venstrefløjen kom til at savne anvisninger til en positiv frihedspraksis. Det er Arzrounis liberalistiske privilegium, at den negative definition er tilstrækkelig. Det er ikke en politisk opgave at skabe andres frihed. Det er overladt til den enkelte.

Der er mange politiske kortslutninger i bogen. Særligt i individualistiske samfund må man betone den offentlighed, hvor privatfolk løsrevet fra deres egne interesser træder sammen som publikum. Frigjort fra egeninteressen åbner de et felt for det offentlige ræsonnement, hvor den enkelte kan realisere sig selv som borger, og individualister bliver forbundet i noget, der ligner et samfund.

Men som systemkritik er Arzrounis bog enestående. Gennem sine kritiske åbninger og afdækning af skandaløse selvmodsigelser i vores enighed viser han, at normaldanskeren både kan tage fejl og være hensynsløs. Det er både storartet og morsomt. Men først og fremmest har Christopher Arzrouni skrevet et etisk manifest: et forsvar for de andres frihed og et angreb på den kultur, der vil normalisere Christiania, tvangsmodernisere indvandrere, gøre de anderledes entreprenører til kriminelle og lade selvglæden over det åbne samfunds lyksalighed lukke sig om sig selv.

Arzrouni gør det, venstrefløjen ikke kan længere, og som sådan er det store projekt vellykket: Han viser det bestående samfund som en kun foreløbig og i mange henseender skandaløs indretning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu