Læsetid: 4 min.

Situationen i Afghanistan er ude af kontrol

Tropper må blive i Afghanistan de næste 20 år, siger britisk hærchef. Samtidig advarer FN nu om, at opiumproduktionen er løbet løbsk i Afghanistan, og at indtægterne bruges til at finansiere Taleban
19. oktober 2006

De britiske styrkers øverstbefalende, brigadechef Ed Butler, udtaler efter sin hjemkomst fra Helmland, at hans tropper fik store problemer, da USA og England besluttede at invadere Irak i stedet for at koncentrere sig om Afghanistan efter Taleban.

"Vi kunne have fortsat, som vi var begyndt i 2002, på samme måde som vi gør nu," siger han og fortsætter:

"Om de forløbne fire år har gjort en forskel? Realistisk set, ja. Det betyder ikke, at vi ikke vil nå de mål, vi har sat os."

Han understreger, at han udelukkende taler ud fra et britisk synspunkt - ikke på vegne af det internationale samfund, og tilføjer: "Om vi er på tilbagetog? Nej, det tror jeg ikke. Vi har måske stået stille, men jeg tror, det er ved at ændre sig nu."

Butler fortsætter med at sige, at den internationale tilstedeværelse i Afghanistan måske er nødvendig også de næste 20 år, men uden at specificere hvor længe de britiske tropper skal blive i landet.

Brigadechefen, som står i spidsen for 'The 3rd Para Battle Group,' har netop overgivet sin kommando i Afghanistan. Han afslører, at hans tropper har været tæt på at løbe tør for forsyninger:

"Det var tæt på, det skete ikke, men sådan er konflikten. Drengene sultede ikke, men var da nede på feltrationer. Jeg tror, vi måske ved flere lejligheder er blevet overrasket over, at angrebene var så konstante - og omfanget af hele operationen. Jeg tror måske, at nogen har undervurderet Talebans sejhed og vildskab," siger brigadechefen.

Taleban opruster

Samtidig advarer FNnu om, at opiumproduktionen igen er løbet løbsk i Afghanistan, og at indtægterne bruges til at finansiere Taleban. FN anmoder derfor kraftigt de vestlige tropper i landet om at gå til angreb på opiumdyrkerne

Den afghanske opiumdyrkning steg med 59 procent i år, ifølge FN's tal, til en ny rekord på 165.000 hektar. Dermed er Afghanistan i praksis totalt afhængigt af Vesten med en eksport på 92 procent af verdens opium, hvoraf en stor del ender som heroin.

FN's Office for Drugs and Crimes (UNODC) advarsel er barske nyheder for England, der på et tidspunkt stod i spidsen for forsøget på at reducere opiumproduktionen i Afghanistan. Omkring 90 procent af den heroin, der når de engelske gader, kommer fra Afghanistan. I samme tidsrum faldt opiumdyrkningen i Sydøstasiens 'Gyldne trekant' bestående af Burma, Laos og Thailand med 29 procent.

En talskvinde for UNODC, Preeta Bannerjee, siger: "Man kan godt sige, at situationen i Afghanistan er ude af kontrol. I praksis producerer Afghanistan hele verdens opium. Der er også beviser for, at landet i stigende grad er blevet afhængigt af sin egen opium. Agenturet har anmodet om, at NATO-tropper og deres afghanske allierede angriber heroinlaboratorier, opiummarkeder og konvojer, der transportere narkoen," siger hun. Men advarslen kommer ikke som en overraskelse for nogen i Afghanistan, hvor de udstationerede tropper allerede ved, at handlen er ude af kontrol.

De barske kendsgerninger er, at NATO-tropperne, også de britiske, allerede er kørt fast i en krig og kæmper for at holde de oprørske Taleban-styrker stangen i det sydlige Afghanistan. Vestlige forsøg på at ødelægge opiumproduktionen har indtil videre kun betydet, at man har stødt de almindelige afghanere fra sig.

Ifølge FN's egne tal er omkring 2,9 millioner afghanere er involveret i opiumdyrkning - 12,6 procent af den samlede befolkning. De fleste af dem er landmænd, der kun lige tjener til livets ophold fra høsten. Langt størstedelen af indtægterne på i alt tre milliarder dollar fra opiumindustrien går til krigsherrerne, som stadig kontrollerer den og, ifølge UNODC, til Taleban.

Agenturet advarede forleden om, at Taleban finansierer deres krig mod England og de andre NATO-lande med penge fra opiumhandlen, de køber rå opium fra landmændene og sælger det videre med kæmpe fortjeneste.

Men ethvert forsøg på at slå yderligere ned på handlen kan koste NATO-styrkerne den smule lokale støtte, de stadig har. Givet Afghanistans ufrugtbare jord, findes der ingen alternative afgrøder, der kan give noget, der ligner de indtægter, der kommer fra opium, og de fleste landmænd lever tæt på sultegrænsen.

I områder, hvor dyrkningen med succes er blevet begrænset, har landmænd klaget over, at de aldrig har fået den hjælp, bl.a. i form af gratis såsæd til andre afgrøder, som de var blevet lovet. Der har også været rapporter om landmænd, der har været nødt til at sælge deres døtre på grund af de drastiske fald i prisen på opium.

England og USA står splittet i sagen om, hvordan man reducerer opiumproduktionen i Afghanistan, hvor USA taler for sprøjtning af markerne fra luften, hvilket englænderne frygter vil gå for hårdt ud over landmændene.

I Sydøstasien er opiumproduktionen faldet med 85 procent i løbet af de seneste otte år, og ironisk nok tilskriver UNODC denne succes, at man har fundet alternative afgrøder til landmændene, noget Vesten ikke har kunnet gøre i Afghanistan. Vesten har endog nægtet at overveje forslag fra en uafhængig tænketank der foreslog, at man tillod opiumdyrkning til medicinske formål i Afghanistan. Der er mangel på opiumbaseret medicin i både Afghanistan og mange andre udviklingslande.

©The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her