Læsetid: 4 min.

Sir Bob og retfærdigheden

3. juni 2005

Bob Geldof? Findes han? Var den gråhårede britiske rocksanger fra de hedengange Boomtown Rats ikke for længst blevet Sir Bob, millionær, mæt af dage? Vil en velgørenhedskoncert i hans regi - 20 år efter Live Aid-koncerterne - ikke blive en pinlig, nostalgisk og selvhøjtidelig udstilling af overvintrede rockvrag med ondt i samvittigheden og trang til det sidste rampelys?

Forkert. Det er ifølge britiske medier kommet som et chok for det skotske politi, at måske én million mennesker vil søge sig til Edinburgh i dagene 2.- 6. juli for, på opfordring fra Geldof og kampagnen Make Poverty History, at deltage i demonstrationer mod selvtilstrækkeligheden i de rige landes klub, G8, hvis ledere den 6.-8. juli samles til topmøde på Gleneagles Hotel uden for Edinburgh. Bob Geldof mobiliserer til demonstrationen via fem store, gratis rockkoncerter den 2. juli i London, Paris, Berlin, Rom og Philadelphia, hvor en endeløs række af stjerner stiller op: U2, Elton John, Madonna, Paul McCartney, Robbie Williams, Sting, REM, Coldplay, Scissor Sisters, Will Smith, 50 Cent, Manu Chao, Stevie Wonder, Duran Duran, Youssou N'Dour... you name them. Og det er ifølge Sir Bob ikke velgørenhedskoncerter, det er koncerter og demonstrationer, der stiller politiske krav til de rige landes ledere.

"Vi har aldrig været rigere, vi har aldrig haft det bedre, vi ved, hvad det koster, vi ved, hvordan det kan gøres - så gør det. Gør det," sagde Geldof, da han i tirsdags præsenterede planerne og kravene: En fordobling af bistanden til de fattige lande, gældseftergivelse og retfærdig handel for Afrika.

Det er opsigtsvækkende. Ikke mindst i en uge, hvor befolkningsflertal i Frankrig og Holland tilsvarende chokerede den politiske elite ved i protest at forkaste forslaget til EU-forfatningstraktat. Nej'et til forfatningen har - som skildret her i avisen - en række forskellige, også stærkt modstridende, begrundelser, men for mange er nej'et en protestreaktion mod et EU, der opleves som asocialt, selvtilstrækkeligt, drevet af markedsliberalisme og manglende omsorg for de svage, både i Europa og udenfor. Mens nogle rykker mod højre i deres frygt for globaliseringens bivirkninger og søger urealistisk beskyttelse i demagogers nationalromantiske drømmerier, siger andre med deres nej fra over for politikeres manglende evne til at opfange den folkelige indignation over samme globaliserings omkostninger for de udsatte. Når EU-cheferne mødes til krisetopmøde i Bruxelles den 16.-17. juni, vil også de blive mødt med demonstration, indkaldt af den del af de franske nej-sigere fra venstrefløjen, der vil have et mere socialt ansvarligt, mindre markedsliberalt Europa. Globaliseringen - forstået som realisering af det globale, menneskelige fællesskab - er det smukkest tænkelige projekt for menneskeheden. Men en hel del oplever den realiserede globalisering som det modsatte. Som en ubønhørlig kraft drevet af umenneskelig konkurrence, den stærkes ret og ligegyldighed over for de udsatte, om det er de arbejdsløse i Europa eller de forarmede i Afrika.

Ind imellem bekræftes dette billede på ubehagelig vis. Som for to uger siden da den britiske avis The Guardian afslørede et brev fra EU-Kommissionens øverst placerede handelsmedarbejder, Peter Carl, til EU-delegationsledere i en række u-lande. I det fortrolige brev angriber kommissionsembedsmanden Tony Blairs nylige udmelding om, at de igangværende økonomiske forhandlinger mellem EU og de fattigste lande ikke skal bruges til at presse u-lande til handelsliberaliseringer, eftersom fri handel ensidigt vil være til den stærkes - EU's - fordel. Peter Carl skriver, at det er "berømtheder og ngo'er, der nu presser (Blair) til handling."

"Storbritannien har taget dette standpunkt for at sikre sig ngo'ernes opbakning forud for G8-topmødet i Gleneagles," hævder Carl, der kalder den britiske holdning "uvelkommen", fordi den styrker skeptiske u-landes position i frihandelsforhandlin-gerne. Han oplyser, at Kommissionen vil sende Blairs tidligere højre hånd, nu EU-handelskommissær, Peter Mandelson til den britiske premiermini-ster "for at lægge pres for en ændret britisk linje."

Når den globale politisk-økonomiske elite ikke har tilstrækkelig føling med, hvordan globaliseringens bivirkninger rammer og opleves af dele af klodens befolkning, og derfor ikke præsterer den politiske styring og regulering, der sikrer retfærdig fordeling og sikkerhedsnet for de udsatte, ja, så får eliten sig nogle ubehagelige overraskelser. De voldsomme, globaliseringskritiske protester, der begyndte i Seattle i 1999, kom som et chok for Verdensbanken, IMF, G8, EU. Nej'et i Frankrig og Holland er et chok for den politiske elite. Og hvis én million mennesker i Europa pludselig stiller sig bag Bob Geldofs politiske krav om fordoblet u-landsbistand, fair handel og gældsefterivelse, vil det være et chok.

For andre vil det være et opmuntrende og tiltrængt tegn på, at kraften til at søge forandringer til fordel for denne klodes svage er ved at vende tilbage. 'Den lange vej mod retfærdighed' - som Geldof kalder det - er måske ved at finde retning og momentum. Og så med musik til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu