Læsetid: 10 min.

Singlekvinder bliver solomødre

Flere og flere singlekvinder, dropper jagten på den eneste ene, og vælger i stedet at opfylde drømmen om et barn på egen hånd ved hjælp af kunstig befrugtning
25. maj 2007

For mange barnløse kvinder trænger det eksistentielle spørgsmål om børn sig på, når de kommer op i 30'erne. Hvornår skal det være, og skal det overhovedet være? Skal det være med ham, man er sammen med, eller? Og hvis man ikke har en kæreste, hvordan finder man så sådan en - og kan det nås, inden det biologiske ur går i stå.

Flere og flere singlekvinder dropper jagten på den eneste ene og vælger i stedet ved hjælp af kunstig befrugtning at opfylde drømmen om et barn på egen hånd.

En mulighed der er opstået i takt med, at teknologien har udviklet sig, og fordi det ikke længere er økonomisk umuligt eller lige så socialt stigmatiserende at være enlig mor, som det var tidligere.

En af de kvinder, der de senere år har valgt at realisere drømmen om et barn på egen hånd, er Linda S. Rubin, der for ni måneder siden blev mor til Silke.

"Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn, og jeg ville ikke blive ved med at vente. Jeg ville have et barn, og så må der komme en mand senere," siger Linda S. Rubin om sit valg som solomor.

Men har alle kvinder lige meget ret til et barn? Og har børn ret til at kende deres far? De to spørgsmål diskuteres løbende i offentligheden og på Christiansborg.

Sidste sommer kørte en ophedet debat i Folketinget, hvor især Dansk Folkeparti og flere konservative var imod at vedtage den lov, der i dag ligestiller lesbiske og enlige kvinder med heteroseksuelle par, når det gælder retten til kunstig befrugtning. Og så sent som den 11. maj i denne måned bragte Dansk Folkeparti emnet op igen med et forslag om at afskaffe den just vedtagne lov. At uenigheden stadig er stor, viser stemmefordelingen, hvor 90 stemte for at bevare loven og 71 stemte imod.

"Men hvornår er det rimeligt, at staten forbyder nogle grupper at få børn, forbyder nogle familieformer eller på andre måder modarbejder dem eller stiller dem ringere end den heteroseksuelle kernefamilie?," siger filosof Klemens Kappel og fortsætter "At få børn som enlig mor er en alvorlig beslutning, men det er det jo altid, og jeg mener, at det ligger inden for grænserne af, hvad man i et liberalt samfund skal tillade," siger Klemens Kappel.

Professor i socialpsykologi ved RUC Lars Dencik mener også, at alle kvinder har lige meget ret til børn og fortæller, at al forskning tyder på, at selv om børn i almindelighed har det bedst hos en mor og far, så er "det ikke længere er så ødelæggende eller så socialt stigmatiserende, som det tidligere har været, ikke at have en far. Der er også forskning, som tyder på, at de fleste børn af f.eks. to lesbiske kan klare sig stort set lige så godt som andre børn," siger han.

Stigende tendens

Ifølge jordemoder Nina Stork, der åbnede Storkklinik, som hjælper alle kvinder - men især enlige og lesbiske - med at blive gravide er interessen for kunstig insemination steget markant med 10-20 procent om året, siden klinikken åbnede for lidt over syv år siden. Dengang var cirka 40 procent af kvinderne enlige og 60 procent af kvinderne lesbiske - i dag er det omvendt. I alt er der i løbet af de syv år, klinikken har eksisteret, født cirka 550 storkebørn af enlige mødre.

"Der er kommet flere, fordi der har været megen debat, og fordi flere har fået mulighed for det - i og med, at det er blevet lovligt for andre end jordemødre at inseminere enlige kvinder og lesbiske," mener Nina Stork, som henviser til, at det fra årsskiftet er blevet muligt for både lesbiske kvinder og enlige heteroseksuelle kvinder at blive insemineret gratis i det offentlige system, hvor kvinderne før var nødt til at betale sig fra det på en jordemoderklinik.

Selv om det på mange måder er blevet lettere at få et barn på egen hånd, er det alligevel en svær beslutning, både i forhold til hvad fravalget af en far og tilvalget af en anderledes type familie betyder for barnet.

Alt det med at klare det praktiske alene er ikke noget, der skræmmer kvinderne, der hellere vil kaldes selvvalgte enlige mødre eller solomødre end det mere gammeldags 'enlig mor'.

Jordemoder Nina Stork fortæller, at de enlige kvinder, der henvender sig, i gennemsnit er 39 år. De er som hovedregel veluddannede, velovervejede, ressourcestærke og har overskud, socialt og økonomisk. Og så har de tænkt i meget lang tid, inden de henvender sig.

"De har faktisk tænkt så meget, at de er blevet 39 år - og både de og vi arbejder under tidspres," siger Nina Stork både med henvisning til den faldende fertilitet og 45-års-grænsen for at blive kunstigt befrugtet

Fraværet af en far

Det bekræfter de kvinder, som Information har talt med. At få et donorbarn er sjældent plan A - og derfor har det også typisk taget rigtig mange år, inden beslutningen om at gå i gang med kunstig befrugtning er blevet taget - både fordi det betød et farvel til drømmen om far-mor-barn-familien, men mest fordi de er usikre på, hvad fravalget af en far vil komme til at betyde for barnet.

Linda S. Rubin har truffet beslutningen om at få barn på egen hånd mange gange - og udskudt den lige så mange gange.

"Jeg var så bange for, at det ville være den forkerte beslutning," siger Linda S. Rubin om det at vælge en far fra på sit barns vegne.

"Mine tvivl har været, om det ville være fair over for barnet, at der ikke var nogen far, men det er jeg blevet enig med mig selv om, at det er. Jeg har hørt fra mange, at 'det er synd, at hun ikke har en far'. Men hvorfor er det synd - det er da meget mere synd for de børn, der har en far, som har fravalgt dem bevidst. Hun er ikke blevet fravalgt af en far, hun er blevet valgt af mig - fordi jeg så gerne ville det her," siger Linda S. Rubin.

"Min bekymring var, at hun skulle blive sur på mig - og jeg tænker da stadig indimellem, om hun kunne finde på at blive sur på mig over det, jeg har gjort. Men hvis jeg ikke havde gjort det, havde hun jo ikke været her," siger Linda S. Rubin, der fortæller, at hun har set nogle dokumentarprogrammer i tv med donorbørn, der var meget vrede på deres forældre.

"Men de havde også først fået det at vide som 17-årige, og Silke får det jo at vide fra starten," siger Linda S. Rubin, som for at kunne forklare sin datter bedst muligt om beslutningen har skrevet dagbog fra et år inden, hun blev insemineret.

Også 38-årige Pia Kirstine Harmsen, der er gravid og har termin i november, har tænkt meget over, både hvordan det vil være at være enlig mor - men mest på, hvordan det bliver for barnet ikke at have en far.

"Jeg vælger at få et barn, som vokser op på en anderledes måde end mange andre børn. Det er jo stadigvæk de fleste børn, der har en far. Så det bliver jo på en eller anden måde et barn, der vokser op med en anderledeshed. Det har jeg selvfølgelig gjort mig mange tanker om, inden jeg tog beslutningen, og det gør jeg mig stadig tanker om," siger Pia Kirstine Harmsen.

"Der er alle mulige faktorer, der spiller ind - det enkelte barn, konkrete situationer, andre børn i børnehaven og pædagogers syn på det. For selvfølgelig vil det være et stort emne i barnets liv, men det vil ikke nødvendigvis være et stort problem. Men selvfølgelig vil emnet komme op - og barnet vil højst sandsynlig også ved flere lejligheder være ked af det, men hvordan den der ked-af-det-hed vil forme sig, det ved jeg ikke," siger Pia Kirstine Harmsen.

Jordemoder Nina Stork mener, at det er afgørende, at kvinderne er afklarede omkring deres valg:

"F.eks. er lesbiske ofte anderledes indstillet, fordi de fra en meget ung alder har vidst, at de ville få en anderledes familie. Men enlige kvinder synes ofte, at det er meget svært," siger Nina Stork, der mener, at det er alfa og omega for børnene, at de har en forælder, der kan stå inde for sit valg. Og når barnet spørger: 'Hvor er min far', er det vigtigt, at kvinden ikke har dårlig samvittighed.

"Man kan ikke nøjes med at sige 'de rigtige ord'. Børn hører følelserne, der ligger bag, og de kan høre, om man har det dårligt med det. Hvis kvinden regner med, at det bliver svært for barnet, så tror jeg, at det bliver svært. Men hvis vi selv har det ok med vores valg, så tror jeg også, at børnene har en god platform," siger Nina Stork, der mener, at det er vigtigt, at udbrede kendskabet til solomødre.

"Det gør det nemmere for børnene," siger Nina Stork, der selv har prøvet at flytte fra storbyen til en mindre by - og mærket, hvor hurtigt, at hun som lesbisk forælder var anderledes i den nye institution.

Marie Louise Heegaard, der er 42 år og solomor til Poul på fire et halvt år, har allerede stået overfor far-spørgsmålet, som dog ikke er noget, der fylder meget i Pouls liv indtil videre.

Min mor har en rød bil

"Da Poul var to et halvt-tre år gammel, begyndte han at spørge: 'Hvor er far'? Jeg svarede: 'Du har ikke nogen far,' fordi man kan ikke forklare særlig meget til et barn i den alder. Senere eksperimenterede han med at kalde andre børns fædre og min egen far for far. På et tidspunkt spurgte han, om hans far var død, fordi han havde set en tv-udsendelse med en mor, der var død. Det spørger han stadig om en gang imellem. Nu forklarer jeg ham, at der er en mand, der har hjulpet mig, han har givet mig et frø, som en læge har puttet op i maven, og det er der kommet et barn ud af."

Marie Louise Heegard ved ikke om Poul decideret savner en far, eller om han bare spørger, fordi de fleste har en far, men hun fortryder på ingen måde sit valg.

"Jeg er stolt af min beslutning. Jeg gjorde noget pro-aktivt for at ændre en utilfredsstillende situation. Jeg tør være alene-mor, og jeg kan passe et fultidsjob samtidig. Det håber jeg, at min søn vil repekterere og være stolt af, når han bliver stor," siger Marie Louise Heegard, der fortæller, at hun havde et brændende ønske om at blive mor, inden hun fik Poul.

"Jeg havde opgivet håbet om at møde en mand, der kunne blive far til mine børn. Jeg var desperat, og det er jo aldrig særlig tiltrækkende. Mit første spørgsmål til en ny mand var blevet: Hvad med børn? Jeg var lige fyldt 37 år, da jeg stødte på Storkklinik og fandt ud af, at man kunne blive insemineret. Der faldt en kæmpe sten fra mit hjerte. Jeg ringede næste dag, fik tid med det samme, og tre måneder efter var jeg gravid. Det var en perfekt måde at gøre det på."

Har man krav på vished?

Også Linda S. Rubin og Pia Kirstine Harmsen føler en form for lettelse, siden de har truffet beslutningen om kunstig insemination.

"Hvis man betinger børn, at man møder en mand, er det jo faktisk rigtig hårdt - hele tiden at tænke på, om man når det. Det er jo en ret stor eksistentiel ting, om man får børn eller ej - for mange. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil have børn," siger Pia Kirstine Harmsen.

En anden problematik, der løbende diskuteres i forbindelse med kunstig insemination i Danmark, er spørgsmålet om anonyme donorer. SF har for nylig fremsat et forslag, der foreslår, at anonymiteten for donorer ophæves.

Der er divergerende opfattelser af, hvorvidt børn har behov for at kende deres biologiske ophav. Hvor nogle mener, at det er et samfundsskabt behov, der ikke er reelt, så mener Lars Dencik, professor i socialpsykologi på RUC, at der er en eksistentiel længsel efter at kende sit ophav, som ikke bare er noget samfundsskabt.

"Studier af f.eks. adopterede børn tyder på, at der hos dem, når de er ved at blive voksne, ofte findes et eksistentielt behov for at kende sit ophav. Man kan ikke udelukke, at det kan blive traumatisk for nogle donorbørn ikke at kunne få det, men vi det jo ikke endnu. Disse børn har jo endnu ikke nået en alder, som gør det muligt at få det undersøgt," siger Lars Dencik, der derfor er modstander af anonyme donorer.

"Ser man kritisk på det, er spørgsmålet, om det er kvinden eller barnets behov, man varetager. Der er en modsætning, som man både som forsker og som samfundsmedlem ikke må feje ind under gulvtæppet. Jeg synes bestemt, at alle kvinder har ret til at få et barn - også gennem kunstig befrugtning. Men set ud fra barnets synspunkt, så synes jeg, at barnet skal have ret til at vide, hvem, der er donor, siger Lars Dencik, der fortæller, at han har medvirket til, at man i Sverige netop af den grund har lovgivet om ikke at tillade anonyme sæddonorer.

"I valget mellem barnets tarv og kvindens ret har man der valgt at prioritere barnets tarv," siger Lars Dencik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu