Læsetid: 3 min.

Sindbad Søfareren

En stærk historie om overgreb
20. januar 2006

I litteraturens interne samtaleanlæg hører man til stadighed myternes og eventyrenes fjerne stemmer.

De er der, og de blander sig. Lydene kan forstærkes eller skrues ned til en hvisken. I Peer Hultbergs forfatterskab dukker mytefigurerne op i moderne klædedragt, hos Karen Blixen er de integreret i fortællingerne. F.eks. er Odysseus uundværlig i vores rejsevante bevidsthed og blander sig aktuelt i krimiserien Ørnen.

Som europæisk kulturhero truer han med at tage glansen af andre kulturers eventyrere.

Se nu Jette Hansens roman Så Længe vi lever om en yngre kvindens lidenskab for en ældre mand. Hun iagttager hans forhold til sin uvorne søn og sønnens magtgreb om ham. Hun ræsonnerer med en mærkelig bagvendt metaforik således:

"Hun tænker på historien om Odysseus, som bliver taget til fange af en gammel mand, der lader svagelig og beder om at blive båret. Men da manden først er kommet op, er han i virkeligheden stærk som stål og låser sine lår om Odysseus' hals. Således tvunget må Odysseus bære manden rundt og betjene ham på alle måder."

Om fejltagelsen nu end skyldes forfatterens eller figurens erindringsforskydning, så er det dog ikke Odysseus, men Sindbad Søfareren fra 1001 Nat, der kommer i kløerne på 'den gamle mand fra havet' under den femte af sine sørejser fra Bagdad og havnebyen Basra.

En stærk historie er det om overgreb.

Sindbad er strandet ene mand på en ukendt ø, efter af fuglen Rok har knust hans skib. Ved en kilde finder han en olding, der mindeligt beder ham om at blive båret over bækken. Og i god tro vil han så sætte den ærværdige sheik af på den anden side, men nej, fra da af bliver han misbrugt som ridedyr, beklamret og fornedret nat og dag og svinet til af den uhyrlige gamlings ekskrementer. Først efter lang tid finder han på råd. Tvunget ind under nogle træer med vandmeloner samler han en dag en tørret kalebas op, fylder den med vindruer, presser dem og lukker til, lader dem tørre nogle dage i solen, så de bliver til vin. Så drikker han sin plageånd fuld og slår ham ihjel.

På dette sted holder Sheherezade inde og gemmer den lykkelig slutning til næste nat, hvor de frelsende søfolk, som samler ham op, priser ham og Allah for at have befriet verden for uhyret. Og efter endnu et eventyr vender han hjem til Bagdad, rigere end nogensinde og kan fortælle derom til sine måbende tilhørere - fortæller Sheherezade.

Sindbads historier om sine syv farefulde sørejser hører til den arabiske del af 1001 Nat og foregår i Bagdad på Harun al-Rashids tid. De læses i dag ikke uden en vis dobbeltbevidsthed om grumheder, dødelig vold og overlevelsesstrategier på stedet, tanker om, hvem der rider hvem, hvem der dummer sig mest, og hvis kultur, der er den stærkeste.

Og der er stemmer, der taler lige ind i privatlivet om, hvem der rider hvem.

I dagens danske fiktion.

Under Besættelsen skrev Johannes V. Jensen en version af 'Den gamle mand fra havet', trykt i mytesamlingen Møllen (1944). Han leger, at han har hørt den mundtligt berettet i Cairo i en mere udbygget og vidtløftig form og nu med et tydeligt socialt og politisk understreget indhold, en tid hvor også overmagt og undertrykkelse var i daglig tale, her som indirekte meddelelse.

Ved et tilfælde har jeg netop læst ikke bare Jette Hansens roman, men også baron Münchhausens Rejser og eventyr, fisket op af en bogkasse.

Det slog mig, at hans Ti sørejser er lige så fulde af løgn og eksotik som Sindbads historier, der er et klart forbillede, som han må have kendt, oversat, gendigtet på fransk som de var af Galland tidligere i 1700-tallet. Men de har nu ikke så stor signalværdi, så fjantede de er af perspektiv. Ikke desto mindre taler også de med i det store litterære samvær.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu